Bog

Den store karakterbog

Af (
2012
)

Anmeldelse

Den store karakterbog af Anne-Marie Mai og Erik Skyum-Nielsen (red.)

Ordet karakter betyder både bedømmelse og personlighed. Begge betydninger må siges at være indbefattet i ’Den store karakterbog’, som er ren lystlæsning for interesserede i litteratur og læsning.

Litteraturprofessor Anne-Marie Mai og litteraturhistoriker Erik Skyum Nielsen har fået den sjove idé at bede en række danske forfattere og litteraturkritikere om at skrive en række portrætter af fiktive personer – i alt 151 portrætter er det blevet til.

Der er flere formål med bogen: At ruske op i læsernes forudfattede meninger om nogle fiktive personer og samtidig give os ideer til læseoplevelser. Forfatterne har fået helt frie hænder inden for den tildelte plads, og de enkelte portrætter er meget forskellige - essays, breve, monologer eller mere eksperimenterende formater. Længden varierer mellem en og fire sider, og en del af karaktererne er illustreret.

Og hvem er det så, vi kan læse om? Det første portræt, jeg kastede mig over, var portrættet af Gitte fra ’Gittes monologer’ af Per Højholt. Portrættet er skrevet af Lars Bukdahl, og det er - som man kan forvente - meget utraditionelt. Lars Bukdahl har blandt andet sat sig for at tælle, hvor mange gange Gitte siger ”ikk’ oss” i de 19 monologer – svaret er 155. Derfra gik det over min barndoms Tudemarie, Flemming og Ivanhoe til de mere moderne Ellen Lundbæk fra Smærup Sørensens ’Mærkedage’ og Doppler fra Erlend Loes roman af samme navn.

Selvfølgelig kan man læse bogen fra A til Å, fra Agathe til Zachris, men den lægger nu mere op til, at den læses i småbidder alt efter lyst og aktuel læsning. En dag, når jeg ikke lige har en titel stående på min læseliste, vil jeg prøve at åbne denne bog på et tilfældigt sted og så lade det afgøre, hvilken bog jeg vil læse. Det er en sjov bog, som kan tages frem igen og igen. Lad den stå let tilgængeligt sammen med de øvrige bøger på reolen eller måske der, hvor det lige bliver til 2-4 siders læsning ad gangen. 

Bogdetaljer

Forlag
Aarhus Universitetsforlag
Faustnummer
29671168
ISBN
9788779346963
Antal sider
436

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer