Bog

Danske eventyr i Iran

Af (
2017
)

Anmeldelse

Danske eventyr i Iran af Morten Hansted

Bogen giver et fascinerende og flot indblik i Iran, fortalt gennem de mange danskere der, siden Carsten Niebuhrs store ekspedition i 1760’erne, er draget dertil for at prøve lykken.

Iran har altid fascineret mig, og jeg er ikke den eneste. Så langt fra. Faktisk har mange danskere fundet det fjerne land fascinerende og tillokkende nok til at drage dertil for at søge lykken. Vi får et indblik i dem, deres tid og deres mange prøvelser og glæder i Morten Hansteds smukke bog om danskerne i Iran.

”Man maa ud der, hvor ikke alt er saa kendt og fortærsket. Derfor rejser jeg – og jeg gør det med Glæde, med de bedste Forhaabninger til fremtiden,” siger Valdemar Damm, der var med til at anlægge den iranske nationalbank, i et interview i 1928. De linjer har Morten Hansted naturligvis valgt med omhu, og de rammer også rigtig godt den følelse, man får ved at læse ’Danske eventyr i Iran’. 

Men det er ikke det hele. Bogen giver også et interessant indblik i de forbindelser, der har været mellem Danmark og Iran. Foruden bagværk, så har danskere og danske virksomheder været med til at bygge jernbaner, fabrikker og med begrænset held introduceret iranerne for rutebilsdrift og, med noget større held, fetaost. Mere nutidigt kommer vi også forbi de tiltag til et erhvervseventyr, der synes at lure lige om hjørnet. Ganske som vi også får historien om Irans 2.500 års jubilæum og al den virak det skabte i Iran og Danmark. Alt sammen fortalt med fokus på menneskerne bag og dokumenteret med masser af billedmateriale.

Hansted har skrevet en flot og spændende bog om de danskere, der drog på eventyr og det land, der mødte dem. Det er ikke altid en lykkelig historie, og da slet ikke efter Revolutionen. Men præstestyret til trods, så sidder man efter endt læsning tilbage med opfattelsen af et folk, man næsten kun kan fatte sympati for og sikkert sagtens kunne finde sin egen lykke blandt. Hvis man ville ud, hvor alt ikke var så dagligdags og velkendt.

Bogens niveau er på ingen måde akademisk, omend der er masser af viden og historie pakket ind mellem de flot illustrerede sider. Den er fortalt i et jævnt og roligt sprog, der gør den nem og hurtig at læse. Kapitlerne er ofte både sært rørende og interessante, især den indledende historie om det danske bageri i Teheran. Man mærker tydelig Hansteds fortællelyst og glæde ved ikke kun Iran, men mest af alt de mennesker, han beretter om. Alt i alt en god bog, hvis man vil vide lidt om Iran eller bare har lyst til nogle gode, velfortalte historier om danskere med gå-på-mod.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
53199771
ISBN
9788702212754
Antal sider
263

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer