Bog

Bestrålet - en rejseroman

Af (
2023
)

Anmeldelse

Bestrålet

23 jun.23

”Turen går til Tysklands atomindustri” - en lidt fortabt og overanalyserende rejseroman, der løfter sig mod slutningen.

'Bestrålet' er Jacob Skyggebjergs syvende roman og en speciel en af slagsen om vores store naboland mod syd. Jeg-personen, en journalist, er fattig, både på penge og energi, får den særlige idé at tage af sted på neun-euro billetten i sommeren 2022 for at se alle de tyske atomkraftværker i anledning af, at de er ved at blive udfaset. Undervejs vil han skrive en dagbogsreportage og samtidig få ny energi som udfaset journalist.

Romanen begynder med det deprimerende udgangspunkt, at der er alt for mange, der, som han selv, vil udnytte de billige togrejser, så togene er stopfyldte, og de nordlige byer i Tyskland skuffer desuden den rejsende. Senere bliver han også skuffet over sig selv, da han mister modet og ikke rigtig begejstres over rejseidéen mere. I det hele taget, i dagbogens natur, handler turen meget om ham selv, inkluderet en rejseskildringer, og rigtig meget faktuelt om den tyske atomindustri, som han er meget fascineret af.

Fortællingen fungerer bedst i de stykker, hvor Jacob Skyggebjerg bruger sin humoristiske, småkyniske pen til at beskrive hverdagsepisoder og sjove møder med de lokale, som han virker til at være meget åben for, og den virker mindre godt, når han går ind i sit eget lidt fortabte, overanalyserende indre, hvor man som læser taber interessen.

I slutningen af 'Bestrålet' tager journalisten til det gamle Østtyskland, og Jacob Skyggebjerg får løftet sit værk til en god finale, hvor både det indre og det ydre smelter sammen, og bogen giver noget tilbage til den ellers lidt brugte læser. Som følgesvend til en tysklandsrejse vil bogen fungere godt, særligt hvis man er fascineret af atomkraft.

Bogdetaljer

Forlag
Gladiator
Faustnummer
136013084
ISBN
9788775690206
Antal sider
237

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer