Anmeldelse
Giv mig dine øjne af Torsten Pettersson
- Log ind for at skrive kommentarer
Raffineret og urovækkende krimi, hvor efterforskningsleder Harald Lindmark står på bar bund med flere bestialske mord. Er en seriemorder på spil?
Torsten Pettersson, der er født i Åbo i Finland, er litteraturprofessor ved Uppsala Universitet og har adskillige udgivelser af bl.a. lyrik bag sig. ’Giv mig dine øjne’ er hans debut som krimiforfatter, og det er en på mange måder anderledes krimi. Manuskriptet blev indgivet anonymt til forlaget Söderströms´ krimikonkurrence, hvor det vandt sølv. De kan noget, disse svenske litterater: Bare tænk på Jan Arnalds serie om A-Holdet, udgivet under pseudonymet Arne Dahl!
Handlingen, der udspiller sig i det finsk-svenske område omkring Åbo(Turku) i byen Forshälla, starter meget voldsomt med fundet af en nøgen, ung kvinde, som er blevet kvalt, hvorefter hendes øjne er skåret ud, og der er ridset et ’A’ i hendes mave. Jeg tænkte: igen én af disse voldsudpenslende krimier på grænsen til splatter, men det viste sig heldigvis slet ikke at holde stik. Bogen er både raffineret og nuanceret, og den giver såvel de gode som de onde stemmer, liv og ansigter.
Efter fundet af den unge kvinde frygter efterforskningsleder Harald Lindmark, at det kan være begyndelsen på en serie af mord, og kort tid efter findes da også to nye lig med samme kendetegn. Skønt der er tale om to mænd, og der er mange ting, der ikke passer i mønstret, konkluderer politiet alligevel, at det må dreje sig om en seriemorder, som de døber ”Jægeren”. Da den første mistænkte, den unge piges kæreste, må løslades, er politiet på fuldstændig bar bund.
Bogen er opdelt i fem store afsnit med små underafsnit, der veksler mellem opklaringsarbejdet, Haralds refleksioner, forskellige levnedsbeskrivelser og ”Jægerens” tanker. De afsnit, hvor Harald prøver at leve sig ind i morderens tankegang, er både reflekterende, fascinerende og dybt foruroligende.
Levnedsbeskrivelserne, der alle handler om ensomhed, skyld og skæbnens ugunst, og som i første omgang kan virke løsrevne fra handlingen, viser sig at spille en meget væsentlig rolle i det store puslespil. For bogen er ét stort puslespil, hvor brik på brik må falde på plads, før man kan se helheden. Giv mig dine øjne en urovækkende beretning, som på samme tid er barsk og blodig men også eftertænksom og lyrisk – og meget spændende.
Brugernes anmeldelser