Bog

Længsler og leverpostej

Af (
2012
)

Anmeldelse

Længsler og leverpostej af Annamette Fuhrmann

25 jun.12

Når hverdagen fyldes op af babygråd og bananmos, kan man godt længes efter livet, før man fik børn! Bogen anbefales alle kvinder, hvis indre burlesque-dronning er gået tabt i vasketøjskurven.

Da AnnaMette møder Thure, er det kærlighed ved første blik. De er meget forelskede, og hurtigt bliver AnnaMette gravid med deres søn, Kasper. Det var ikke ligefrem planen, at det skulle gå så stærkt, og da hun kort efter Kaspers fødsel bliver gravid igen, er der virkelig lagt i kakkelovnen til en gang stress på højt niveau. Med fokus på det udeblivende sexliv og parrets kriser og problemer i denne forbindelse fortæller AnnaMette Fuhrmann sin egen historie. Den handler om et ungt par, der gerne vil hinanden, men har svært ved at finde derhen, hvor man atter bliver et par efter at have fået to børn sammen i rap. Om hvor svært det er at være en småfrigid og sippet småbørnsmor efter at have været en sexglad og frisindet moderne kvinde.

Denne bog er meget personlig, og AnnaMette er hudløst ærlig. Der bliver ikke pyntet på facaden, men tværtimod skåret helt ind til benet. Desværre minder den også meget om Julia Lahmes bekendelser i ’Hvor lagde jeg babyen’ og ’Holder du lige min tiara….’, og man får derfor fornemmelsen af, at det er ”gammelt nyt”.

AnnaMette Fuhrmann er journalist, har været radiovært og blogger, og hun lægger sig pænt ind i rækken af bloggende kvinder såsom Julia Lahme, ”Bitterfissen Bethany” alias Jeanett Veronica Hindberg og Maren Uthaug, som starter med at blogge for derefter at udgive en bog.

Men der er dog ingen tvivl om, at forfatteren har fat i et emne, som de fleste danske par kan forholde sig til, nemlig ”hvad gør man, når der går hverdag og leverpostej i forholdet”? Uha, uha – det ville jeg også selv gerne vide, for hvor er det dog svært at være ”hverdagsprinsesse”, men hvor ville jeg dog gerne være det! Af samme årsag vil jeg anbefale denne bog til alle hverdagsramte kvinder, hvis indre burlesque-dronning er gået tabt i den fyldte vasketøjskurv.

Bogdetaljer

Forlag
Pretty Ink
Faustnummer
29373558
Graphic
Dasrotesrabbit
ISBN
9788763820516
Antal sider
196

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer