Bog

Den vidunderlige kærligheds historie

Af (
2004
)

Anmeldelse

Den vidunderlige kærligheds historie af Carl-Johan Vallgren

Den fantastiske historie om, hvordan den monsterlignende dværg med de ’djævelske’ evner bliver spærret inde i dårekisten, tåler ufattelige lidelser og overlever kirkens forfølgelse med kærligheden til Henriette i behold.

En stormfuld vinternat i 1813 kommer to børn til verden på et bordel i Königsberg. Lige så hæslig og vanskabt Hercule Barfuss er, lige så smuk og velskabt er Henriette Vogel. ’Skønheden og udyret’ vokser op som tvillingesjæle blandt kvinderne i kærlighedsetablissementet og kommer til at elske hinanden højt og uforbeholdent. Men en dag skilles deres veje brutalt.

Som døvstum kommunikerer Hercule ved en slags telepati. Han har en magisk evne til at se lige igennem folk, han læser deres tanker og taler med en ’spøgelsesstemme’ inden i dem.

Han kan også kalde ubevidste følelser frem af sjælens dyb hos andre. Da han på et abbedi får flere munke til at tvivle på deres tro, anses han for at være i pagt med djævelen. Kirkens magtfulde mænd vil ham til livs, og han er på flugt gennem Europa i årevis.

Siden han blev skilt fra Henriette, har Hercule været udsat for ufattelige prøvelser, og kun hans usvækkede kærlighed til Henriette og håbet om at finde hende har holdt ham oppe. Omsider, efter tretten år, genforenes de to elskende, men deres korte lykke får en grusom afslutning.

Herefter er det had, der driver Hercule. Han forfiner sine evner yderligere for at hævne sig på sine plageånder og fjender på den mest udspekulerede måde.

Carl-Johan Vallgren er en fremragende fortæller, der holder læseren godt fast i denne grumme og bevægende roman. Bogen vandt Augustprisen, der svarer til boghandlernes Gyldne Laurbær, for den bedste svenske roman i 2002, og den er solgt i mere end 300.000 eksemplarer i Sverige.

Det meste af paletten er taget i brug for at give historien kolorit og effekt. Der er dæmoner, gys og et sprog, der passer til den anlagte gotiske stil. Bogen kan minde om Patrick Süskinds "Parfumen".

Vallgren skildrer 1800-tallets moderne strømninger som modsætning til kirkens middelalderlige tankegods. Den betingelsesløse kærlighed stilles over for det ødelæggende had og den købte kærlighed; den handicappede over for normaliteten.

Den romantiske kærlighed får kun lidt plads, mens den mytologiske, uovervindelige – og vidunderlige - kærlighed går som en rød tråd gennem hele denne mesterlige fortælling.

Oversat af Hans Christian Fink. Borgen, 2004. 296 sider. Kr 329,-
Læs anbefalingen af Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov

Bogdetaljer

Forlag
Valby : Borgen
Faustnummer
25334191
ISBN
9788721021382
Antal sider
296

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer