Bog

Love is war 2 - Dantes historie

Af (
2017
)

Anmeldelse

Love is war 2 - Dantes historie af R. K. Lilley

21 jul.17

Den dramatiske kærlighedshistorie om et stormfuldt parløb fortsætter med Dante i fokus. Sex, sødme og romantik til unge voksne.

Dantes historie starter, hvor Scarletts slutter, men går samtidig tilbage til nogle af de episoder, vi allerede har hørt fra Scarletts side i første bind. Det giver et helt nyt perspektiv på hændelserne, og der er en hel masse, jeg meget bedre forstår. Faktisk synes jeg, at Dantes historie er endnu bedre end Scarletts. Det kan dog bunde i, at mine mere romantiske sider tager over indimellem. For det er simpelthen så synd for dem, at det er lige til at tude over, hvilket jeg også gjorde i stor stil. 

Dante og Scarlett bekæmper stadig hinanden. De drages hver især af den anden, men bilder sig selv ind, at det udelukkende er hævn og modhævn, men i virkeligheden er det umuligt for dem ikke at være sammen, og de lider begge i stor stil. De finder sammen og skilles flere gange, men endelig synes de at finde sammen om at være sammen. Bastian, Dantes halvbror, prøver at hjælpe dem, og han har noget i ærmet, som virkelig kan vise sig at være effektivt.

Ligesom i ’Love is war 1’, fortælles historien om to menneskers evige had- kærlighedsforhold. Vi møder dem ti år efter deres endelige brud, eller det der skulle have været det endelige brud, men de mødes hele tiden tilfældigt, eller måske ikke så tilfældigt. I Dantes historie ser vi nogle af episoderne fra deres fælles fortid gennem hans øjne, og derigennem får læserne en forklaring på mange af de ting, der i Scarletts historie efterlod os måbende. De mange glimt fra deres fælles opvækst giver bogen noget tiltrængt sødme og romantik midt i alle scenerne, hvor hede sexseancer og tomme løfter bliver brugt som hævn, og hvor hævntørst og jalousi overskygger kærligheden. 

Selvom det er en kærlighedshistorie, er der mange drejninger undervejs, og en del af dem er temmelig overraskende. Som i den første bog gentages de udpenslede sexscener lidt for ofte. Selvom sex er en vigtig del af handlingen, kunne man ønske sig lidt afveksling i beskrivelserne. Det bliver simpelthen til for mange gentagelser.

Sproget er lettilgængeligt og flydende og siderne vender sig selv, så bogen er trods de 430 sider meget hurtig læst. Serien slutter her, og det er en rigtig fin kærlighedshistorie, som jeg vil anbefale til de ældste unge og voksne læsere af romantiske og erotiske bøger. Der er rigeligt med sex til de yngste af de unge.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Lars Bøgeholt Pedersen
Faustnummer
53299733
ISBN
9788711566930
Antal sider
432

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer