Bog

Måden du rører mig på

Af (
2023
)

Anmeldelse

Måden du rører mig på : samtaler og tekster om sex

17 nov.23

Maja Lucas undersøger, hvad sex egentlig er for os mennesker. En vigtig bog, der kan være med til at aftabuisere en vigtig samtale. 

'Samtaler og tekster om sex'. Sådan lyder undertitlen og genrebetegnelsen på Maja Lucas’ seneste værk. Og det er meget passende, for bogen består af en række forskellige tekster, som alle har forskellig form: Nogle fremstår som transskriberede interviews, nogle som en samtale mellem to venner, og så er der digte, lyriskklingende prosa og tankestrømme, der mest minder om en venindes bekendelse i de sene nattetimer.

Man kunne fristes til at kalde bogen for en hybridbog eller måske sågar en slags håndbog i sex. For de mange fortællinger er meget forskellige, men alle meget gribende, og man kan både blive klogere på, hvordan det er at være ung og lære sin seksualitet og kønsidentitet at kende og på at være gammel og mærke sin seksualitet og begæret udvikle og ændre sig. 

Man kan lære om tantramassage, begærsretninger, parforholdskonstellationer, lyst og manglen på samme, utroskab og om, hvordan lysten kan vækkes ved de forunderligste ting. Som R (46 år, kvinde) så fint siger det, så kan seksualitet ”være helt utrolig mange og forskellige ting, hvor hele kroppen inddrages.”

Grunden til at bogen er så vellykket, må – foruden de mange velvillige fortællere – i særdeleshed tilskrives Lucas’ evne til at møde sine interview-personer på deres præmisser. Hun går til dem alle uden at dømme og uden at overtage deres fortællinger. Hun giver dem plads til at fortælle, ja nærmest bekende, deres intime historie. Historier, som de ikke har fortalt andre før, med intime detaljer, skamfulde følelser, forvirrende begær og lyst. 

Lucas har formået at skabe et rum, hvor man har lyst til at være og lyst til at dele. Hun deler da også selv ærligt ud af sin egen fortælling og oplevelser med sex, begær og de følelser, der omgærder emnerne. Første og sidste kapitel er Lucas’ egen fortælling. De mange og meget forskellige, men alle personlige og meget intime, fortællinger er anonymiserede. En del gives et bogstav, et køn og en alder, men selv hvor der ingen oplysninger er, drages man af de distinktive stemmers ærlighed.

I læsningen vil man uundgåeligt lære noget nyt – både om seksualitet og lyst, der adskiller sig fra ens egen, men også om sig selv. Formatet betyder, sammen med de intime og hudløst ærlige historier,  at man føler sig som en del af samtalen, og man inviteres til selv at tænke over sit forhold til sex og til sin krop. Igennem bogen skabes en slags samhørighed på tværs af alder og køn – vidt forskellige personer med vidt forskellige seksuelle oplevelser kan dele følelser og tanker: Alle tænker på sex; at man har et begær, en lyst – eller at man ikke har det.

Som K (25 år, mand) siger: ”Det er underligt i vores kultur, at vi bruger meget tid på at tænke på sex, men ikke på en så konstruktiv måde.” Måske vi netop med denne bog kan tage første skridt på vejen mod en mere konstruktiv tankegang og samtale om sex.

Bogdetaljer

Secondary title
samtaler og tekster om sex
Forlag
Gyldendal
Faustnummer
137036649
ISBN
9788702401585
Antal sider
505

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer