Oversættelse

Hvad er vigtigst - ordene eller indholdet? Ny bog om oversættelsesteori er ingen lettilgængelig bog for gennemsnitslæseren, men ved en ekstra indsats giver den flere aha-oplevelser.

At oversættelse også kan være både filosofi, psykologi og sociologi, havde jeg aldrig tænkt på i mit hidtidige liv med bøger oversat til vores lille modersmål. Derfor var det både en oplevelse og en udfordring at læse denne tekstsamling om emnet. Jeg har ikke en formel akademisk baggrund, og derfor krævede de mange fagudtryk lige en ekstra indsats, men så var resultatet flere aha-oplevelser.

Jeg har blandt andet læst om princippet "at bringe læseren til forfatteren" eller "forfatteren til læseren", altså forskellen på den såkaldte ord til ord- eller mening til mening-oversættelse. Ifølge filosoffen Schleiermacher i 1813 de to uforenelige størrelser, men det er de ikke længere.

Man har beskæftiget sig reflekterende med oversættelse, så længe som man har oversat. Derfor er der også medtaget et herligt citat fra kirkefaderen Hieronymus (skrevet 395 e.Kr), hvor han erklærer, at han benytter sig af mening til mening-oversættelsen. Han "erklærer højt og tydeligt" , at han ikke bruger ord til ord-oversættelsen "med undtagelse, selvfølgelig, af De Hellige Skrifter, hvor selv ordstillingen er et mysterium".

Her rammer han jo noget vitalt: Hvad er vigtigst - ordene eller indholdet? At mening til mening-oversættelse af hellige skrifter kunne sende folk på kætterbålet, kan man jo nok forestille sig. Ortodokse troende i vore dage sender jo lignende signaler til omverdenen. Også Luther tordnede mod ord til ord-oversættelse, for han betragtede oversættelse af biblen som formidling til folket.

For en således rimelig forudsætningsløs læser er bogens introduktionsafsnit også en gave. Her gennemgås i kort form oversættelsesteorien både historisk og op til nutiden, hvor oversættelsesteorien først her i slutningen af det 20. århundrede har udviklet sig til en akademisk disciplin. 

I introduktionsafsnittet omtales en anden betydningsfuld profil på området, nemlig sprogfilosoffen Walter Benjamin, der i 1916 udgav sit essay ’Die Aufgabe des Übersetzers’. Hans opfattelse var, at al oversættelses hovedmål er kommunikation på tværs af sproglige forskelle. Det er jo nok endnu mere tilfældet i dag.

I tekster af to oversættelsesteoretikere beskrives det etiske mål, der består i at tage imod det fremmede som netop fremmed, altså at teksten skal gøre opmærksom på sit fremmede sproglige og kulturelle ophav.  Det er det, den amerikanske oversættelsesteoretiker Lawrence Venuti kalder et ’foreignization-ideal’, altså at oversættelsen skal pege på sproglige og kulturelle forskelle. Fra mit udgangspunkt som almindelig læser tror jeg dog nok, at det kunne indvirke alvorligt på læsbarheden.

I det gode og opsummerende introduktionsafsnit fandt jeg redaktørens eksempel med Bonnevie, der i en fransk roman oversætter "Pain au chocolat" som chokoladebrød.
Her peges der således på forskelligheden, altså den oversætterholdning, der gør op med "domestication"-metoden, der gør en tekst flydende på "målsproget", altså det nye sprog.

Det er som sagt ingen lettilgængelig bog for gennemsnitslæseren, men den kan give indblik i nogle meget fascinerende emner og give lyst til at læse mere, hvilket litteraturlisten også kan inspirere til.