Bog

Faldet

Af (
2015
)

Anmeldelse

Faldet af Anna Todd

06 jan.16

Tessa og Hardin kæmper videre for den umulige kærlighed i tredje bind af After-serien. Er du vild med Fifty Shades of Grey-genren, vil du føle dig hjemme.

Tessa og Hardins kærlighed når nye højder, men forholdet er langt fra stabilt. Netop som de er flyttet sammen og tilsyneladende kommet overens i deres stormfyldte og erotiske forhold, opstår der nye vanskeligheder, da Tessas alkoholiserede far dukker op efter ti års forsvinden. Men problemerne stopper ikke her. Tessas beslutning om at forfølge sin drøm og flytte til Seattle hænger i en tynd tråd, da Hardin nægter at flytte med. Med sin sædvanlige mørke side og manipulerende adfærd prøver Hardin at styre Tessa i sin retning for at få hende til at opgive flytningen og i stedet rejse med ham tilbage til England. Endnu engang må de forsøge at redde trådene ud, men vil Tessa være i stand til at tilgive Hardin endnu engang?

’After’-serien er uden tvivl inspireret af ’Fifty shades of Grey’, men adskiller sig med en mere uskyldig handling som udspringer i et lidt yngre og mere collegepræget miljø. Anna Todds romaner kunne godt falde ind under genren New Adult. Og hvad handler serien så om? Tja, pæn pige møder bad boy og intet går godt, men alt er alligevel så rigtigt i mellem dem – i hvert fald når det kommer til den magnetiske tiltrækningskraft og de erotiske udfoldelser. Hovedpersonerne er på én og samme tid overfladiske og komplekse karakterer med en til tider lidt for stereotyp adfærd. Uskyldige og pligtopfyldende Tessa kan være noget så irriterende med sine evige tilgivelser og rummelighed, mens dystre Hardin er selvcentreret, hidsig og dominant overfor Tessa og omgivelser. Alligevel er jeg fuldstændig hooked, når jeg læser denne serie, og trods de mange sider føles den hurtigt læst.

Måske er det ikke dybsindig litteratur, men hold nu op hvor er det god underholdning! Det er særdeles spændende og nervepirrende at følge med i Tessas og Hardins hede forhold fyldt med op- og nedture, forældrekonflikter og jalousi mellem venner og ekskærester. Og som i de tidligere bind i serien afslutter Anna Todd ’Faldet’ med en ulidelig cliffhanger, der gør det svært at vente på fjerde og afsluttende bind i serien. 

After-serien er fanfiction oprindeligt udgivet i forfatter- og læseruniverset Wattpad, som også findes som app. Er man interesseret i at følge forfatteren, finder man Anna Todd under navnet Imaginator1D. Hun er et godt eksempel på en forfatter, som har publiceret til internettet med stor succes, hvorefter et forlag har udgivet romanerne i trykt form. 

Originally published by Pia Bechmann, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Secondary title
After #3
Forlag
People'sPress
Oversætter
Nana Baaner Klitgaard og Nete Harsberg
Faustnummer
52002133
ISBN
9788771592191
Antal sider
766

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer