Blog
Offentlighedens præsenterbakke
På Forfatterskolen havde vi, da jeg var elev i 1993, det slogan, at man skulle kende hele verdenslitteraturen, før man selv begyndte at skrive.
I et af Poul Borums maniske øjeblikke lavede han tilmed en læseplan for, hvordan vi kunne nå alt fra Sofokles til James Joyce på et år. Weekenderne var selvsagt inddraget.
Jeg kan huske, at jeg allerede dengang undrede mig. For hvis det virkelig var så nemt, hvis man virkelig havde et så utvunget forhold til litteraturhistorien, til traditionen, hvorfor så selv skrive? Hvis man uden den mindste åndenød kunne vade lige ind og ud af alt fra Shakespeare til Simon Grotrian, hvorfor så ikke bare nyde, hvad de har skrevet, hvorfor så selv have alt besværet med sine elendige blækklatter? Jeg havde det sådan: Stol aldrig på en forfatter, der siger, at han nøjagtig ved, hvad han laver! Og aldrig en, der henviser til traditionen! Jeg ville i hvert fald være mistænkelig, og det ville jeg nok den dag i dag. Ikke fordi alle ikke forbinder sig med traditionen på én eller anden måde. Det kan man ikke undgå.
Men hvis ikke der er en dyb og fundamental kløft mellem en selv og ens litterære helte, så er der jo heller ingen grund til at give sig til at flikke den hængebro sammen. Hvis ikke ens erkendelsesprojekt er mere problematisk, end at man bare kan ringe efter en helikopter, så kan det da være lige meget. Hvis ikke man har lyst til at efterprøve hvert eneste komma, men bare kan sige: Højholt! Kafka! Carver! Tja, så er jeg i hvert fald mistænkelig.
Indrømmet: Med udpegningen af ens forbilleder giver man selvfølgelig et praj om, hvordan man opfatter sine egne tekster, hvordan man evt. kan læses. Men man står i gæld til mange flere, måske 1000 gange så mange. Et godt værk er forhåbenligt større, rigere og mere komplekst end blot en enkeltpersons aftapning af en anden enkeltperson.
Det er det samme, der gør sig gældende med hensyn til offentligheden, frygter jeg. Hvis en forfatter uden problemer kan arbejde, mens offentlighedens projektører er rettet mod ham: Hvis han frit kan fortælle om sine planer for sin næste bog, velvilligt udbrede sig om sin research, må der være noget helt galt. Hvis ikke han står i et dybt modsætningsforhold til selvsamme offentlighed, hvad er så hans problem? Det var det samme Goethe i sin tid beklagede sig over, da han klagede over, at alle de unge talenter lå på ”offentlighedens præsenterbakke”. Her blev de forpestet af kritik og opmærksomhed og sladder, og deres eneste chance var med magt at isolere sig, altid isolere sig. Hvis de ville skrive, altså. Jo mere man mænger sig med offentligheden og den herskende smag (magten!): Jo større er sandsynligheden for, at man svigter sit talent og bliver en glad (men tidstypisk!) dilettant, mente Goethe.
En anden ting Goethe advarede mod var tydelighed. Jo mere inkommensurabelt, jo mere ubegribeligt for forstanden et poetisk værk er, jo bedre. Det er ikke, som også fru Blixen sagde, nogen dårlig egenskab ved en fortælling, at kun halvdelen af den er begribelig. Både hun og Goethe ville nok have tabt underkæberne af forbløffelse, hvis de havde vidst, hvor hurtige man i dag er til at kanonisere, lancere generations-slogans og skrive specialer om værker, der knap er sat punktum for.
Men hvorfor skrive, hvis man ikke har nogen tilbagevendende, håbløse og irriterende mellemværender? Hvis man i åndelig forstand er omgivet af et nydeligt, harmonisk møblement? Goethe var instinktivt imod enhver form for magelighed. Han sagde om netop møbler: ”Omgivet af bekvemme, smagfulde møbler er jeg ude af stand til at tænke og glider over i en magelig, passiv tilstand. Bortset fra mennesker som fra ungdommen har været vant til luksus, kan man sige, at prægtige værelser og elegant bohave kun passer for folk, som ingen tanker har og heller ikke bryder sig om at have nogen.”
Han var heller ikke ligefrem optimistisk, hvad angik fornuftens sejr i den brede offentlighed. Fornuften ville, mente han, altid være på mindretallets side. Det var helt utænkeligt, at den nogen sinde skulle blive populær. Lidenskaber og følelser kan meget vel blive populære, men fornuften er og bliver enkeltmandseje.
Det forklarer jo en del!
På Forfatterskolen havde vi, da jeg var elev i 1993, det slogan, at man skulle kende hele verdenslitteraturen, før man selv begyndte at skrive.
I et af Poul Borums maniske øjeblikke lavede han tilmed en læseplan for, hvordan vi kunne nå alt fra Sofokles til James Joyce på et år. Weekenderne var selvsagt inddraget.
Jeg kan huske, at jeg allerede dengang undrede mig. For hvis det virkelig var så nemt, hvis man virkelig havde et så utvunget forhold til litteraturhistorien, til traditionen, hvorfor så selv skrive? Hvis man uden den mindste åndenød kunne vade lige ind og ud af alt fra Shakespeare til Simon Grotrian, hvorfor så ikke bare nyde, hvad de har skrevet, hvorfor så selv have alt besværet med sine elendige blækklatter? Jeg havde det sådan: Stol aldrig på en forfatter, der siger, at han nøjagtig ved, hvad han laver! Og aldrig en, der henviser til traditionen! Jeg ville i hvert fald være mistænkelig, og det ville jeg nok den dag i dag. Ikke fordi alle ikke forbinder sig med traditionen på én eller anden måde. Det kan man ikke undgå.
Men hvis ikke der er en dyb og fundamental kløft mellem en selv og ens litterære helte, så er der jo heller ingen grund til at give sig til at flikke den hængebro sammen. Hvis ikke ens erkendelsesprojekt er mere problematisk, end at man bare kan ringe efter en helikopter, så kan det da være lige meget. Hvis ikke man har lyst til at efterprøve hvert eneste komma, men bare kan sige: Højholt! Kafka! Carver! Tja, så er jeg i hvert fald mistænkelig.
Indrømmet: Med udpegningen af ens forbilleder giver man selvfølgelig et praj om, hvordan man opfatter sine egne tekster, hvordan man evt. kan læses. Men man står i gæld til mange flere, måske 1000 gange så mange. Et godt værk er forhåbenligt større, rigere og mere komplekst end blot en enkeltpersons aftapning af en anden enkeltperson.
Det er det samme, der gør sig gældende med hensyn til offentligheden, frygter jeg. Hvis en forfatter uden problemer kan arbejde, mens offentlighedens projektører er rettet mod ham: Hvis han frit kan fortælle om sine planer for sin næste bog, velvilligt udbrede sig om sin research, må der være noget helt galt. Hvis ikke han står i et dybt modsætningsforhold til selvsamme offentlighed, hvad er så hans problem? Det var det samme Goethe i sin tid beklagede sig over, da han klagede over, at alle de unge talenter lå på ”offentlighedens præsenterbakke”. Her blev de forpestet af kritik og opmærksomhed og sladder, og deres eneste chance var med magt at isolere sig, altid isolere sig. Hvis de ville skrive, altså. Jo mere man mænger sig med offentligheden og den herskende smag (magten!): Jo større er sandsynligheden for, at man svigter sit talent og bliver en glad (men tidstypisk!) dilettant, mente Goethe.
En anden ting Goethe advarede mod var tydelighed. Jo mere inkommensurabelt, jo mere ubegribeligt for forstanden et poetisk værk er, jo bedre. Det er ikke, som også fru Blixen sagde, nogen dårlig egenskab ved en fortælling, at kun halvdelen af den er begribelig. Både hun og Goethe ville nok have tabt underkæberne af forbløffelse, hvis de havde vidst, hvor hurtige man i dag er til at kanonisere, lancere generations-slogans og skrive specialer om værker, der knap er sat punktum for.
Men hvorfor skrive, hvis man ikke har nogen tilbagevendende, håbløse og irriterende mellemværender? Hvis man i åndelig forstand er omgivet af et nydeligt, harmonisk møblement? Goethe var instinktivt imod enhver form for magelighed. Han sagde om netop møbler: ”Omgivet af bekvemme, smagfulde møbler er jeg ude af stand til at tænke og glider over i en magelig, passiv tilstand. Bortset fra mennesker som fra ungdommen har været vant til luksus, kan man sige, at prægtige værelser og elegant bohave kun passer for folk, som ingen tanker har og heller ikke bryder sig om at have nogen.”
Han var heller ikke ligefrem optimistisk, hvad angik fornuftens sejr i den brede offentlighed. Fornuften ville, mente han, altid være på mindretallets side. Det var helt utænkeligt, at den nogen sinde skulle blive populær. Lidenskaber og følelser kan meget vel blive populære, men fornuften er og bliver enkeltmandseje.
Det forklarer jo en del!
Kommentarer