Digte efter Murens fald

Intense digte om tilværelsen efter murens fald og genforeningen. Smerten, døden og det fremmede er fortsat til stede som et grundvilkår for mennesket.

I dette digtudvalg med forord, PS og oversættelse af Madame Nielsen, beskriver den østtyske forfatter Heiner Müller historiens kompleksitet og sammenhængen mellem dengang og nu. Kompleksiteten kommer for eksempel til udtryk i smerte, død og fremmedhed over for virkeligheden i DDR, Auschwitz og i den triumferende kapitalisme. Disse historiske begivenheder sætter sit præg på Müllers tanker og trænger igen og igen ind i de nære aspekter af tilværelsen. Døden er desuden tæt på, fordi Müller lider af en uhelbredelig strubekræft, og de sidste digte er skrevet få dage, inden han dør i 1995.

Hvad der skulle have været en stor forløsning – murens fald – blev i stedet en anledning til at gå helt i sort for Heiner Müller. I stedet for en åbning og et lys, beskriver Müller grundstemningen således: ”Mellem by og by / Efter muren afgrunden / Vind om skuldrene den fremmede / Hånd på det ensomme kød”.  En verden af ensomme kroppe, en afgrund efter murens og kommunismens fald.

Det er ikke en opløftende digtsamling, selvom den har sine humoristiske elementer, men digtenes vedvarende og nærmest messende beskrivelser af fremmedhed sætter sig fast under læsningen. Grundstemningen er ikke kun præget af Müllers egen ulykke over at kunne fornemme sin egen død, men er også et spindelvæv af menneskelig ulykke – fra den fjerne til den nære fortid. Med et hav af historiske referencer der, for nogen heriblandt mig selv, kræver, at der skal læses op på historiske begivenheder.

Hvor nogle af de historiske, længere digte kan virke rablende og til tider svært tilgængelige – medmindre man bruger lidt tid på at læse op på de mange referencer – er de personlige, kortere digte uhyre præcise. Denne vekslen mellem kortere og længere digte er med til at skabe en dynamisk læseoplevelse og giver et godt spænd mellem koncentrerede poetiske billeder og mere komplekse narrativer.

I digtet ’TRISTAN 1993’ italesættes den kompleksitet, at der for Müller (og i nogle henseender for verden) kun venter død i fremtiden: ”I går havde mit barn et fremmed blik / En rædselsbesked lang som en reklamespot / I mit barns øjne som har set for meget / Læste jeg spørgsmålet / Om verden endnu opvejer besværet ved at leve / Et øjeblik en rædselsbesked / En reklamespot lang var jeg i tvivl / Skal jeg ønske hende et langt liv / Eller af kærlighed en tidlig død”.

På én gang en kompleks, smuk og pessimistisk digtsamling, som især er interessant i forholdt til den dobbelte død: Krigen(e)s og Müllers. En digtsamling der er fyldt med gode sætninger, som italesætter gruopvækkende hændelser, personlige relationer og et liv uden håb. Ordene falder taktfaste, nøgterne og hamrer stadig i mit indre øre efter endt læsning.