Bog

Lugten af sne

Af (
2016
)

Anmeldelse

Lugten af sne af Pia Tafdrup

I andet bind af Pia Tafdrups kvintet om sanserne er næsen og lugtesansen et instrument, der måler, indtager og bearbejder verden. En seismograf og en murske.

’Lugten af sne’ er en indånding og en udånding. Indåndingen er digterens måde at være i verden på. Næsen en seismograf, der verificerer og registrerer omverdenen. Det er næsens verdensbillede, vi får, når vi gennem vejrtrækningen stimulerer lugtesansen. Udåndingen er digterens poetiske aftryk på papirets snehvide scene. Der er observationer, holdninger og lyriske udfoldelser, men man mærker også Tafdrups vid. Digtenes mange poetiske udåndinger er flotte. Dog er det først, når hun bevæger sig udover det lyriske og ned i dybet, at Tafdrup er rigtig fed at læse.

"Lugten får næsebor til at vibrere den akkumulerede hjerne til at indskrive tid og erindring"

Sådan fanger Tafdrup det almengyldige i tilværelsen. Man kan tage det videre til ”at (kunne) lugte (noget) er at være” eller ”jeg lugter (noget), ergo er jeg”. Et andet sted i samlingen står der:

"mærke en næsten eksplosiv
fredstilstand, når vinden; gennemtrængt af duftens grammatik  

skriver på mine blade, sætter dem i bevægelse, 
så de lyser op; og fugle  
kan flyve gennem min krone, syngende, skrigende."

Verden løber gennem Tafdrup, som indånder indtryk og udånder udtryk, trykt og nu udgivet. Det er digterens ultimative måde at være til på. Men ved at fokusere så stærkt på en sans, vi sjældent taler om, er det på mange måder en lidt atypisk digtsamling.

Næsens verdensbillede er markant anderledes, end vi er vant til. Modsat synet, som ofte snyder os, er lugtene konkrete beviser i verden og fungerer som et fast grundlag for, hvor man befinder sig. Og det er udgangspunktet for den intense men også oversete aktualitet, Tafdrup skriver med. Set i modsætning til, hvordan det talte sprog i radioen fremstiller verdens elendigheder i oplæsningsseancer på alt imellem 5-60 sekunder, får man lyst til at stille spørgsmålet: ”Hvordan lugter verden egentlig”? Vi er ikke immune overfor lugte, så hvad føler det moderne menneske, når det ser levende billeder af brændt hud, sult og fattigdom? Hvad føler det moderne menneske ved lugten? Netop derfor fungerer konceptet glimrende som springbræt ind i verdens mange problemstillinger. Læserens lugtesans udvikler sig sågar under læsningen, og digtene er lige så tæt på virkeligheden, som man må være for at lugte til en blomst. 

Ved siden af den her utroligt skarpe lugtesans, er ’Lugten af sne’ en knaldhamrende lyrisk samling digte. Sproget er af og til så flot, at man kan savne revner og ridser, forstyrrelser og afvigelser.Dem klarer Tafdrup på sin egen måde, når hun i et digt om urin i bybilledet slutter: "Jeg puster langsomt ud, gisper efter luft, / forpester muligvis verden med disse linjer."

’Lugten af sne’ er, i højere grad end Tafdrups forrige digtsamling ’Smagen af stål’, tæt på at være samtidskritisk. Den indeholder digte om terrorangrebene i Paris og København, og så driver klimasituationen gennem det meste af samlingen som et isbjerg, der er ved at smelte.

Der er stadig hul på Tafdrup. Hun kan læses af alle!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52376629
ISBN
9788702194739
Antal sider
152

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer