Pigen med røvgeviret

Verdens morsomste kvinde tilgiver sig selv og insisterer på, at kvinder fortjener at føle sig elskede, selv om de ikke er en størrelse 36. Hun er sej, sårbar, selvironisk og pissesjov. What’s not to like?

Amy Schumer er, som den første kvinde, på top ti-listen over de bedst betalte komikere i USA. Hun har netop optrådt i Danmark for første gang, og hvis der den aften var kastet en bombe over Forum, ville hele landets bestand af standuppere være blevet udslettet. Amy er et ikon, og nu kan man også møde hende i bogform.

Hendes bog fortæller om barndommen og vejen mod berømmelsen, men ikke strengt kronologisk. Der er snarere tale om en samling essayistiske tekster, og jeg synes, de med fordel kan læses i mindre bidder.

Familiens nye penge forvandler sig på et tidspunkt til ingen penge, faderen bliver syg og forældrene bliver skilt. Under den sociale deroute og familiens mange flytninger udvikler Amy et talent for at få folk til at grine. I collegetiden betyder hendes manglende selvværd, at hun finder sig i mere fra fyrenes side, end godt er. Hun fortæller i et kapitel meget nøgternt om, hvordan hun på et tidspunkt havner i et voldeligt forhold.

”Livet er fuld af smerte og skuffelse. Jeg har lavet en karriere ud af at understrege dette og gengive det på latterlige måder, så alle kan grine og græde sammen med mig”. Humor er tragedie plus tid, som det siges.

At opnå succes i standup-branchen kræver ikke alene talent, men mange års hårdt arbejde. Amy arbejder som tjener og lever af levningerne på folks tallerkener for at kunne bruge hver en krone på at købe sig tid på scenen. Alle der laver standup har knald i låget og er masochister, påstår hun, men hun bliver totalt afhængig af det og bliver langsomt bedre.

Amy bedriver det, hun kalder ”snigerfeminisme”. Feminismen bliver kørt ind med humor, så man ikke opdager den. Hun er konsekvent på kvindernes side og kæmper for, at alle skal have ret til at være sig selv med fejl og mangler i stedet for at leve op til et håbløst, medieskabt ideal. Hun bliver selv ofte udsat for sexisme og bodyshaming, men viser sin appelsinhud og føromtalte røvgevir frem som adelsmærker.

Hvor en skikkelse som Bridget Jones, som Amys bog har listerne til fælles med, bliver ynkelig i al sin udstillede kiksethed, virker Amy til i højere grad at rumme og leve med sine fejl. Hun tilgiver sine forældre for, hvad de har udsat hende for i opvæksten. Hun tilgiver desuden sig selv, og her ser jeg den vigtigste lære, vi kan uddrage af bogen.

Når man har læst Lena Dunham og set Anne Marie Helger og Helle Ryslinge flashe deres deller på scenen og i øvrigt er gammel nok til at være mor til Amy, er der måske ikke så meget overraskende nyt i hendes pointer. Men det er al ære værd, at hun skånselsløst sætter sig selv i spil og bruger sin position til at fortælle andre kvinder, at de er gode nok. Som ung og usikker burde enhver pige have en storesøster som Amy.