Ensomme hjerter og herreløse hunde

Mageløs og interessevækkende titel til en rigtig feel good-roman. Den søde og rørende historie er ikke kun for kvinder og hundeelskere, men har appel til alle.

39-årige Rachel Fielding har en udmærket karriere som PR-konsulent, en kæreste, som godt nok er gift, men som dog stadig kommer med blomster en gang i mellem og et i det helte taget glimrende moderne liv i London. På en uge i februar mister hun det hele, opgiver omsider sit håbløse forhold og siger sit job op, og samtidig arver hun et kæmpe hus på landet efter sin moster. Med huset, Four Oaks, følger også et hundekennel, et internat for hjemløse hunde, mosterens hund Gem, en masse praktiske problemer - og i virkeligheden bryder Rachel sig slet ikke om hunde.

Trods sine begrænsede evner – og lyst – flytter Rachel dog ind i huset og forsøger at køre internatet videre i sin mosters ånd, og langsomt begynder hun at vænne sig til en helt ny tilværelse – og så er der jo også lige den interessante dyrlæge, George. Udover Rachel og skildringen af hendes liv byder bogen også på et broget galleri af mere eller mindre selvvalgte singler og fraskilte, enlige mødre, ungkarle, barnløse, hundeluftere, eksmænd og besværlige børn, som alle har deres helt personlige problemer og bekymringer at slås med, men som alle knyttes sammen af deres fælles interesse for hunde.

Bogen blev kåret til årets romantiske roman i 2010, og det forstår man så ganske udmærket. Det er en henrivende historie, som trods denne anmelders umiddelbare skepsis (mand, katteejer og katteelsker!) faktisk byder på ganske glimrende underholdning.

Selvfølgelig er der først og fremmest tale om en romantisk kærlighedshistorie (så selvfølgelig skal bogen lige udkomme op til Valentins Dag!), men romanen er faktisk meget mere end det. Udover at give en glimrende beskrivelse af den lille engelske landsby Longhampton og dens beboere tages der også ganske fint fat i en række almenmenneskelige problemstillinger.

Hunde, hundepsykologi og hundeopdragelse fylde naturligvis ganske meget i bogen, men det bliver aldrig for meget.

Romanen slutter vel i og for sig med noget, der ligner en lykkelig slutning, men ved at lade nogle af personerne stå tilbage med åbne slutninger formår forfatteren alligevel at undgå det helt pladderromantiske, og det klæder historien. Uden at være det helt store litterære mesterværk, så er der slet og ret tale om rigtig god læseoplevelse. Bogen er den første af Lucy Dillon på dansk, men faktisk er det hendes femte på engelsk, så der skulle være en chance for mere at glæde sig til.