Bog

Dette dødens legeme

Af (
2012
)

Anmeldelse

Dette dødens legeme af Elizabeth George

16. bind i den velkendte serie om politifolkene Lynley og Havers, og de mange fans skuffes ikke i denne velskrevne, atmosfærefyldte krimi af traditionel engelsk karakter.

Efter mordet på sin kone har vicekriminalkommisær Lynley været på en lang og traumefyldt orlov, men da liget af en ung kvinde findes efterladt på en øde kirkegård i London, kaldes han tilbage til Scotland Yard. Hans gamle hold stoler ikke på deres nye leder, Isabelle Ardery, hvis enerådende ledelsesstil skaber spændinger og forvirring omkring efterforskningen.

Den myrdede, Jemina Hastings var kommet til London fra det smukke og særprægede naturområde New Forest i Hampshire, og Barbara Havers prøver at følge den myrdedes spor tilbage, især for at finde ud af grunden til hendes pludselige flugt væk fra egnen og sin forlovede. Havers skal snart opdage, at der er mange hemmeligheder og skjulte gåder omkring personerne i New Forest, men i London fører sporet imidlertid i retning af en skizofren musiker, som er blevet set løbe væk fra kirkegården. Isabelle Ardery er overbevist om, at morderen er fundet og beordrer Havers tilbage, inden hun kan nå at grave dybere.

Hverken Lynley ellers Havers er dog overbeviste om musikerens skyld…...

Historierne om Lynley og Havers er velkendte, måske især fra den særdeles populære tv-serie, og dette seneste bind bringer egentlig ikke noget nyt under solen.

 Man får som forventet en lang og grundig beskrivelse af opklaringen af et mord. Alle personerne, selvfølgelig især Lynley og Havers, er fint beskrevet og fremstår lyslevende. Forfatterens sans for psykologiske skildringer og portrætter fornægter sig således ikke.

Er man ude efter en krimi med smæk for skillingen og fart over feltet, skal man naturligvis holde sig langt væk, men ønsker man hele pakken: Fordybelse, en langsomt fremadskridende handling, socialt engagement, historisk baggrund og et grundigt beskrevet politiarbejde, så er Elizabeth George en af de helt store forfattere indenfor genren.

Alt andet lige må man imponeres over en medrivende og psykologisk, velfungerende historie, hvis puslespilagtige handling er så fermt og snedigt komponeret, at læseren først til sidst får serveret den endelige løsning.

Selvom bogen sagtens kan læses alene, vil man dog hurtigt opdage, at det vil være en fordel at have læst de forrige bind eller i det mindste have et vist kendskab til personerne og serien.

Bogdetaljer

Secondary title
Lynleyserien, 16
Forlag
Modtryk
Oversætter
Birgitte Brix
Faustnummer
29297134
Graphic
Anne Kragelund
ISBN
9788770537575
Antal sider
699

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer