Blog
Problemet med selvudgivere
Jeg er ikke formand for forfatterforeningen længere. Jeg er bare mig. Jeg må godt. Så nu siger jeg det: Jeg er træt af, at der ikke er nogen, der siger højt, hvad problemet med selvudgivere er.
For problemet er det, som litteraturkritiker Klaus Rothstein stort set er den eneste, der bliver citeret for at sige: Det er bare ikke godt nok. Slut. Prut.
Forbeholdene er selvfølgelig, at der er perler imellem, naturligvis.
Forbeholdene er også, at med forandringerne i bogmarkedet vil det være sådan, at snart vil selvudgivere ikke være seje indie forfattere. Det vil være sådan, man gør - man er medudgiver, man er medproducent, man er som forfatter langt mere med i udgivelsesprocessen, og det er ikke noget problem, det vil jeg mene er et krav.
Men vi er ikke dér endnu. Vi er kun dér, hvor det er blevet nemt, muligt, sejt, indie, at gøre det selv, og det gør Gud og hvermand så. Godt for demokratiet men overhovedet ikke godt for litteraturen. Og hvis litteratur bare bliver noget, vi alle sammen laver, så bliver litterær kvalitet noget, vi om muligt får endnu sværere ved at snakke om. Og hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal?
Jeg fortsætter nu med at generalisere og putte andre mennesker i kasser og siger: Selvudgivere opfatter sig lidt for ofte som banebrydere, revolutionære, undergrundslækre, eller "cool, creative, different". Jeg opfatter dem som regel som klynkende reaktionære, der tror, der er nogen, der ikke vil lege med dem, og at det i sig selv er strengt.
Som formand prøvede vi at tiltrække noget af det lækre litterære undergrundsmiljø i København til foreningen, men de ville da ikke være med hos os, sådan nogen etablerede, systembevarende forrædertyper. Sådan opfører selvudgivere sig sjældent. De vil mægtig gerne blåstemples af Dansk Forfatterforening.
Selvfølgelig har jeg ikke læst dem, jeg kritiserer
Har jeg så læst alle de selvudgivende værker? Selvfølgelig har jeg ikke det. Jeg har heller ikke læst alle de forlagsudgivne værker, og forlag er bestemt ingen garant for kvalitet, selvom det altid bliver det modstillede argument, og det er ikke i orden, for det er en anden snak.
Til gengæld har jeg været til møder med biblioteksfolk, der klart synes, at forfattere sammen med dem skal udradere forlagene. For forlag har vi jo slet ikke brug for. Det er en markedsorienteret måde at anskue litteratur på, som skader os alle sammen på længere sigt, også bibliotekerne. Det er "1 million fluer kan ikke tage fejl: Spis lort"-logikken.
For selvom forlag til tider er de ondeste skurke, når man står i litteraturens tjeneste, så kvalificerer de som regel bogen. Og et afslag fra et forlag kan være en kikser fra forlagets side, to kan være en kommercialiserende tendens, som ikke er i orden, men tre betyder nok, at du ikke skriver godt nok til, at andre skal spilde deres tid med det, du skriver. Og tak for det på alle læseres vegne.
Det, som er i vejen med selvudgiverkulturen i Danmark er, at de bliver meget gale over det, jeg skriver her. De føler sig ofte forfulgt, udelukket, set ned på, ikke en del af det gode selskab. Der kan til tider være tale om konspirationsteoretiske argumenter, når man på sociale medier hører om hvorfor en kronik /et digt /et debatindlæg ikke er blevet trykt: "Det er jo klart, jeg er selvudgiver, så jeg må ikke være med".
Nej, jeg generaliserer. For de af selvudgiverne, der skriver perlerne, føler sig nemlig slet ikke ramt af min tekst. Og er det i virkeligheden ikke bevis nok?
Tilføjet: 14.1.2014: Hvis du ikke kan se, hvor fotoet kommer fra, når du bevæger musen henover, er der her service meddelelse: fra pryds.com Lars Pryds/Catherine Andrews
Jeg er ikke formand for forfatterforeningen længere. Jeg er bare mig. Jeg må godt. Så nu siger jeg det: Jeg er træt af, at der ikke er nogen, der siger højt, hvad problemet med selvudgivere er.
For problemet er det, som litteraturkritiker Klaus Rothstein stort set er den eneste, der bliver citeret for at sige: Det er bare ikke godt nok. Slut. Prut.
Forbeholdene er selvfølgelig, at der er perler imellem, naturligvis.
Forbeholdene er også, at med forandringerne i bogmarkedet vil det være sådan, at snart vil selvudgivere ikke være seje indie forfattere. Det vil være sådan, man gør - man er medudgiver, man er medproducent, man er som forfatter langt mere med i udgivelsesprocessen, og det er ikke noget problem, det vil jeg mene er et krav.
Men vi er ikke dér endnu. Vi er kun dér, hvor det er blevet nemt, muligt, sejt, indie, at gøre det selv, og det gør Gud og hvermand så. Godt for demokratiet men overhovedet ikke godt for litteraturen. Og hvis litteratur bare bliver noget, vi alle sammen laver, så bliver litterær kvalitet noget, vi om muligt får endnu sværere ved at snakke om. Og hvad med professionelle forfatteres selvfølelse, hvis det, vi laver, bare er noget, man kan lave, hvis man har et log-in til en selvudgivelsesportal?
Jeg fortsætter nu med at generalisere og putte andre mennesker i kasser og siger: Selvudgivere opfatter sig lidt for ofte som banebrydere, revolutionære, undergrundslækre, eller "cool, creative, different". Jeg opfatter dem som regel som klynkende reaktionære, der tror, der er nogen, der ikke vil lege med dem, og at det i sig selv er strengt.
Som formand prøvede vi at tiltrække noget af det lækre litterære undergrundsmiljø i København til foreningen, men de ville da ikke være med hos os, sådan nogen etablerede, systembevarende forrædertyper. Sådan opfører selvudgivere sig sjældent. De vil mægtig gerne blåstemples af Dansk Forfatterforening.
Selvfølgelig har jeg ikke læst dem, jeg kritiserer
Har jeg så læst alle de selvudgivende værker? Selvfølgelig har jeg ikke det. Jeg har heller ikke læst alle de forlagsudgivne værker, og forlag er bestemt ingen garant for kvalitet, selvom det altid bliver det modstillede argument, og det er ikke i orden, for det er en anden snak.
Til gengæld har jeg været til møder med biblioteksfolk, der klart synes, at forfattere sammen med dem skal udradere forlagene. For forlag har vi jo slet ikke brug for. Det er en markedsorienteret måde at anskue litteratur på, som skader os alle sammen på længere sigt, også bibliotekerne. Det er "1 million fluer kan ikke tage fejl: Spis lort"-logikken.
For selvom forlag til tider er de ondeste skurke, når man står i litteraturens tjeneste, så kvalificerer de som regel bogen. Og et afslag fra et forlag kan være en kikser fra forlagets side, to kan være en kommercialiserende tendens, som ikke er i orden, men tre betyder nok, at du ikke skriver godt nok til, at andre skal spilde deres tid med det, du skriver. Og tak for det på alle læseres vegne.
Det, som er i vejen med selvudgiverkulturen i Danmark er, at de bliver meget gale over det, jeg skriver her. De føler sig ofte forfulgt, udelukket, set ned på, ikke en del af det gode selskab. Der kan til tider være tale om konspirationsteoretiske argumenter, når man på sociale medier hører om hvorfor en kronik /et digt /et debatindlæg ikke er blevet trykt: "Det er jo klart, jeg er selvudgiver, så jeg må ikke være med".
Nej, jeg generaliserer. For de af selvudgiverne, der skriver perlerne, føler sig nemlig slet ikke ramt af min tekst. Og er det i virkeligheden ikke bevis nok?
Tilføjet: 14.1.2014: Hvis du ikke kan se, hvor fotoet kommer fra, når du bevæger musen henover, er der her service meddelelse: fra pryds.com Lars Pryds/Catherine Andrews
Kommentarer