Bog

Et rige af tåge og vrede

Af (
2017
)

Anmeldelse

Et rige af tåge og vrede af Sarah J. Maas

Bered dig på en eminent fantasyroman, der fortæller om flammende kærlighed og elverkrigere i et land bygget på håb og drømme.

Selvom det lykkedes Feyre at befri elverne fra Amaranthas 50 år lange forbandelse, er freden langt fra kommet til det forjættede land. Amaranthas klør har sat dybe spor i Feyres sjæl, som har svært ved at hele igen til trods for, at hun er genfødt som udødelig elver med ufattelige kræfter. Det som burde fremstå som en lysende fremtid i Forårsriget sammen med storfyrsten Tamlin, viser sig at være en slags mareridt, og Feyre sygner mere og mere hen. Redningen kommer fra uventet side, da Natrigets storfyrste Rhysand fører Feyre til sit rige under stjernerne i det høje nord. Her venter der uforglemmelige oplevelser.

Hvorfor Sarah J. Maas ligger øverst på bestsellerlisterne står lysende klart, så snart du går i gang med at læse hendes imponerede serie om eventyrriget Pritanien. Første bind i serien var fantastisk, men tro det eller lad være, ’Et rige af tåge og vrede’ er endnu bedre end forgængeren. Som andet bind i serien bygger den videre på Feyres skæbne, som er viklet mere ind i Pritaniens skæbne, end nogen kunne forudse. Ud over at være en ualmindelig god og velplottet fantasyroman, indeholder ’Et rige af tåge og vrede’ også en af de mest fantastiske kærlighedshistorier, jeg har læst. Rhysand og Feyre er utrolige sammen, og Maas’ evne til at beskrive deres inderste kerne er fænomenal.

’Et rige af tåge og vrede’ er betingelsesløst blevet en yndlingsbog. Maas har virkelig fat i den lange ende, når hun kaster læserne ud i dramatisk aktion, ultimativ kærlighed og episk ondskab. Det er helt og aldeles umuligt at undgå, at lade sig rive med af dette imponerende mesterværk. At bogen er 600 sider lang er kun et plus – i hvert fald når man som jeg er fuldstændigt opslugt af handlingen og slet ikke kan få nok.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Nana Baaner Klitgaard og Maria Roslev
ISBN
9788702211733
Antal sider
670

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer