Bog

Arthur - kongen i stenen

Af (
2001
)

Anmeldelse

Arthur - kongen i stenen af Kevin Crossley-Holland

02 jan.02

I 1199 er Arthur 13 år og bor på familiens gods Caldicot nær den walisiske grænse. Han ønsker brændende at blive ridder, og en dag får han en magisk sten forærende.

anbefalet af bibliotekar Beth Høst

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Arthur, myten og middelalderen

Hvor har jeg dog tit forsøgt at 'se' hverdagslivet for mig, som det foregik bag de tykke mure, når jeg har været turist på, - det være sig lige fra The Tower of London til et sted, hvor der kun var en grøn engelsk bakke med nogle stumper af røde munkesten og skallen af en fæstningsmur lidt længere ude i synsfeltet før det blide landskab strakte sig mod horisonten.

I denne bog fik jeg muligheden. 

Her er, hvad der ligner en fremragende skildring af dagliglivet i højmiddelalderen - lige fra hvordan familiens børn sover i hall'en foran ildstedet tæt sammen for at holde varmen -  til hvordan 13-årige Arthur får besked om at hoppe i voldgraven, da han er faldet i en kolort.

Forfatteren, Kevin Crossley-Holland, er velbevandret i keltiske sagn og myter, han har skrevet flere børnebøger og nogle radiospil for BBC.
Nu er han aktuel i Danmark med bd. 1 i en historisk serie om drengen Arthur, der bor på godset Caldicott på grænsen mellem England og det uvejsomme Wales.

Tiden er omkring 1200, og ude i verden rumler det ildevarslende.
Det er midt i korstogene, der er krig mellem muslimer og kristne, og der er fundamentalister på begge sider.

I skrivende stund er dette så aktuelt som nogen sinde siden dengang.
Crossley-Holland siger i et interview, at han i sin research læser og læser, for så at lægge alle bøgerne væk. Derefter giver han sig til at drømme.

I denne historie får knægten Arthur en forunderlig sort sten foræret af en troldmandsagtig original, der kommer på godset.
Originalen hedder helt tilfældigt Merlin, og nu begynder eventyret for vores Arthur. For i den sorte sten kan han følge en historie, sin egen parallelhistorie .
Han (og vi læsere) kan opleve Arthur-myten på 'skærmen' på denne sorte sten.
De to historier fortælles 'side om side' i 100 små kapitler.
Symbiosen mellem historisk roman og fantasy synes jeg er lykkedes i dette tilfælde.
Tænk at være på ferie i et walisisk hus med tykke skifermure i skyggen af Mount Snowdon, og få denne læst op om aftenen medens vinden hyler i det store ildsteds skorsten !
'Vores Arthur' er undervejs i bogen i tvivl om sin herkomst.
Han tvivler dog aldrig på sine forældres kærlighed, den er tilstede hele tiden med stor accept og varme.

Vi oplever hverdagen på Caldicott, føler med Arthurs smukke unge mor, der mister endnu en spæd søn.
Vi lytter sammen med Arthur til hans bedstemor Nain's walisiske skrøner, og hører hans fars stolthed over Arthur's talent for ord. Arthur kan nemlig både læse og skrive og digte.
Til slut får Arthur sin drøm opfyldt om at blive page, og det ser ud til at han skal med på korstog.
Over havet og ud i den store verden, måske til Jerusalem.

Det er myternes Arthur, men det er også den levende, ambitiøse og menneskekærlige Arthur med fornemmelse for tolerance og lighed, som vi møder igen i de næste bind.
Bd. 2 er udkommet sidst i august i England og hedder : 'At the Crossing Places'.

Crossley-Holland's bog er et nyt svar for alle aldersklasser på det stadig stillede spørgsmål : 'hvad læser vi efter Rowling + Pullman ?'

Kevin Crossley-Holland: Arthur - kongen i stenen. Oversat af Erik Barfoed. Høst & Søn, 2001. 350 sider

 Bd. 1 i en planlagt trilogi, originaltitel : 'Arthur - the seeing stone'.

Høst & Søn

Romannet - 2. januar 2002

Bogdetaljer

Forlag
Høst
Faustnummer
23618427
ISBN
9788714198664
Antal sider
350

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer