Bog

Ivan Iljitjs død

Af (
2015
)

Anmeldelse

Ivan Ijits død af Lev Tolstoj

Fuldendt og raffineret fortælling om embedsmanden Ivan Iljit, der ansigt til ansigt med døden reflekterer over sit indholdsløse og meningsløse liv.    

Ivan Iljitjs død behandler den ærkerussiske type, embedsmanden, en type som alle ”de store russere” på forskellig vis har behandlet, tænk bare på Dostojevskijs kældermenneske. Det var ved at læse ”de store russere”, at jeg blev interesseret i litteratur og begyndte at læse regelmæssigt.  De står derfor mit hjerte meget nært, og de er alle stort set uden undtagelse altid fremragende læsebekendtskaber.  

Ivan Iljitjs er et intelligent og frem for alt ordentligt menneske. Fra en ung alder bliver han tiltrukket af højtplacerede mennesker, hvis fremgangsmåder han efterligner, og som han knytter venskabsbånd med. Efter sin juridiske eksamen får han ansættelse i provinsen som embedsmand hos en guvenør, men stiger hurtigt i graderne til undersøgelsesdommer. Han arbejder hårdt,  men forstår også at more sig – dog altid med anstand. Med karrieren på skinner foretager han det næste logiske skridt og gifter sig med en frøken af god adelsslægt. Herefter belønnes han med en stilling som statsanklager og endnu flere rubler i kassen. Kort sagt, han foretager sig alt, hvad samfundet forventer sig af ham, og han går fra den ene succes til den anden.   

Men pludselig en dag falder han ned af en stige, og mærker fra den dag en ubestemmelig og vedvarende smerte i venstre side af maven. Herfra går det ned af bakke, og en lang dødskamp starter. Det er denne dødskamp, som Tolstoj på mesterlig og foruroligende vis evner at beskrive. Liggende på sin divan gør Ivan Iljitjs sig tanker om døden og funderer over grunden til sin lidelse. Hvorfor rammer den netop ham, hvis liv har været kendetegnet ved lovlydighed, rigtighed og sømmelighed? Hans liv forekommer ham nu pludselig indholdsløst. Hans familie bliver fremmed for ham, og han lever i frygtelig fortvivlelse og ensomhed.  Der er dog én person, der evner at hjælpe ham en smule – den simple, sunde og jævne bonde, Gerasim. Han er med sin stilfærdige og naturlige filosofi en diametral modsætning til Ivan Iljitjs rige, men indholdsløse liv. Her er det meget tydeligt, at Tolstoj forsøger at omforme sin livsfilosofi, som han bl.a. beskriver i Om livet (1885), til kunst. Den moraliserende Tolstoj skinner her, og  i det hele taget i hele fortællingen,  meget tydeligt igennen. Den moraliserende hang ligger dybt hos Tolstoj. Hans store romaner,  Krig og Fred og Anna Karenina, rummer flere rent moraliserende partier, som mange læsere har svært ved at acceptere. Derfor har man ofte diskuteret om denne tendens hos Tolstoj har svækket kunstneren i ham. I forordet til en tidligere udgave af ”Ivan Ilíitsj’s død” (1945) skriver oversætteren Ejnar Thomassen fx, at læseren selv må dømme om seeren Tolstoj hér ser rigtigt, om han er for langt ude eller han har fast greb om sagen, om han her er sand kunstner eller ej. Jeg sluger det råt – det er en kunstnerisk fuldendt bedrift.   

Til det sidste holdt Tolstoj fast i det mægtige, men uskrevne bud: ”Du skal ikke lyve for dig selv.” Når man har læst om Ivan Iljitjs lange og foruroligende dødskamp, er det om noget dét, læseren uundgåeligt reflekterer over.  

Originally published by Thomas Ry Andersen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Marie Tetzlaff
Faustnummer
51612272
ISBN
9788702133417
Antal sider
112

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer