I den skønneste orden

Susanne Jorn markerer sin 70 årsdag med en digtsamling fuld af sansninger, refleksioner, erindringer - og fuld af farveorgier af farven rød, rød, rød!

Susanne Jorn har et langt forfatterskab bag sig. Nu er hun fyldt 70 og markerer det med endnu en fin samling digte med grundfarven rød - rød i et væld af nuancer, i hver deres "orden" bogen igennem, deraf titlen. Et af hendes virker gennem årene har været formidlingen af kinesisk og japansk poesi, og hendes kærlighed til og fortrolighed med haikudigtet er tydelig også i denne bog.

Haikudigtet er i sin dogmatiske form et kortdigt i tre vers på fem, syv og fem stavelser, men heldigvis forholder Jorn sig herligt udogmatisk til grundformen, som det vil fremgå af de følgende fire digte, som jeg har valgt, fordi jeg ikke kan lade være, ganske enkelt:

Først fra "Ahornrød orden":

Stille

Spættens
Hammerslag

Stilhed

Og fra "Magirød orden":

SOM
TRÆKFUGLENES
KURVER

SANDHED

- og:

SOM
SKYGGER
PÅ
BJERGE

LØGNE

- og endelig:

TEMPEL

SOM
RIMFROST
PÅ JORDEN

DIGTE

Det er simpelthen digte så fine i anslaget, så lette i tonefaldet og så enkle i udtrykket - men også digte så insisterende på en mening, på en sandhed, på en indsigt, at man vil kunne vende tilbage til dem og forundres: så lidt og så meget i ét. Andre af Susanne Jorns digte i bogen kan være moralsk eller politisk motiverede, måske som reaktion på det meningsløse blodbad på Utøya, som får et kort digt.

Erindringer om livet andre steder, for eksempel i USA og Japan, foldes ud i lidt længere digte. Erindringer om familien, for eksempel faderen Asger Jorn, ligger også i de lidt mere udfoldede digte som for eksempel også cancer-angsten, så Susanne Jorns digteriske univers spænder vidt. Digtsamlingen er angiveligt den anden af en trilogi, der vil fokusere på primærfarverne; den første fra 2012 er Ikke nu, men nu (baseret på farven blå), der har absolut samme kvaliteter som denne.

Lad mig slutte med samlingens bedste digt, helt vidunderligt, ultra kort, nemt læst - og fuld af betydninger. Sådan et digt, der varmer og gløder og glæder i sin sublime lethed, fra ’Lakrød orden’:

FORÅRET KAN IKKE FANGE MIG
JEG GIK OVER FOR RØDT

Jeg håber inderligt, at sådan et digt kan fange mange, mange læsere til et forfatterskab, der ikke har været så vidt værdsat, som det i den grad fortjener, og som jeg håber, jeg her har fået påvist. Jeg vil imødese trilogiens sidste del med stor forventning. Og så ellers bare håbe på mere.