Bog

Herluf Trolle

Af (
2016
)

Anmeldelse

“Vil vi have det søde, så må vi og have det sure med.” En ny biografi om adelsmanden Herluf Trolle

Herluf Trolle er velskrevet og fornøjelig samt ikke mindst interessant læsning i et handeligt format. Bogen er nydelig og fyldt til bristepunktet med vedkommende illustrationer, der så godt danner et bagtæppe til fremstillingen, både når det drejer sig om det 16. århundrede, men også længere op imod vores egen tid, t.eks. fotografiet på en de sidste sider i bogen af ægteparret Trolle og Gøye i Jens Andersens skulpturelle gengivelse.

Bogen er opbygget kronologisk, således at vi efter forord og prolog tager fat på Herluf Trolles (1516—1565) barndom og rykker videre frem til hans tid ved hoffet, som lensmand, som rigsråd og i krig og runder af med hans død af sårfeber. Det næstsidste kapitel er helliget eftertidens syn på Herluf Trolle, og den afsluttende epilog forsøger i kort begreb at give et samlende billede af, hvad vi vitterlig ved om Trolle. Herudover findes litteraturliste, noter og en liste over benyttede billeder. Til stor hjælp og nytte for alle, der vil benytte bogen, et tisiders person og stednavneregister. Der findes ingen noter under teksten, men derimod slutnoter; dog ikke almindelige slutnoter med et notetal i teksten, men derimod den lidt uheldige tradition med side-linie-henvisning; uheldig, fordi man ikke uden videre bliver opmærksom på, at der er en note under læsningen.

Olden-Jørgensen lægger ud med i sin prolog at omtale professor Niels Hemmingsen og dennes elev, Christian Machabæus’ ligprædiken hhv. ligtale over Herluf Trolle. Disse to tekster, der selvfølgelig på forhånd må forventes at have en stærk slagsside til fordel for Trolle lige over for den historiske sandhed, danner en art rygrad i bogen, idet de – med varsomhed – er benyttet spredt gennem hele bogen. Som forfatteren siger,

En moderne biografi kan ikke undvære Hemmingsens og Machabæus’ tekster, der vil dukke op med jævne mellemum i det følgende, men den kan heller ikke blive stående ved det glansbillede, de tegner.” (s. 17)

Dermed er tonen slået an og vi kan gå i gang. Olden-Jørgensen er en dygtig formidler, og man mærker ved læsningen snart, at han har et godt overblik over sit stof såvel som hele den behandlede tid. For der er nemlig ikke tale om en knassende tør opremsning af kendsgerninger fra Herluf Trolles liv. Tværtimod. Fremstillingen er vædet med nektar fra Kalliopes bryst; dels benyttes Hemmingsens og Machabæus’ nævnte tekster og poetiske frembringelser, dels indskydes på passende steder nærmere omtale af, hvordan samfundet fungerede – og ændrede sig i det 16. århundrede. Forfatteren formår således at give os del i hans bevidsthed, viser os, hvad han ser i fortiden. Vi præsenteres ikke blot for en liste med ingredienser til en velsmagende konditorkage, men får selv lov at smage.

I sit forord gør Olden-Jørgensen opmærksom på, at biografien bl.a. skrives for, at vi gennem Herluf Trolle kan lære noget om hans samtid. Samtidig ønsker forfatteren at “skrælle noget af fernissen af,” der har lagt sig på Trolle gennem århundrederne. Det, der er tilbage er sikrere og sandere; ligesom et gammelt billede, der bliver renset (s. 10). Det kan i høj grad være grund til på denne måde at gå til kilderne og så derfra danne sit eget på den baggrund; det må man være fuld af sympati for, selvom ordvalget her forekommer en anelse radikalt, at ‘skrælle noget’ af og at rense lyder meget naturvidenskabeligt, og man kunne blive bange for, at noget skulle forsvinde i processen. Det tyder fremstillingen i øvrigt dog ikke på, selvom Olden-Jørgsen tager ‘myterne’ – forstået som den mere eller mindre sagnagtige historiedannelse, der er har dannet sig omkring Herluf Trolles person – under kærlig behandling.

Ved vejs ende føler man virkelig, at man har fået et nyt indlbik i det 16. århundrede. Selvfølgelig føler man samtidig levende, at der meget andet at vide. Det er lidt som at komme til et andet land igen: Hvis det tiltaler en, vil man have noget ud af mange efterfølgende besøg!

Ved ‘rense-processen’ gennem bogen, når vi i kapitlet om eftertiden til spørgsmål om, hvad vi skal gøre ved de omtalte myter. Eller måske retter myten. Man kan nemlig med held se det som én myte, tvundet af fire tråde, der virker sammen. Disse er:

1. Den lærde Trolle
2. Historikeren Trolle
3. Den store kærlighed
4. Den store søhelt

Disse myter, der ingenlunde udelukkende hører tidligere tider til, behandles alle grundigt og hver for sig.

At Herluf Trolle skulle have været lærd, er der intet, der tyder på. Ganske vist havde han været i Wittenberg at studere, men tog kun den første del af universitetsstudiet (d.v.s. de såkaldt ‘frie kunster’). Tidligere tider hævdede en forbindelse med reformatoren Philipp Melanchthon, men det eneste, der peger herpå, er et par dedikationer til Herluf Trolle i nogle af Melanchthons bøger, hvilken kendsgerning dog ikke skal vægtes for tungt. Olden-Jørgensen bemærker i den forbindelse, at der ikke går noget af Trolles ære ved at erkende, at han ikke selv var lært, og ‘aldrig har haft personlig kontakt med Melanchthon’ (s. 224). Det er sikkert rigtigt, men i kapitlet om Wittenberg siges dog, at ‘[d]a Herluf Trolle kun var kort tid i Wittenberg, betyder det, at han kun har studeret ved artistfakultetet, og at det derfor var Melanchthon og ikke Luther, han først og fremmest mødte’ (s. 49).

Dernæst omtales myten om historikeren Trolle, hvilken Olden-Jørgensen heller ikke kan finde tidlige belæg for. Myten om den store kærlighed mellem ham og Birgitte Gøye kan dog ikke så kategorisk afvises, omend vi ikke har belæg for, hvordan forholdet mellem ægtefællerne var i de tidligste år. Til gengæld har vi gode kilder til især de sidste år.

Endelig er der myten om Trolle som en stor søhelt. Desværre må Olden-Jørgensen også lade denne myte få kniven. Det kan virke noget radikalt, især da Herluf Trolle, i det omfang han kendes af menigmand, måske ikke mindst kendes som søhelt (hvilket givet har sin grunde i en del af de også helt nye fremstillinger af ham som en sådan).

Hvis vi lod det stå herved, også med hele den yderst læseværdige fremstilling, der er gået forud for ‘afmytologiseringen,’ ville bogen unægtelig virke noget tam, måske ligefrem usympatisk. Ødelæggelse for ødelæggelsens skyld. Men Olden-Jørgensen tager tråden op i sin epilog og spørger, hvad der mon kan være tilbage efter den mytologiske afklædning og kritiske behandling af kendsgerningerne:

Ikke så lidt! Herluf Trolle fremstår som en pålidelig embedsmand, en skarp iagttager og en omsorgsfuld ægtemand, dertil med et vist lune, en tør humor, en fairness i omgangen med andre mennesker, også af lavere stand, og et uomtvisteligt personligt mod.” (s. 244)

Dette uddyber Olden-Jørgensen i det følgende og når frem til, at når vi ikke bør se ham ‘som en helt, endsige en søhelt, [så] bør vi opfatte ham som en hædersmand.” (s. 246, min fremhævelse) Må Olden-Jørgsen altså på det bestemte nægte store dele af myten om Herluf Trolle adgang til historieskrivningens parnas, så kan han til gengæld give et alternativt billede af en tiltalende mand, der udviste mod og troskab samt morlask forpligtelse. I Niels Hemmingsens ligprædiken citeres Trolle for følgende ord, der illustrerer netop dette:

Derfor har vi [d.e. de adelige] denne ære for andre, at når vor konge og herre, land og rige, har det behov, da skal vi rigets fjender afværge, beskytte og beskærme med magt og al formue [: evne] vort fædrene rige, at vore undersåtter må bo og være udi fred og rolighed: Ja, vil vi have det søde, så må vi og have det sure med.” (s. 30)

Man synes ikke, man mangler noget efter endt læsning. Dog kunne man godt have ønsket, at afsnittet om ‘Herluf Trolle og Vorherre’ kunne have været noget udførligere. Det er naturligvis begrænset, hvad kilderne giver os, men der kommer dog andre ting frem i slutningen af bogen, som med fordel kunne have været omtalt i sammenhæng i dette afsnit. – Dette kunne være gjort ikke mindst, da religionen er helt central for tidens livsførelse i almindelighed, Trolles i særdeleshed.

Sprogtonen er frisk og let at læse. Undertiden kan man dog godt synes, at friskheden tager lidt overhånd, men omvendt kan det måske være med til at gøre bogen tilgængelig hos et bredere publikum. Et par enkelte gange forekommer det nærværende anmelder, at Olden-Jørgensen ved sine sammenligninger for at gøre stoffet mere tilgængeligt for sine læsere går et skridt for langt. Det sker t.eks. ved den gentagne sammenligning mellem reformationen og ungdomsoprøret t.eks. s. 40. Selvom der naturligvis er visse ligheder, så er det undertegnedes opfattelse, at man nemt vil få et skævt billede af reformationen derved. På samme måde med Olden-Jørgensens brug af begrebet ‘tvangsægteskab’ om Birgitte Gøyes første ægteskab. Ganske vist er der gjort grundig rede, hvad man skal ligge i dette begreb i den konkrete sammenhæng – og der var afgjort et element af tvang, i Gøyes første ægteskab, men tanken flyver dog så nemt til vor egne tid og den helt specielle situation i dag.

Men dette er alt småting, der bestemt ikke ødelægger helhedsindtrykket af bogen. Det kan på det varmeste anbefales enhver historisk interesseret, som en indgang til en vigtig periode i Danmarkshistorien og mennesket og adelsmanden Herluf Trolle!

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52148928
ISBN
9788702176025
Antal sider
279

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer