Bog

Dansk bogdesign i det 20. århundrede

Af (
2017
)

Anmeldelse

Dansk Bogdesign i det 20. århundrede af Henrik Højgaard Sejerkilde

26 sep.18

Nyt pragtværk kaster lys over et forsømt emne i dansk kunst- og kulturhistorie.

Vi har alle haft dem mellem hænderne: de danske bøger. Men de færreste af os tænker over det håndværk, der ligger bag bøgernes fysiske udformning ellerde mennesker, der har skabt dem. I sin vidunderligt velskrevne og flotte bog ’Dansk Bogdesign i det 20. århundrede’ tegner Henrik Sejerkilde et spændende portræt af udviklingen i dansk bogdesign, hvor især bevægelsen fra det klassiske boghåndværk mod industri fik afgørende betydning i årene 1900-2000.

Det er historien om, hvordan den samfundsmæssige udvikling gav den almindelige befolkning mere fritid (= tid til at læse), mens den teknologiske udvikling muliggjorde masseproduktion af bøger på en hidtil uhørt skala. Resultatet var at bogen, der tidligere primært havde været en overklasseluksus, blev hvermandseje. Det skabte nye udfordringer for typografer og designere, der skulle balancere hensyn til økonomi og funktionalitet med æstetiske og kunstneriske idealer.

’Dansk Bogdesign i det 20. århundrede’ er en skildring af de mange individer – typografer, grafikere, bogtrykkere, illustratorer, billedkunstnere, forlæggere og andre – som har bidraget til den danske bogs udtryk helt frem til i dag – og selvfølgelig også af deres vidunderlige bøger. F.eks. læser vi om illustrator Aage Sikker Hansen, som bl.a. lavede den fantastisk smukke udgave af Johannes V. Jensens ’Kongens Fald’ fra 1944, og om grafiker Austin Grandjean, som satte sit præg på tusindvis af bogomslag og var med til at designe Gyldendals berømte Tranebøger, der revolutionerede billigbogsmarkedet op gennem 1960’erne og 1970’erne.

Forhåbentlig vil mange af de store navne inden for dansk bogdesign en skønne dag nyde samme anseelse som de store danske møbeldesignere og arkitekter, sådan som Henrik Sejerkilde håber. I mellemtiden kan bogentusiaster og alle med interesse for dansk kunst og design nyde ’Dansk Bogdesign i det 20. århundrede’ som et stykke fantastisk formidlingsarbejde til fordel for et overset kapitel i vores fælles historie og kulturarv.

Bogdetaljer

Forlag
Syddansk Universitetsforlag
Faustnummer
53708994
ISBN
9788740831016
Antal sider
427

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer