Bog

Jeg bor i et paphus

Af (
2023
)

Anmeldelse

Jeg bor i et paphus

27 nov.23

Billedbog på rim eksploderer, når man åbner den, og man bliver virkelig glad i låget. Alle fra ca. 3 år kan more sig over både tekst og billeder i timevis.

Perle laver perlepynt til hele byen, og den genkendelige Cirkeline i den sort/røde kjole kan både slå og grine. Det er værre med Lille Peter Edderkop, som spiser fluen Kurt, hvilket efterlader ham i tårer, for Kurt var faktisk hans bedste ven.

Heldigvis er der også rim uden tårer: ”Jeg har en meget lille bror på cirka otte tommer. Han vokser inde i min mor og kommer ud til sommer”, konstaterer drengen i rimet.

Brandmanden Ib og Brandmanden Bo gifter sig på rådhuset, som brænder ned af fyrværkeri, og efterlader en "skaldet og afsveden bryllups-borgmester". Lommetyven Lummergøj elsker tomme lommer, som han sælger til lommefilosoffer. Også remsen om Skumrings-fidusen og Tusmørke-tanten, der danser nøgne til langt ud på natten, er helt uimodståelig. Den lille historie om forfatteren, der er en mutter, som digter om ”øllebrød og måneskin og roser og flotte Finn fra Birkerød”, er min favorit.

Betina Birkjær har skrevet flere bøger til både børn og voksne. Med denne herlige rim og remse-bog slår hun for alvor fast, hvor dygtig og sikker en ordsmed hun også er. Louise Johannesens illustrationer er simpelthen så dejlige og fyldt med detaljer. De er kærligt satiriske som Ib Spang Olsens tegninger. Særligt den gravide mor med åben mund og en enorm mave fyldt med mad. Ligesom Else der spiste pølser dagen lang. De enkelte rim bringes til live gennem de mange finurlige figurer, der foretager sig alle mulige skøre ting. 

Bogdetaljer

Secondary title
rim og remser til vaskeægte vrøvleunger
Forlag
ABC
Faustnummer
136823736
ISBN
9788775890538
Antal sider
28

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer