Blog
Lynguide til italiensk litteratur
En bruger blogger om italiensk litteratur, så hvis turen går til Italien, kan du med fordel finde inspiration til ferielæsningen her.
Italien er et fascinerende land! Der er maden, der er de smukke kvinder, der er Giro d'Italia - og så er der alle bøgerne. Har du ikke råd eller tid til at tage turen til Italien, kan du tage bogen sammen med denne artikel, hvor du kan få et overblik over den italienske tradition for litteratur.
Italiensk litteratur er på én gang anset og sært fraværende i Danmark. Ikke mange bøger bliver oversat til dansk, men 80'ernes store navne som Primo Levi, Elsa Morante og Italo Calvino har dog åbnet manges øjne for den italienske litteratur her i landet. Siden har vi taget imod Umberto Eco, Niccoló Ammaniti og andre forfattere. Kender man ikke ovenstående, kan man bruge denne artikel til at stifte et (flygtigt) bekendtskab med italiensk litteratur.
En fælles italiensk tematik
Man kan læse en fælles tematik ud af italiensk litteratur; fælles for de store italienske forfattere er en mistro til konventioner og traditioner, hvilket fører til en ekstremt eksperimenterende stil. Mistroen til de historiske konventioner må ses som en reaktion mod de notorisk korrupte politikere, mafiaen og ikke mindst fascismen, der hærger - og altid har hærget - landet.
Man kan sige, at det traditionsbundne er en del af den italienske identitet - enten som noget man læner sig opad eller gør oprør imod. Et glimrende eksempel er den italienske mad. Der er ufravigelige principper og opskrifter, som enhver italiener med respekt for sig selv følger slavisk. Lasagne er ikke bare lasagne, som man nu selv synes, den skal laves. Lasagne skal opbygges på en helt bestemt måde, der skal få og simple, men nøje udvalgte, ingredienser til og så videre.
Min kæreste, som har boet i Rom og kender det italienske gemyt, griner af min måde at lave lasagne på (men spiser den gerne), og siger, at jeg var blevet smidt på porten, hvis jeg havde boet i Italien. Man skal overholde Traditionen - la Tradizione - ellers vanker der! Af frygt for repressalier med diverse afhuggede hestehoveder i sengen, er jeg derfor begyndt at overlade pastaen til hende.
Italiensk litteratur har også en vægtig tradition at læne sig op ad med Dante, Petrarca og Boccaccio. Så meget desto stærkere virker det, når nyere italiensk litteratur er præget af en rebelsk trang til at udfordre traditionen - til at stille spørgsmålstegn ved selv de mest selvfølgelige af alle konventioner.
Luigi Pirandello og identiteten
Luigi Pirandello (1867-1936), der vandt Nobel prisen i litteratur i 1934, brugte det meste af sit forfatterskab på at udfordre vores forestilling om det sammenhængende, kontinuerlige selv - den måske allermest selvfølgelige af alle konventioner. Det menneske, man møder i Pirandellos bøger, er altid fragmenteret og har mange ansigter, mange jeg'er.
I den fantastiske og vanvittigt morsomme "Een-Ingen-Hundredtusind" fra 1926 møder vi hr. Moscarda, en stilfærdig og rolig mand, der lever et ganske almindeligt liv. En dag går det op for ham, at omverdenen ser ham på en helt anden måde, end han ser sig selv. Han begynder at tvivle på sin identitet, for hvordan kan han vide, hvem han er, når alle andre har et andet billede af ham?! Han har faktisk taget fejl af sig selv hele tiden. Han tager konsekvensen og omdefinerer sin selvopfattelse; han er ikke én, han er ingen! Der er ingen fast identitet under hans ydre skal. Senere når den endnu vildere konklusion, at han faktisk er hundredtusind! Han er ingen og han er alle.
Alberto Moravia og civilisationen
Med Pirandello spaltes individet i atomer, og herfra er der ikke nogen ting, der er hellige. De italienske forfattere bruger masser af tid og kræfter på at udfordre det etablerede. For Alberto Moravia (1907-1990) er det selveste civilisationen, der er forløjet og forfalsket. De borgerlige, kulturelle værdier, vi lærer at elske og kæmpe for, strider i virkeligheden imod menneskets natur, og efterlader os tomme og formørkede. Det er ikke for ingenting, at Moravia var kendt som en indædt modstander af fascismens værdier.
I "Jeg elskede dig i går" fra 1954 følger vi den tavse Emilia, der er gift med en forfatter. De lever et trygt, borgerligt liv, hvor alt er, som det skal være, dvs. kedeligt, ordentligt og sexløst. En dag bryder Emilia sammen, og går løs på sin mand, som hun anklager for at mangle mandighed. Han opfylder sin rolle som mand i kulturel henseende (han er gift, han passer sit arbejde etc.), men i naturlig henseende er han en impotent svækling af en mand. Inspirationen fra Freud er tydelig igennem hele forfatterskabet.
Italo Calvino og litteraturen
Italo Calvino (1923-1985) er en anden stor italiensk forfatter fra det 20. århundrede - og måske den største (uden tvivl den største, hvis man spørger mig). Calvino skriver udfordrende og eksperimenterende, så læseren kommer på prøve. Dét, som interesserer Calvino, det som bekymrer ham, er selveste Litteraturen (med stort L). Calvino driver litteraturen helt derud, hvor den aldrig har været før - men hvor den stadig er genkendelig som sådan.
I den forrygende (forrygende som i: SKYND dig ned og lån bogen før din nabo!) "Hvis en vinternat en rejsende" fra 1979, der ved første øjekast ligner en helt almindelig novellesamling, finder man en masse historier - uden slutning og uden begyndelse, dvs. historierne lader hånt om den mest basale konvention siden Aristoteles, nemlig at litteratur skal have en start, en midte og en slutning. "Hvis en vinternat en rejsende" fungerer alligevel. Som læser animeres man til selv at fuldende historierne; det er Calvinos geni som forfatter, at han gennem det fragmenterede og ufuldstændige peger på den litterære essens. Bogen har i øvrigt fået status som den bog, der beviste, at litteraturen ikke er død; hvis man kan skrive en bog med en masse ufærdige historier, som stadig fungerer og hænger sammen, så må der være noget om snakken.
Umberto Eco og verden
Umberto Eco (f. 1932) er også en af Italiens store forfattere, om end han ikke er lige så anerkendt som Calvino. Det er ingen overdrivelse at kalde Eco et universalgeni, idet han både er stor forfatter og samtidig professor i Semiotik med en hel skole bag sig. Som Calvino er han også optaget af litteraturen, dens status og ikke mindst evne til at udsige sandheder om verden. Hans form er ikke så eksperimenterende og grænsesøgende som sine ovennævnte forfatterkollegers, men han er bestemt værd at læse.
Den mest kendte af hans romaner er uden tvivl "Rosens navn" fra 1980 (i øvrigt mesterligt filmatiseret af Jean-Jacques Annaud i 1986). Den har konspirationen som motor og fremdrift; det er selveste latteren, der er på spil. Vi er i det 14. århundrede, hvor munken William af Baskerville er på sporet af en mystisk forbrydelse i et kloster sammen med sin unge elev, Adso. Det viser sig, at kirken forsøger at skjule et ellers tabt eksemplar af Aristoteles poetik om komedien. Latteren er kirkens fjende, for hvordan skal man bibeholde magten, hvis folk ikke længere er bange for Gud, men tværtimod griner ad ham?
Niccolò Ammaniti og den nye generation
Niccolò Ammaniti (f. 1966) er eksponent for den nye generation af italienske forfattere. Arven fra Pirandello, Moravia, Eco og ikke mindst Calvinos postmodernisme skinner igennem i Ammanitis intelligente bøger, hvor humoren, volden og det samfundskritiske står i centrum.
Personerne i Ammanitis univers er blottede for moral, og det samfund, de bevæger sig i, er dekadent og giver mindelser om romerrigets sidste dage før undergangen. I "Velkommen til festen" fra 2009 befinder vi os i Berlusconis korrupte Rom. Brystimplantater, affarvede bimbos og kokain i stride strømme er ingredienserne i en vanvittig historie, der udstiller alle personer som medieleflende, grådige og selvcentrerede klovne. Historien kulminerer med århundredets fest i den historiske park, Villa Ada, hvor kendisser og vilde dyr rodes sammen i en kaotisk omgang italiensk salat. Intet er helligt, alt udfordres.
Har man lyst til at stifte bekendtskab med Italien gennem bøgernes verden, så er ovennævnte forfatterskaber værd at have med i rejsekufferten.
Skrevet af Thomas Olesen, formidler på Herning Bibliotekerne
En bruger blogger om italiensk litteratur, så hvis turen går til Italien, kan du med fordel finde inspiration til ferielæsningen her.
Italien er et fascinerende land! Der er maden, der er de smukke kvinder, der er Giro d'Italia - og så er der alle bøgerne. Har du ikke råd eller tid til at tage turen til Italien, kan du tage bogen sammen med denne artikel, hvor du kan få et overblik over den italienske tradition for litteratur.
Italiensk litteratur er på én gang anset og sært fraværende i Danmark. Ikke mange bøger bliver oversat til dansk, men 80'ernes store navne som Primo Levi, Elsa Morante og Italo Calvino har dog åbnet manges øjne for den italienske litteratur her i landet. Siden har vi taget imod Umberto Eco, Niccoló Ammaniti og andre forfattere. Kender man ikke ovenstående, kan man bruge denne artikel til at stifte et (flygtigt) bekendtskab med italiensk litteratur.
En fælles italiensk tematik
Man kan læse en fælles tematik ud af italiensk litteratur; fælles for de store italienske forfattere er en mistro til konventioner og traditioner, hvilket fører til en ekstremt eksperimenterende stil. Mistroen til de historiske konventioner må ses som en reaktion mod de notorisk korrupte politikere, mafiaen og ikke mindst fascismen, der hærger - og altid har hærget - landet.
Man kan sige, at det traditionsbundne er en del af den italienske identitet - enten som noget man læner sig opad eller gør oprør imod. Et glimrende eksempel er den italienske mad. Der er ufravigelige principper og opskrifter, som enhver italiener med respekt for sig selv følger slavisk. Lasagne er ikke bare lasagne, som man nu selv synes, den skal laves. Lasagne skal opbygges på en helt bestemt måde, der skal få og simple, men nøje udvalgte, ingredienser til og så videre.
Min kæreste, som har boet i Rom og kender det italienske gemyt, griner af min måde at lave lasagne på (men spiser den gerne), og siger, at jeg var blevet smidt på porten, hvis jeg havde boet i Italien. Man skal overholde Traditionen - la Tradizione - ellers vanker der! Af frygt for repressalier med diverse afhuggede hestehoveder i sengen, er jeg derfor begyndt at overlade pastaen til hende.
Italiensk litteratur har også en vægtig tradition at læne sig op ad med Dante, Petrarca og Boccaccio. Så meget desto stærkere virker det, når nyere italiensk litteratur er præget af en rebelsk trang til at udfordre traditionen - til at stille spørgsmålstegn ved selv de mest selvfølgelige af alle konventioner.
Luigi Pirandello og identiteten
Luigi Pirandello (1867-1936), der vandt Nobel prisen i litteratur i 1934, brugte det meste af sit forfatterskab på at udfordre vores forestilling om det sammenhængende, kontinuerlige selv - den måske allermest selvfølgelige af alle konventioner. Det menneske, man møder i Pirandellos bøger, er altid fragmenteret og har mange ansigter, mange jeg'er.
I den fantastiske og vanvittigt morsomme "Een-Ingen-Hundredtusind" fra 1926 møder vi hr. Moscarda, en stilfærdig og rolig mand, der lever et ganske almindeligt liv. En dag går det op for ham, at omverdenen ser ham på en helt anden måde, end han ser sig selv. Han begynder at tvivle på sin identitet, for hvordan kan han vide, hvem han er, når alle andre har et andet billede af ham?! Han har faktisk taget fejl af sig selv hele tiden. Han tager konsekvensen og omdefinerer sin selvopfattelse; han er ikke én, han er ingen! Der er ingen fast identitet under hans ydre skal. Senere når den endnu vildere konklusion, at han faktisk er hundredtusind! Han er ingen og han er alle.
Alberto Moravia og civilisationen
Med Pirandello spaltes individet i atomer, og herfra er der ikke nogen ting, der er hellige. De italienske forfattere bruger masser af tid og kræfter på at udfordre det etablerede. For Alberto Moravia (1907-1990) er det selveste civilisationen, der er forløjet og forfalsket. De borgerlige, kulturelle værdier, vi lærer at elske og kæmpe for, strider i virkeligheden imod menneskets natur, og efterlader os tomme og formørkede. Det er ikke for ingenting, at Moravia var kendt som en indædt modstander af fascismens værdier.
I "Jeg elskede dig i går" fra 1954 følger vi den tavse Emilia, der er gift med en forfatter. De lever et trygt, borgerligt liv, hvor alt er, som det skal være, dvs. kedeligt, ordentligt og sexløst. En dag bryder Emilia sammen, og går løs på sin mand, som hun anklager for at mangle mandighed. Han opfylder sin rolle som mand i kulturel henseende (han er gift, han passer sit arbejde etc.), men i naturlig henseende er han en impotent svækling af en mand. Inspirationen fra Freud er tydelig igennem hele forfatterskabet.
Italo Calvino og litteraturen
Italo Calvino (1923-1985) er en anden stor italiensk forfatter fra det 20. århundrede - og måske den største (uden tvivl den største, hvis man spørger mig). Calvino skriver udfordrende og eksperimenterende, så læseren kommer på prøve. Dét, som interesserer Calvino, det som bekymrer ham, er selveste Litteraturen (med stort L). Calvino driver litteraturen helt derud, hvor den aldrig har været før - men hvor den stadig er genkendelig som sådan.
I den forrygende (forrygende som i: SKYND dig ned og lån bogen før din nabo!) "Hvis en vinternat en rejsende" fra 1979, der ved første øjekast ligner en helt almindelig novellesamling, finder man en masse historier - uden slutning og uden begyndelse, dvs. historierne lader hånt om den mest basale konvention siden Aristoteles, nemlig at litteratur skal have en start, en midte og en slutning. "Hvis en vinternat en rejsende" fungerer alligevel. Som læser animeres man til selv at fuldende historierne; det er Calvinos geni som forfatter, at han gennem det fragmenterede og ufuldstændige peger på den litterære essens. Bogen har i øvrigt fået status som den bog, der beviste, at litteraturen ikke er død; hvis man kan skrive en bog med en masse ufærdige historier, som stadig fungerer og hænger sammen, så må der være noget om snakken.
Umberto Eco og verden
Umberto Eco (f. 1932) er også en af Italiens store forfattere, om end han ikke er lige så anerkendt som Calvino. Det er ingen overdrivelse at kalde Eco et universalgeni, idet han både er stor forfatter og samtidig professor i Semiotik med en hel skole bag sig. Som Calvino er han også optaget af litteraturen, dens status og ikke mindst evne til at udsige sandheder om verden. Hans form er ikke så eksperimenterende og grænsesøgende som sine ovennævnte forfatterkollegers, men han er bestemt værd at læse.
Den mest kendte af hans romaner er uden tvivl "Rosens navn" fra 1980 (i øvrigt mesterligt filmatiseret af Jean-Jacques Annaud i 1986). Den har konspirationen som motor og fremdrift; det er selveste latteren, der er på spil. Vi er i det 14. århundrede, hvor munken William af Baskerville er på sporet af en mystisk forbrydelse i et kloster sammen med sin unge elev, Adso. Det viser sig, at kirken forsøger at skjule et ellers tabt eksemplar af Aristoteles poetik om komedien. Latteren er kirkens fjende, for hvordan skal man bibeholde magten, hvis folk ikke længere er bange for Gud, men tværtimod griner ad ham?
Niccolò Ammaniti og den nye generation
Niccolò Ammaniti (f. 1966) er eksponent for den nye generation af italienske forfattere. Arven fra Pirandello, Moravia, Eco og ikke mindst Calvinos postmodernisme skinner igennem i Ammanitis intelligente bøger, hvor humoren, volden og det samfundskritiske står i centrum.
Personerne i Ammanitis univers er blottede for moral, og det samfund, de bevæger sig i, er dekadent og giver mindelser om romerrigets sidste dage før undergangen. I "Velkommen til festen" fra 2009 befinder vi os i Berlusconis korrupte Rom. Brystimplantater, affarvede bimbos og kokain i stride strømme er ingredienserne i en vanvittig historie, der udstiller alle personer som medieleflende, grådige og selvcentrerede klovne. Historien kulminerer med århundredets fest i den historiske park, Villa Ada, hvor kendisser og vilde dyr rodes sammen i en kaotisk omgang italiensk salat. Intet er helligt, alt udfordres.
Har man lyst til at stifte bekendtskab med Italien gennem bøgernes verden, så er ovennævnte forfatterskaber værd at have med i rejsekufferten.
Skrevet af Thomas Olesen, formidler på Herning Bibliotekerne
Kommentarer