Natten jeg aldrig glemmer

”Alle har en historie at fortælle om deres liv” står der i forordet til denne velskrevne antologi.

Redaktør Else Berenth, som i øvrigt selv har bidraget med et kapitel i denne antologi, har bedt 24 danske forfattere om at skrive om en nat, de aldrig kan eller vil glemme. Det er både forfattere af skøn- og faglitteratur, af børne- og voksenlitteratur og af fiktion og erindringer, der har fortalt en historie fra deres liv.

Der er en fortælling om en fødsel og flere om døden. Der er fortællinger om angst, om sorg og om fodbold. Om krig og kærlighed og fremmede himmelstrøg.

Der er tidstypiske fortællinger om besættelse, befrielse og feltmadrasser. Om husholdningsskoler, ø-lejre og månelandinger. Om EM i fodbold, sputnik og modstandsgrupper.

Nogle af fortællingerne er interessante, fordi de handler om fremmede lande og kulturer. Andre er interessante, fordi de handler om almene problemstillinger. Og så er der de fortællinger, der er skrevet med hjerteblod, og som derfor især rammer mig, når jeg læser.

Det gør Jolanta Buch Andersens ”Nytårsnatten” om den nat i 1996, da hun tog afsked med sin mand efter mere end 40 års samliv. Og det gør Anne Marie Bjergs ”- natten hun er nu omme”. Om den nat hun og hendes søstre vågede ved deres mors dødsleje.

Ellen Heibergs historie om ”Den nat min fars verden styrtede sammen” er stærk og tankevækkende. Ellen Heibergs far var kommunist og modstandsmand under krigen. Men fordi han sårede sin næstældste datter Anne-Margrethe dybt ved at sige, at hun ikke var dygtig nok til at komme i mellemskolen, begyndte hun i trods at gå med tyskere. Da befrielsen kom, ville nogle hujende unge mænd hente Anne-Margrethe, fordi de kørte rundt og hentede ”feltmadrasser”. Den idealistiske far blev dybt skuffet og ulykkelig over den primitive og barbariske opførsel.

Også Karen Zimsens fortælling om at overleve et alvorligt færdselsuheld og i det perspektiv komme til at elske livet endnu højere er det en fornøjelse at læse. Og Lisbeth Lundquists fortælling om tryllenatten med Tomás i Granada.

Sidst må jeg nævne Hanne Bistrups historie; ”Hun hed Zusanna”. En fin historie om to unge og meget forskellige kvinders møde på en husholdningsskole.