Bog

Ønskebarnet

Af (
2009
)

Anmeldelse

Ønskebarnet af Eddie Thomas Petersen

Psykologisk spændingsdrama i et vinterkoldt Skagen, hvor fortidens skumle hemmeligheder dukker op til overfladen.

23-årige Mikkel er på vej til Skagen for at stå for sin næsten ukendte fasters begravelse. På vej i toget mod Skagen møder han den mystiske unge kvinde Anne Sofie, som er kunstner. Lokale indbyggere, der har kendt fasteren, kommer med antydninger om et kostbart maleri, fasteren ejede, men som nu er væk. Snart efter krydser Mikkel og Anne Sofies veje hinanden igen, og en kæde af sære hændelser sættes i gang. Fortidige hemmeligheder dukker op til overfladen, og intet er, som det umiddelbart ser ud.

Handlingen bæres frem af Mikkels jagt på den mystiske Anne Sofie, som selv tilsyneladende jagter noget, der på en eller anden måde har relation til fasteren. Synsvinklen skifter mellem de to hovedpersoner og indimellem andre bipersoner. Langsomt falder flere og flere brikker på plads, som flere personer får en stemme. Det bedste ved romanen er netop, at de forskellige personers motiver og bevæggrunde for deres adfærd ikke lige kan gennemskues umiddelbart.

Eddie Thomas Petersen har et indgående kendskab til Skagen, som han desværre overforbruger. Hans beskrivelser skaber en kold og kynisk atmosfære af et lukket lokalsamfund med mange hemmeligheder, men også sammenhold. Skrivestilen er for beskrivende ned i detaljer, og det føles indimellem som ligegyldigt fyldstof. Stilen gør det dog nemt at forestille sig ’Ønskebarnet’ som film.

Der går en rum tid, før det bliver spændende, og rigtigt uhyggeligt bliver det kun glimtvis. Personskildringen er mest interessant og komplekst beskrevet hos Anne Sofie, hvor man udfordres og ikke kan regne hendes motiver ud. Romanens genre er i følge bagsiden en psykologisk gyser og et stykke hen ad vejen holder det også. Men desværre står Mikkel tilbage som en hovedperson, det er svært at forholde sig til, da han beskrives for overfladisk og banalt.

Alt i alt en læseværdig roman, der kan anbefales til læsere, der gerne vil underholdes og som kan lide at blive ført rundt i manegen, før handlingens plot til sidst afsløres.

Bogdetaljer

Forlag
People's Press
Faustnummer
27963595
Graphic
Rasmus Funder
ISBN
9788770557511
Antal sider
330

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer