Blog
Imaginære løver og chimpansebørn
"Mine ideer er som legesyge chimpansebørn" skriver Litteratursidens nye ambassadør, Katrine Marie Guldager, i sin blog.
Siden mine forældre i 1972 købte ”A Field Guide to the National Parks of East Africa” og begav sig ud på den ene safari efter den anden, har jeg holdt meget af at tage på safari.
Efter min mening er dét, der gør en god safari, følelsen af, at man kommer tæt på naturen, er tilstede i naturen med hele den mærkelige fornemmelse af, at man finder sig midt i menneskehedens vugge, altings udspring. Af og til kan man have en følelse af forholdet mellem betragteren og det betragtede bliver byttet rundt: Dyrene har mindst lige så travlt med at betragte dig, som du har med at betragte dem.
Den bedste safari, jeg nogensinde har været på fandt sted i 1995, og der var ikke andre deltagere end mig selv og en væbnet vagt, der hed Victor. Victor og de andre vagter i nationalparken havde ingen transport, og derfor var de glade for, at sådan en som mig kom forbi. Så de kunne komme ind og tjekke forholdene inde i parken. Desværre var min bil ikke helt stabil, den gik hele tiden ud. Så vi kunne risikere at gå i stå et sted langt inde i parken. Alligevel var jeg helt tryg ved situationen, for Victor var som sagt bevæbnet, han udstrålede en ældgammel afrikansk ro. Jeg kunne ikke have haft nogen bedre guide.
Bare det at køre omkring i nationalparken var en fornøjelse, men selvfølgelig kiggede vi også efter løver. For mange er det med at tage på safari et spørgsmål om at blive smidt ind i et turistkøretøj, hvorefter man bliver kørt hen til de steder, hvor guiderne ved at der er "en af de fem store". Måske når man ligefrem at se alle de fem store på en dag eller to.(Engang i Serengeti, så jeg ligefrem en løve med radiosender på! ). Med Victor kørte jeg omkring i timevis uden at se en skid. Det var en meget lidt besøgt nationalpark, og den havde ligesom de fleste andre på den tid et stort problem med krybskytteri. Alligevel havde Victor den faste plan, at jeg skulle se en løve. Men første dag måtte han hen mod skumringen udbryde: -I am so sorry, madam...The lions will not (og her ledte han længe efter ordet).....materialize today.
Som om parken var fuld af imaginære løver, der bare ikke ville materialisere sig.
Af og til når man skriver, kan man have den samme følelse af, at digtet, novellen eller romanen, egentlig allerede har fundet sin perfekte form, man kan bare ikke få den til at materialisere sig. Men selvfølgelig er det ikke sådan, at digteren er sådan én, der sidder og hiver færdige værker ned fra himlen. Det er nok snarere sådan, at et givent stof venter på at finde den form, der bedst udtrykker og komplicerer det.
Når dét sker, er det at skrive lige så enkelt som at åbne en dør.
Engang besøgte jeg en chimpansedame i Zambia. Hun boede jo på en gård helt oppe ved grænsen til Congo, og der havde hun sammen med sin mand indrettet et børnehjem for chimpanser. Efterhånden havde hun i hele verden skabt sig et ry som én der havde døgnåbent for chimpanser. Og derfor fik hun tilsendt chimpanser fra nær og fjern, chimpanser, der var blevet konfiskeret i lufthavne, ved grænseovergange og den slags. Chimpansebørnene var utrolig søde og legesyge, og fordi de ikke havde nogen mor, klamrede de sig helt vildt til én, stak fingrene ind i ens ører og var frække. Hver morgen skulle ud på en lille bushwalk, så de ikke helt glemte, hvor de kom fra, og en dag fik jeg lov til at komme med. De var utrolig kontaktsøgende. I et spring sad de oppe på nakken af én. Og så hylede de som børn, hvis de blev bange.
Af og til tænker jeg på min forfattervirksomhed sådan. Mine ideer er som legesyge chimpansebørn, der ankommer pludseligt og fra mærkelige, uforudsigelige steder. Jeg er så en slags chimpansedame, der åbner døren, undersøger dyrets helbredstilstand, og efter bedste evne prøver at give det en slags liv. Jeg er ikke herre over, hvornår og hvordan en idé ankommer. Jeg kan ikke skrive én, der er for langt væk eller for tæt på.
Den anden dag kom jeg kørende på Roskilde-motorvejen, da begyndelsen til en digtsamling pludselig eksploderede i hovedet på mig, og jeg tænkte: Åh, nej, hvad så med alle de andre chimpansebørn, jeg lige har modtaget? Heldigvis tyder alt på, at det var falsk alarm, jeg skrev de første ti sider af den digtsamling, og så tror jeg, den døde. Forstå mig ret, selvfølgelig kan jeg afvise et chimpansebarn, (sorry, we are all booked), men når en idé er klar til at materialisere sig, er det bare med at åbne døren.
"Mine ideer er som legesyge chimpansebørn" skriver Litteratursidens nye ambassadør, Katrine Marie Guldager, i sin blog.
Siden mine forældre i 1972 købte ”A Field Guide to the National Parks of East Africa” og begav sig ud på den ene safari efter den anden, har jeg holdt meget af at tage på safari.
Efter min mening er dét, der gør en god safari, følelsen af, at man kommer tæt på naturen, er tilstede i naturen med hele den mærkelige fornemmelse af, at man finder sig midt i menneskehedens vugge, altings udspring. Af og til kan man have en følelse af forholdet mellem betragteren og det betragtede bliver byttet rundt: Dyrene har mindst lige så travlt med at betragte dig, som du har med at betragte dem.
Den bedste safari, jeg nogensinde har været på fandt sted i 1995, og der var ikke andre deltagere end mig selv og en væbnet vagt, der hed Victor. Victor og de andre vagter i nationalparken havde ingen transport, og derfor var de glade for, at sådan en som mig kom forbi. Så de kunne komme ind og tjekke forholdene inde i parken. Desværre var min bil ikke helt stabil, den gik hele tiden ud. Så vi kunne risikere at gå i stå et sted langt inde i parken. Alligevel var jeg helt tryg ved situationen, for Victor var som sagt bevæbnet, han udstrålede en ældgammel afrikansk ro. Jeg kunne ikke have haft nogen bedre guide.
Bare det at køre omkring i nationalparken var en fornøjelse, men selvfølgelig kiggede vi også efter løver. For mange er det med at tage på safari et spørgsmål om at blive smidt ind i et turistkøretøj, hvorefter man bliver kørt hen til de steder, hvor guiderne ved at der er "en af de fem store". Måske når man ligefrem at se alle de fem store på en dag eller to.(Engang i Serengeti, så jeg ligefrem en løve med radiosender på! ). Med Victor kørte jeg omkring i timevis uden at se en skid. Det var en meget lidt besøgt nationalpark, og den havde ligesom de fleste andre på den tid et stort problem med krybskytteri. Alligevel havde Victor den faste plan, at jeg skulle se en løve. Men første dag måtte han hen mod skumringen udbryde: -I am so sorry, madam...The lions will not (og her ledte han længe efter ordet).....materialize today.
Som om parken var fuld af imaginære løver, der bare ikke ville materialisere sig.
Af og til når man skriver, kan man have den samme følelse af, at digtet, novellen eller romanen, egentlig allerede har fundet sin perfekte form, man kan bare ikke få den til at materialisere sig. Men selvfølgelig er det ikke sådan, at digteren er sådan én, der sidder og hiver færdige værker ned fra himlen. Det er nok snarere sådan, at et givent stof venter på at finde den form, der bedst udtrykker og komplicerer det.
Når dét sker, er det at skrive lige så enkelt som at åbne en dør.
Engang besøgte jeg en chimpansedame i Zambia. Hun boede jo på en gård helt oppe ved grænsen til Congo, og der havde hun sammen med sin mand indrettet et børnehjem for chimpanser. Efterhånden havde hun i hele verden skabt sig et ry som én der havde døgnåbent for chimpanser. Og derfor fik hun tilsendt chimpanser fra nær og fjern, chimpanser, der var blevet konfiskeret i lufthavne, ved grænseovergange og den slags. Chimpansebørnene var utrolig søde og legesyge, og fordi de ikke havde nogen mor, klamrede de sig helt vildt til én, stak fingrene ind i ens ører og var frække. Hver morgen skulle ud på en lille bushwalk, så de ikke helt glemte, hvor de kom fra, og en dag fik jeg lov til at komme med. De var utrolig kontaktsøgende. I et spring sad de oppe på nakken af én. Og så hylede de som børn, hvis de blev bange.
Af og til tænker jeg på min forfattervirksomhed sådan. Mine ideer er som legesyge chimpansebørn, der ankommer pludseligt og fra mærkelige, uforudsigelige steder. Jeg er så en slags chimpansedame, der åbner døren, undersøger dyrets helbredstilstand, og efter bedste evne prøver at give det en slags liv. Jeg er ikke herre over, hvornår og hvordan en idé ankommer. Jeg kan ikke skrive én, der er for langt væk eller for tæt på.
Den anden dag kom jeg kørende på Roskilde-motorvejen, da begyndelsen til en digtsamling pludselig eksploderede i hovedet på mig, og jeg tænkte: Åh, nej, hvad så med alle de andre chimpansebørn, jeg lige har modtaget? Heldigvis tyder alt på, at det var falsk alarm, jeg skrev de første ti sider af den digtsamling, og så tror jeg, den døde. Forstå mig ret, selvfølgelig kan jeg afvise et chimpansebarn, (sorry, we are all booked), men når en idé er klar til at materialisere sig, er det bare med at åbne døren.
Kommentarer