Bog

Danskerheld

Af (
2008
)

Anmeldelse

Danskerheld af Henriette E. Møller

02 maj.12

Laura tager det store spring og bliver udsendt som soldat i Irak. Det bliver en stor og barsk omvæltning

Laura bor i Randers og vælger at tage med på Hold 9 til Irak som den eneste pige. Hendes forældre og veninden Minna, hvis kæreste Peter allerede er derude, er ikke begejstrede ved tanken. Alligevel tager Laura af sted og får sit livs største oplevelse.

Lauras job som chauffør på et af de store militære køretøjer bliver en stor del af tilværelsen i Irak. Hun er altid bange, når hun kører, både for at blive beskudt og for at ramme en vejsidebombe. Heldigvis er der også mange gode ting ved at bo i lejren, hun får en masse nye venner, de har det sjovt på tværs af landegrænser, selvom der ofte er luftangreb og farlige situationer. Desværre er der også dødsfald blandt soldaterne, en situation som gør lejrlivet svær at takle.

Romanen er delt op i to dele og foregår delvis i Randers og delvis i Irak. Lauras tanker er meget i Danmark, derfor giver det en fin balancegang, at man skifter mellem de to steder, dette understøtter også Lauras tvivl på sin tilstedeværelse.

Miljøet i Irak er indgående beskrevet, der ligger et stort researcharbejde bag, mens miljøet i Randers er mere neutralt. Også personbeskrivelsen af Laura er rigtig god, man fornemmer hvordan hun ind imellem står med et ben i hver lejr, og tvivler på om hun har gjort det rigtige. Alligevel er hun stolt af og glad for sit job.

’Danskerheld’ er forfatterens tredje roman. Den er meget velskrevet og præsenterer en helt anden verden end den, jeg kender. En hverdag, hvor mange farer lurer, sammen med angsten for ikke at komme hjem igen. Det er spændende læsning og det er ikke en roman man glemmer lige med det samme. Godt gået.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
29327467
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702117363
Antal sider
267

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer