Anmeldelse
De dybeste rødder af Thomas Larsen
- Log ind for at skrive kommentarer
En bog uden skarpe kanter med Dronning Margrethes udtalelser om dansk historie og identitet. Lidt mere Margrethe og lidt mindre Thomas Larsen kunne ønskes.
Bogen bygger på en række samtaler med journalisten Thomas Larsen, hvor dronningen fortæller om sit ofte markante syn på danmarkshistorien, både den ældste og den nyeste. Vi får også dronningens personlige historie, men her er der ikke meget nyt at hente. Det er en bog uden skarpe kanter. Thomas Larsen udtrykker sig forsigtigt og diplomatisk, og hans omfangsrige, sammenbindende kommentarer går ikke i dybden. Bogen levner ikke så meget plads til dronningens direkte udtalelser, hvilket er en skam, for vi har faktisk en intelligent dronning, der forstår at udtrykke sig. Illustreret med søde billeder fra familielivet og fotos af officielle begivenheder.
Dronningen kommer vidt omkring i sine betragtninger over skelsættende begivenheder i Danmarks historie fra de ældste tider og helt frem til den turbulente tid, hun selv har oplevet. Hendes historiske indsigt er stor, og selv om hun som dronning må holde sig politisk neutral, klarer hun også den balancegang og får alligevel sin mening frem. Det gælder f.eks. så kontroversielle emner som flygtninge- indvandrerproblematikken, hvor kun enkelte overbeviste republikanere vil mene, at hun kompromitterer sin politiske neutralitet.
Ikke kun de politiske begivenheder har dronningens interesse. Hun udtaler sig også om landet og folket og om dansk identitet. Hun kender landet helt ud i de yderste hjørner og har positive kommentarer til de forskellige landsdele. Byudviklingen er noget, hun bemærker. Hun roser visse arkitektoniske nyskabelser, men har også en mening om det, hun finder mindre vellykket, som f.eks. nybyggeriet ved havnefronten i Aarhus.
Også den åndelige side af tilværelsen er regenten forpligtet til at forholde sig til. Som dronning skal hun bekende sig til den luthersk-evangeliske tro, og selv om hun ikke bryder sig om ”sjælekrængeri”, fremgår det at troen for hende er andet og mere end en pligt.
Dronningen er et intelligent, vidende og pligtopfyldende menneske, og hendes syn på Danmarks historie og tendenser i nyere tid er værd at læse. Det bringer os tættere på dronningen både som regent og som privatperson med den nødvendige distance, men lidt mere Margrethe og lidt mindre Thomas Larsen ville have klædt bogen.
Brugernes anmeldelser