Bog

Kan man se jeg har grædt?

Af (
2015
)

Anmeldelse

Kan man se jeg har grædt af Pernille Rahbek

En sønderrivende beretning om at være ’medmisbruger’ når mor drikker, og omverdenen svigter, og om det psykiske kaos der følger med resten livet.

Pernille Rahbek er selvstændig indenfor PR og har tidligere bl.a. været TV vært, og altså en af de såkaldte powerwomen. Men bag facaden ser virkeligheden anderledes ud.

Biografien, med den sigende undertitel ’En fortælling om at vokse op i en pæn alkoholikerfamilie’, er levende, velskrevet og meget vedkommende. Det er ikke en kronologisk gennemgang af hendes liv, men derimod punktnedslag i episoder og samtidig et dybdegående indblik i, hvor svært det er at være barn af en misbruger – og om konsekvenser, der rækker langt ind i voksenlivet.

Pernille er i dag 37 år, mor til to døtre, en succesfuld PR-rådgiver – og en sårbar kvinde, der har både angst og post traumatisk stress efter en barndom med en mor, der var alkoholiker. Pernille beretter distanceret og nøgternt om episoder, hvor hun og søsteren fx var ladt alene hjemme med en tomt køleskab. Om en ferie på Mallorca, hvor moderen sætter de to små piger i en taxa til et ukendt vandland, for selv at blive på hotellet. Pernille beretter om sit store arbejde med at skjule moderens misbrug: Hun vasker tøj, laver mad og fjerner de mange tomme flasker. Men hun beretter også om det store svigt de voksne i nærmiljøet gang på gang udsatte familien for; pigernes far, moderens familie, skole, institutioner m.v. Ingen trådte til og tilbød hjælp, heller ikke trods det faktum at hele omverdenen kendte til familiens problemer. Pernille fortalte hårdnakket alle (inkl. sig selv) at hende mor skam slet ikke kunne lide vin, og derfor bare var træt – hun drak i hvert fald ikke!  Alle disse svigt og oplevelser har givet – og giver – Pernille store udfordringer i livet, og hun beretter ærligt om en del af dem, uden at give køb på sit privatliv, og til dyb eftertanke for læseren.

Beretningen er hård – men meget vigtigt læsning. Jeg er meget imponeret over den måde, forfatteren formidler sit budskab på. Præcis som Lisbeth Zornig formår Rahbek at formidle med en distance, der i dén grad fremhæver budskabet; nemlig at omverdenen skal handle. Hun tegner et skræmmende billede af et samfund, hvor der stadig hersker stor berøringsangst med alkoholfamilier. Samtidig beretter hun selv om de store psykiske skader, hun har fået da ingen trådte til – men bifalder samtidig, at hendes far ikke hjalp. Noget af svaret på det dilemma fremkommer under læsningen, men det er et paradoks, der står meget klart hos mig. 

Der er også fakta med i bogen, og selv om jeg troede, at jeg kendte en del til de mange bivirkninger, som alkoholmisbrug kan give, vidste jeg ikke, at alkohol kan være en medvirkende faktor til brystkræft. Så udover at komme med ind bag facaden hos en ’pæn’ familie, blev jeg klogere og selvfølgelig endnu en gang bekræftet i, at vi som mennesker og samfund stadig har meget lang vej mod at hjælpe misbrugsfamilier og ikke mindst stoppe med at vende det blinde øje til – det giver fatale ar på mange sjæle!

Biografien er et (desværre) evigt aktuelt indspark til, hvordan vi som både samfund og individer skal kere os om vores medmennesker, aktivt bidrage til problemernes løsning, kort sagt: se personen, der hvor han/hun er. Pernille har ikke en skræddersyet løsning, men hun er insisterende i sin beretning fra det indre kaos, og hun sætter ord på skammen, skylden og frustrationerne –  må hendes ord være til hjælp og vække omtanke!

Originally published by Bognørden, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Rosinante
Faustnummer
51723724
ISBN
9788763837033
Antal sider
205

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer