Hellere død end dement

Krimilignende historie med tre usædvanlige damedetektiver på over 90 år. Romanen er samtidig et tragikomisk og ætsende opgør mod den finske ældrepleje.

Minna Lindgrens roman får mig til at tænke på Catarina Ingelmann-Sundbergs to romaner om ’Rollatorbanden’ eller Jonas Jonassons: ’Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’. Selvom Lindgrens historie indimellem er både sjov og grotesk, har den dog ikke de andre romaners løsslupne humor. Det der i stedet gør et stort indtryk på mig, er den chokerende og ætsende beskrivelse af forholdene for de ældre, hvor kynisme, ligegyldighed og griskhed synes at være nøgleordene.

De tre venner, Siiri, Irma og Anna-Liisa, som alle tre er omkring de 90, bor på Tusmørkelund Ældrecenter. Der er ikke tale om et decideret plejehjem men derimod om en slags bofællesskab, hvor der både er en leder, en sygeplejerske og plejepersonale, men hvor beboerne har deres egen lejlighed og i det store og hele kan og skal klare sig selv. Da den elskede kok Tero, som er en ung mand på 35, dør under mystiske omstændigheder, beslutter de tre handlekraftige damer at undersøge omstændighederne nærmere, og snart begynder flere og flere fordækte ting at dukke op. En af de mandlige beboere påstår, at han er blevet voldtaget i baderummet, men ingen tror ham, da han pludselig udvikler en voldsom demens og spærres inde på centerets lukkede demensafsnit. Samtidig begynder flere og flere mystiske regninger for services, som aldrig er blevet leveret, at dukke op, og enhver form for klage affærdiges på det groveste. Da også Irma pludselig får demens, og de to andre mistænker en farlig medicinering, skrider de til handling. De får uventet hjælp af en ung mand, som ”er skaldet med vilje og har vinger på ryggen af sin læderjakke”.

Dette er slet og ret en af de rigtig gode læseoplevelser. Historien er, på trods af alvoren, vidunderlig, og den er godt skruet sammen med nye og overraskende drejninger og vinkler. Forfatteren har i den grad skildret nogle hovedpersoner, som man ikke kan undgå at komme til at holde af. Den dedikerede krimilæser vil, selvom Agatha Christies Miss Marple spøger i baggrunden, blive skuffet, men til gengæld indeholder romanen så meget andet stof til både forargelse og eftertænksomhed. Sprogligt er bogen ikke helt lige til, og især forstyrrer de mange indviklede og svære finske person-, sted og gadenavne, og Siiris meget detaljerede og omhyggeligt beskrevne sporvognsture virker decideret overflødige for historien. På trods af dette formår forfatteren at tegne et knivskarpt billede af sine personer – især af de tre gamle. Bogens force, og det der fænger, er den indignerede beskrivelse af ældreplejen og adskillige andre skævheder og tendenser i dagens samfund og folks måde at leve på.