Fra skødet

Brændt barn skyr ilden: Elizabeth på 33 har brændt nogle familiære broer – men hvorfor? En terapeut-roman med indlagte bordelbesøg. Velkommen frisind.

Da tyske Charlotte Roche for år tilbage debuterede med den vovede ’Vådområder’, meldte undertegnede sig straks under fanerne som fan – i hvert fald af denne debutroman. Stor var derfor min forventning, da jeg nu gik i kødet på ’Fra skødet’ – den svære toer fra Roche.

Beklageligvis når ’Fra skødet’ ikke debutromanen til hofteholderne – hov, undskyld – ”sokkeholderne”. For selvom de to romaner på det kompositoriske plan har flere lighedspunkter, fungerer det hele simpelthen bare bedre i ’Vådområder’, hvor hovedpersonens seksuelle eksperimenter så fint supplerer hendes nærmest barnlige ønske om, at forældre skal finde sammen igen. Men nu nok om dén: Hvad får man egentlig, hvis man (alligevel) læser ’Fra skødet’?

For det første får man fra tid til anden let hjertebanken, når den kvindelige fortæller Elizabeth med jævne mellemrum beretter om sit seksualliv med den noget ældre ægtemand, Georg. Men hvis man tror, at ’Fra skødet’ er endnu et bud på en erotisk roman – i disse ’mummy porn’-tider – tager man grundigt fejl. For nok er Roche ferm til at udpensle seksuelle akter af enhver art, men i denne roman er det ikke her, den største energi lægges.

For det andet får man en roman, hvor ovenfor nævnte energi hovedsagelig er koncentreret om en ulykke, der har fundet sted for otte år siden, og som faktisk viser sig at ligge til grund for alt andet: Elizabeths kuldsejlede forhold til begge sine forældre, hendes afbrudte bryllupsplaner med datterens far, hendes anstrengte bilkørsel og årelange terapeut-forløb. Alle disse komponenter er meget fint skildret og giver samlet set et billede af en ung kvinde, der stadig slås med skeletterne i skabet.

Og for det tredje og sidste får man en absolut læseværdig roman, som godt nok står i skyggen af debutromanen, men hvis man ikke har læst dén, kaster den i sagens natur heller ingen skygge. Og da Roche bestemt er et bekendtskab værd, kan man med sindsro læse ’Fra skødet’, da den er langt mere stue-ren end ’Vådområder’. Desværre – bliver en skuffet fan nødt til at tilføje.