Bog

Kærligheden på Mahlstädterbarnets tid

Af (
2014
)

Anmeldelse

Kærligheden på Mahlstädterbarnets tid af Clemens J. Setz

13 jan.15

Østrigeren, Clemens J. Setz, er en litterær superstjerne i ny tysksproget litteratur. Med disse groteske og urovækkende noveller introduceres han på glimrende vis for et dansk publikum.

Samlingen indledes med novellen ”Mælkeglas”, hvor indledningssætningen først støder på et punktum på linje 19, og hvor det hele overlegent holdes sammen af en række kommaer, semikolonner og tankestreger. Sådan! Ingen leflen for læseren – tysksproget litteratur, når det er bedst.

I en af samlingens mest urovækkende noveller finder Markus Kellmer en dag liget af en kvinde i sin dagligstue. Naturligvis ringer han ikke til politiet men overvejer i stedet, som det naturligste i verden, hvor i lejligheden liget skal placeres. Først forsøger han at presse det ind bag radiatoren, men da det ikke lykkes, ender det til sidst under tæppet i stuen. Det er makabert, komisk og uhyggeligt på samme tid. Og hvem sagde Poe? I novellen ”Visitkort”, der mest af alt minder om en episode fra tv-serien ”The Twilight Zone”, oplever en uheldig forretningskvinde, at hendes visitkort og sidenhen stort set alt, hvad hun ellers kommer i berøring med, udvikler pest. I ”Juvelen i samlingen” vises en kvinde rundt i et arkiv, der ikke kun indeholder forfatteren Setz’s værker, men også selvsamme forfatter lænket til en seng i et mørkt rum. Eller hvad med Lilly der i den Kafkaske tekst ”En meget kort historie” må konstatere, at der efter en meget hård arbejdsdag er vokset beskidte, lyserøde vinger frem på hendes skulderblade. Det bliver ikke meget bedre. 

Der er tale om en række fremragende og helt særegne noveller, som er skrevet i et overlegent sprog. Flere af novellerne bevæger sig på grænsen mellem det realistiske og overnaturlige, og det har en sælsom virkning på læseren. Man mærker også tydeligt inspirationen fra folkeeventyret og fra forfattere som bl.a. Thomas Pynchon, Franz Kafka og Edgar Allan Poe. 

Setz er uddannet matematiker og er derudover også overtonesanger. For ”Kærligheden på Mahlstädterbarnets tid” modtog han i 2011 Leipzig-bogmessens pris, som er en af de største litterære udmærkelser i Tyskland, og hans seneste bog, romanen ”Indigo”, der desværre endnu ikke er oversat til dansk, var shortlistet til Den store Tyske Bogpris i 2012.

Clemens J. Setz er intet mindre end en sensation i ny tysksproget litteratur, og det forstår man godt, når man har læst denne mageløse samling, der tager læseren med på en sælsom rejse ind i det groteske.

Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Vandkunsten
Oversætter
Jacob Jonia
Faustnummer
51396839
ISBN
9788776953232
Antal sider
282

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer