Bog

Naturglæde

Af (
2013
)

Anmeldelse

Naturglæde af Søren Ryge Petersen

En ualmindeligt indbydende bog, hvor naturglæden udtrykkes både sansemættet visuelt og i den smukkeste prosa.

Forlaget havde planlagt en bog med Johannes Larsens billeder og bad Søren Ryge skrive teksten. Et omdrejningspunkt i bogen er fugleglæden, som Søren Ryge deler med Johannes Larsen, men et gennemført parløb er det dog ikke blevet til. De to formidler på hver sin måde den sitrende glæde over naturen, der rammer dybt ind i vores følelser, men som egentligt ikke kan udtrykkes, og dog. De kommer begge meget tæt på.

Søren Ryges glæde over både den vilde og den tamme natur er formidlet på skrift og i talrige fjernsynsudsendelser. Han kan noget med ord, og hans essayistiske naturbetragtninger i bogen her svinger sig undertiden op til poetiske højder. En del af hans essays er erindringer fra hans barndom i en landsby i Sydslesvig. En svunden tid, hvor børn frit kunne tumle sig i den omgivende natur uden at være konstant overvåget af voksne. Samle fugleæg, fiske i vandhuller og alt det andet, naturen inspirerede børn til. Bogen rummer også den modne mands refleksioner over naturen omkring hans hus på Djursland, vejret, årstiderne, den jomfruelige sne, der helt forvandler landskabet. Ikke mindst fuglene fylder meget. Dem føler han sig i samklang med, i så høj grad at han leger med tanken om at blive en musvåge i sit næste liv.

Johannes Larsen var en fantastisk maler, og bogen rummer meget fine gengivelser af et bredt udsnit af hans kunst. Hastige skitser, akvareller, oliemalerier og træsnit. Man kan se, at han var en meget omhyggelig maler, der nærstuderede sit motiv. Ikke mindst hans mange fuglebilleder er en fryd for øjet. Studiet af døde fugle har muliggjort en fuldstændig naturtro gengivelse og har dannet afsæt for at afbilde fugle i landskabet og en tilnærmelse til det umulige: At give et indtryk af fuglenes flugt.

Man kan ikke andet end glæde sig over den smukke, stemningsfulde bog, der berører enhver naturelsker. Søren Ryges mange fans vil kaste sig over bogen. De bliver ikke skuffede, og i tilgift får de et fint indtryk af den fynske malers kunst.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
50732428
ISBN
9788711388778
Antal sider
255

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer