Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre

Velkomponeret og velskrevet roman om en tragedie, der kaster lange skygger ind i fremtiden og giver kærligheden dårlige vækstbetingelser. Tiden læger ikke alle sår.   

Vi har dem alle sammen. Nogle har mange, andre har færre, nogle har sikkert kun ganske få. Men alle bærer vi på de der oplevelser, som gør, at man helt konkret kan tale om et ”før” og et ”efter”. De tildragelser, som er så skelsættende, traumatiserende og/eller til-jorden-slående, at man ikke er og aldrig bliver den samme bagefter. Om sådan en hændelse handler Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre. Og titlen signalerer hermed, at tiden går – uanset! Vejret skifter, alting forandrer sig (enten til det bedre eller til det værre) og så videre.

I New York engang i 1950’erne mødes de to unge mennesker Johnny og Kari. Han er fra New Jersey, hun er fra Oslo, de forelsker sig, livet ligger foran dem, men hvad de ikke ved er, at det gør døden også… i sin allerværste skikkelse. De etablerer sig, og de får børn, men en vanvids-bilist smadrer familien i så høj en grad, at der kun er smuler tilbage. Disse krummer af en kærlighed, der var, forsøger Johnny at samle og holde sammen på, mens Kari forvandler sig til noget, der bedst kan beskrives som en levende død og senere, da de er flyttet til Norge, en alkoholiseret stakkel.

Der er i The Summer of Love 1967, at Johnny og Kari rykker fra et lunt og for Johnnys vedkommende hjemligt Amerika til et koldt og omklamrende Norge. Mod alle odds, fristes man til at mene, får de datteren Marita, som vokser op i en skygge, hun ikke kan definere, da Kari på det kraftigste nægter at sætte ord på og tale om tragedien, der ødelagde alt og sendte dem til Norge. Men Johnny har det modsat, og derfor er der ingen redning at øjne for deres ægteskab.

I musikken, som spiller en stor og altafgørende rolle, finder Johnny et tilflugtssted. Eller som der står: ”… sorgen og tristheden fik et sted at være.” Han er rodløs og utilpas i det kolde nord, hvor han sammen med alt det andet døjer med sproget: ”… han måtte bugtale i Oslo, han var en forbandet klovn med en dukke af sig selv på skødet.” Et fantastisk billede, synes jeg, på den fremmedgørelse, der har bemægtiget sig ham.

Pedro Carmona-Alvarez er født i Chile, men bor i Bergen og skriver på norsk. Foruden forfattergerningen spiller og udgiver han også musik, og hans musikalske indsigt er et stort aktiv for denne roman, hvor han i et poetisk og rammende sprog formår at sætte ord på de stemninger og åndehuller, musikken kan give mennesket – både i en sorgproces og generelt.

Denne anmelders eneste anke er, at figurerne Johnny og Kari bliver en lille smule ensidige: Han er ”den gode”, og hun er det modsatte. Man forstår naturligvis, at det er fortidens tragedie, der har skylden, men det er som om, bogen er på Johnnys side. Spørgsmålet er, om det er helt fair.