Bog

En gentleman i Moskva

Af (
2017
)

Anmeldelse

En gentleman i New York af Amor Towles

En stemning af verden af i går med saloner, poesi og kaviar i stilsikker roman om en russiske greve på Hotel Metropol i Moskva i årene efter Den Russiske Revolution.

Grev Alexander Rostov fremstilles for ”Hastekomiteen under folkets intendantur for Indre anliggender” og idømmes husarrest på Hotel Metropol i Moskva resten af sit liv. Vi befinder os i årene lige efter den russiske revolution, og greven vil ikke fralægge sig sine adelstitler. Komiteen synes egentlig, at han burde dømmes til døden for det, men nogle højtstående medlemmer af kommunistpartiet holder hånden over ham, og derfor ”slipper” han med livslang husarrest. Bevæger han sig uden for hotellet, vil han blive henrettet.

Sådan starter Amor Towles fine roman om greven, som man ikke lade være med at holde af. Man forstår sådan set godt, at nogle repræsentanter for ”folket” kan finde det uretfærdigt, at han hele sit liv har levet i vild luksus og uden at røre en finger. Men samtidig er han en charmerende og dannet mand med en stor viden om litteratur, musik, kunst, sprog, vine og andre set med revolutionens øjne unødvendige ting. En gammeldags gentleman.

Han indretter sig på Hotel Metropol på et lille loftsværelse, som han får stillet til rådighed, og her lever greven sit liv de næste mange årtier. Det kunne lyde som en trist skæbne, når man har været vant til store huse og rejser til Paris, men greven formår at få et dejligt liv ud af det og siger faktisk flere gange i romanen, at han er den heldigste mand i hele Rusland. Med sin høflighed, sin dannede opførsel og sin store viden om både mad og vine, er han perfekt som overtjener i hotellets restaurant. Han bliver gode venner med både ansatte og gæster på hotellet, han får en skuespillerinde til elskerinde, han får en lille pige som ven, og flere år senere kommer han faktisk til at varetage opdragelsen af denne lille piges datter.

Der er en stemning af verden af i går i hele romanen, af elegance, af saloner, poesi, pejseild, kaviar og champagne. Men også tankefulde betragtninger om Rusland, Revolutionen, det russiske folk og dets folkesjæl. Forfatteren Amor Towles er født i Boston, USA, har arbejdet i finanssektoren i mere end 20 år, inden han debuterede som romanforfatter i 2011. ’En gentleman i Moskva’ er hans anden roman, og den første der er oversat til dansk. Det er en helt igennem stemningsfuld og velskrevet roman, som jeg med største fornøjelse vil anbefale.

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Oversætter
Agnete Dorph Stjernfelt
Faustnummer
53578144
ISBN
9788740041385
Antal sider
481

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer