Blog
356 sider på gammeldaws facon
Journalist Frode Kristoffersen døde den 22. marts 2016 i en alder af 84 år. I 2008 udsendte han bogen »Mit Europa«. Jeg besøgte ham dengang i hans parcelhus i Aabenraa for at lave nedenstående interview til Flensborg Avis. En på alle måder speciel oplevelse: Hans hjem var indrettet i stil med Yvonne og Kjelds hjem fra Olsen-Banden i 1970erne, og han ejede ingen computer og kendte ikke internettet. Hans bog, »Mit Europa«, var blevet til på en skrivemaskine uden strøm. Her er artiklen in extenso:
Interview. I 1990ernes tog Frode Kristoffersen de danske tv-seere med rundt i Europa. Nu gør han det igen i en ny bog, som han har banket ned på sit gamle hakkebræt i Aabenraa - og sendt i små portioner til Gyldendal i København. Da først han besøgte nogle af de steder, hvor han i sin tid var korrespondent, væltede erindringerne frem.
Taj æ bachdør!
Lyder det inde fra det gule murstenshus på Haderslevvej i Aabenraa. Vejen går gennem køkkenet og ind i stuen, hvor bunker af papirer og historiske fotos ligger spredt på spisebordet.
Vi slår bagdelen i sæderne, men Frode Kristoffersen rejser sig hurtigt igen.
- Det er et alkoholfrit hus det her. Vil du have en kop te?
- Jo tak. Jeg drikker ikke i arbejdstiden.
Og te er der vel aldrig nogen, der har taget skade af.
- Og... hvor kommer du så fra...?, vil han lige vide, før han går i gang med at fortælle. Jeg kan berolige ham med, at jeg er sønderjyde.
Hans bog »Mit Europa« - bliver slået op på side 84. Her er det ofte aftrykte billede af Willy Brandt, der en tidlig januarmorgen i 1970 knælede foran mindesmærket på det sted, hvor den jødiske ghetto havde ligget - indtil nazisterne i 1944 pulveriserede Warszawa.
Jo sandelig, man genkender tydeligt Frode Kristoffersen nede i mængden af korrespondenter. Den knælende Brandt er blevet et symbol, en historisk akt og også en legende.
Mærkede du i det øjeblik, Brandt knælede, at dette var og skulle blive en historisk begivenhed?
- Det var egentlig bare en krans, der skulle nedlægges, og det var så det. Alle udlandskorrespondenter stod pligtskyldigt og ventede på en officiel begivenhed, og bagefter fortsatte det normale program, som om intet var hændt. Først senere gav Brandts knæfald anledning til stor diskussion blandt korrespondenterne. En del tyske journalister mente, at knæfaldet var lidt overdrevet. Det var jo Brandts ensomme beslutning. Egon Bahr, der dengang var departementschef i Bundekanzleramt, anede intet. Først bagefter kom reaktionerne, der til tider var meget voldsomme. "Ein Deutscher braucht nicht zu knien", hed det flere steder fra. Men Willy Brandt var den eneste, der kunne gøre det på det tidspunkt. CDUeren Rainer Barzel ville ikke have været i stand til det, siger Frode Kristoffersen.
Personlig beretning
Bogen "Mit Europa" er Frode Kristoffersens personlige beretning om Danmarks vej til Europa set fra de byer, hvor han i 20 år var korrespondent for Danmarks Radio: Berlin, London, Bonn, Strasbourg og Bruxelles.
Achtung!
Frode Kristoffersens indgang til Europa er præget af det dansk-tyske forhold. Hans far kom til Als som postembedsmand og giftede sig ind i en sønderjysk familie, som delvis var tysksindet.
- Når der var begravelser sang vi både "I Gud er så fast en borg" og "Ein feste Burg ist unser Gott". Og kom der lidt for megen nationalpolitik i diskussionerne hjemme i familien, sagde min far altid "Achtung!". Et signal - til min mor - om, at man skulle holde inde og ikke bevæge sig længere ud. Da vi boede i Bogense, løb vi drenge rundt med trægeværer i gaden, da tyskerne rykkede ind. Da oplevede jeg for første gang min mor gal i skralden på tyskerne: Hvad bildte de sig ind at komme på den måde i et land, som ikke var deres? Min far kiggede blot på min mors vrede ansigt, og denne gang kom der ikke noget "Achtung", husker Frode Kristoffersen.
Af sted i 1961
I august 1961 blev han sendt til Berlin for "Dagens Nyheder" - en af de mange danske aviser, der ikke findes mere. Han nåede lige at høre Walter Ullbricht sige med fistelstemmen, at "Niemand hat die Absicht eine Mauer zu errichten" - og få uger senere stod muren der. I 1989 rejste han tilbage til Østberlin med sit gamle hakkebræt, som han stadig klimprer på. Han indlogerede sig på Prenzlauer Berg, hvor han hurtigt fik sig et stamværtshus og rapporterede hjem til Orientering på Danmarks Radios P1.
Hvordan har dit syn på Tyskland udviklet sig i de mellemliggende år?
- Jeg synes nok, det er lykkedes for tyskerne i denne omgang - efter 1949. Demokratiet har det generelt godt - dog med to væsentlige undtagelser fra 1949 til i dag: I 1960erne opstod en undtagelsestilstand i Tyskland, da det konservative CDU og socialdemokraterne, SPD, gik sammen i en stor koalition og lod det liberale FDP sidde ovre i hjørnet. Dengang opstod den Außerparlamentarische Opposition, forkortet APO, som betegnelse for en opposition, der ikke længere havde noget talerør, og som derfor fandt en platform uden for Forbundsdagen. Det samme gør sig gældende i den aktuelle situation under Angela Merkel, og det er en unaturlig situation!
Hvorfor sker det i Tyskland?
- Fordi man ikke har sans for kompromisser og heller aldrig kunne drømme om at indgå forlig med skiftende flertal. Tyskerne henviser til, at det er for ustabilt med skiftende flertal og mindretalsregeringer, og tyskerne har en angst for ustabilitet, en angst der stammer helt tilbage fra usikkerheden i Weimarrepublikken. På Tysklands vegne kunne jeg godt ønske mig det anderledes, men jeg tror desværre ikke, det sker.
Hukommelsen
Fotografen ringer på døren, og vi skal omsider ind for at se en af husets mange seværdigheder: En rejseskrivemaskine, som Frode Kristoffersen har klimpret på de mest umulige steder - også "hvor man egentlig ikke burde", som han udtrykker det.
- Vil du have et billede af mig her...? Jeg behøver vel ikke tage jakke på. Jeg kan jo ikke løbe fra, at jeg har en rigtig Orson Wells her mellem selerne - eller en Karl Stegger om man vil, skraldgriner han.
Herinde i hulen har Frode brygget på "Mit Europa" - en titel, han ikke var så lun på i starten. Men redaktør Ole Knudsen fra Gyldendal havde drejebogen klar: Værsgo og skriv! Og sådan er de 356 bogsider blevet til på gammeldaws facon på hvidt A4, diverse rettelser og derefter sendt af sted i bundter med snailmail til Klareboderne i København.
Er det fra hukommelsen eller...?
- Ikke alt - meget af stoffet er genopfrisket ved at besøge de steder, hvor jeg har været korrespondent. Da jeg tog tilbage til London og gik rundt i Kensington, kunne jeg pludselig huske mit telefonnummer fra dengang. Og når man går langs Rhinen eller Mosel, så dukker erindringerne op i hovedet igen. I Berlin efterlader man altid noget af sig selv. Da jeg fik besked om at rykke videre til London fra Berlin, sagde min udlejer, Frau Keller, at jeg skulle lave min kuffert stå - så jeg ligesom Marlene Dietrich stadig havde en kuffert i Berlin. Den kom senere ud til hendes datter i Berlin-Zehlendorf, og der står den formodentlig endnu. Jeg var i Berlin sidste år og gik en tur på Uhlandstraße, og hold kæft... den ligger der sørme endnu... "Uhlandstube", mit gamle stamværtshus! Jeg elsker berlinerne for deres ligefremme facon. Mange kan ikke lide den, men den rammer mine antenner. Jeg satte mig engang ind på en knejpe, så kom der en fyr hen og siagde: "Det er da en underlig næse du har". Synes du, spurgte jeg. "Ja, det må vi have en omgang på". Ja, sagde jeg glad. "Og du betaler!", sagde han så.
Den ny Kanzlerbungalow kalder de "Die Waschmaschine", og Kongresshalle hedder i folkemunde "Die schwangere Auster". Denne respektløse facon kan jeg godt lide.
Når du ser tilbage - hvordan har det været at sende reportager hjem til Danmark fra et land, som danskerne har haft et anstrengt forhold til?
- Selv om Danmark havde sine kvaler med Tyskland i mange år efter Anden Verdenskrig, så var der alligevel en erkendelse af, at landet var drønhamrende vigtigt. Da jeg begyndte på udenrigsmagasinet Horisont i Danmarks Radio, fik interviewene med de store politikere mindre betydning. Jeg husker en reportage, som jeg lavede fra det traditionelle Bayern og fra en kommune i Ruhr-distriktet med kommunistisk flertal. Den slags var med til at vise danskerne, hvor mange facetter Tyskland i virkeligheden har.
Og danskernes forhold til EU...?
- Når det bliver alt for alvorligt, har jeg det med at flygte til en vittighed - det ligger til min natur. Så det gør jeg nu: Det eneste alternativ til EU er at løfte Danmark med en kran og lade landet plumpe ned ved siden af Mauritius. Så behøver vi ikke længere EU - og heller ikke Enstedværket - til at lave varme til os.
Frode Kristoffersen: Mit Europa - Fra Frederiksgade til Friedrichstraße. 256 sider (Gyldendal, 2009).
Hans Christian Davidsen
Journalist Frode Kristoffersen døde den 22. marts 2016 i en alder af 84 år. I 2008 udsendte han bogen »Mit Europa«. Jeg besøgte ham dengang i hans parcelhus i Aabenraa for at lave nedenstående interview til Flensborg Avis. En på alle måder speciel oplevelse: Hans hjem var indrettet i stil med Yvonne og Kjelds hjem fra Olsen-Banden i 1970erne, og han ejede ingen computer og kendte ikke internettet. Hans bog, »Mit Europa«, var blevet til på en skrivemaskine uden strøm. Her er artiklen in extenso:
Interview. I 1990ernes tog Frode Kristoffersen de danske tv-seere med rundt i Europa. Nu gør han det igen i en ny bog, som han har banket ned på sit gamle hakkebræt i Aabenraa - og sendt i små portioner til Gyldendal i København. Da først han besøgte nogle af de steder, hvor han i sin tid var korrespondent, væltede erindringerne frem.
Taj æ bachdør!
Lyder det inde fra det gule murstenshus på Haderslevvej i Aabenraa. Vejen går gennem køkkenet og ind i stuen, hvor bunker af papirer og historiske fotos ligger spredt på spisebordet.
Vi slår bagdelen i sæderne, men Frode Kristoffersen rejser sig hurtigt igen.
- Det er et alkoholfrit hus det her. Vil du have en kop te?
- Jo tak. Jeg drikker ikke i arbejdstiden.
Og te er der vel aldrig nogen, der har taget skade af.
- Og... hvor kommer du så fra...?, vil han lige vide, før han går i gang med at fortælle. Jeg kan berolige ham med, at jeg er sønderjyde.
Hans bog »Mit Europa« - bliver slået op på side 84. Her er det ofte aftrykte billede af Willy Brandt, der en tidlig januarmorgen i 1970 knælede foran mindesmærket på det sted, hvor den jødiske ghetto havde ligget - indtil nazisterne i 1944 pulveriserede Warszawa.
Jo sandelig, man genkender tydeligt Frode Kristoffersen nede i mængden af korrespondenter. Den knælende Brandt er blevet et symbol, en historisk akt og også en legende.
Mærkede du i det øjeblik, Brandt knælede, at dette var og skulle blive en historisk begivenhed?
- Det var egentlig bare en krans, der skulle nedlægges, og det var så det. Alle udlandskorrespondenter stod pligtskyldigt og ventede på en officiel begivenhed, og bagefter fortsatte det normale program, som om intet var hændt. Først senere gav Brandts knæfald anledning til stor diskussion blandt korrespondenterne. En del tyske journalister mente, at knæfaldet var lidt overdrevet. Det var jo Brandts ensomme beslutning. Egon Bahr, der dengang var departementschef i Bundekanzleramt, anede intet. Først bagefter kom reaktionerne, der til tider var meget voldsomme. "Ein Deutscher braucht nicht zu knien", hed det flere steder fra. Men Willy Brandt var den eneste, der kunne gøre det på det tidspunkt. CDUeren Rainer Barzel ville ikke have været i stand til det, siger Frode Kristoffersen.
Personlig beretning
Bogen "Mit Europa" er Frode Kristoffersens personlige beretning om Danmarks vej til Europa set fra de byer, hvor han i 20 år var korrespondent for Danmarks Radio: Berlin, London, Bonn, Strasbourg og Bruxelles.
Achtung!
Frode Kristoffersens indgang til Europa er præget af det dansk-tyske forhold. Hans far kom til Als som postembedsmand og giftede sig ind i en sønderjysk familie, som delvis var tysksindet.
- Når der var begravelser sang vi både "I Gud er så fast en borg" og "Ein feste Burg ist unser Gott". Og kom der lidt for megen nationalpolitik i diskussionerne hjemme i familien, sagde min far altid "Achtung!". Et signal - til min mor - om, at man skulle holde inde og ikke bevæge sig længere ud. Da vi boede i Bogense, løb vi drenge rundt med trægeværer i gaden, da tyskerne rykkede ind. Da oplevede jeg for første gang min mor gal i skralden på tyskerne: Hvad bildte de sig ind at komme på den måde i et land, som ikke var deres? Min far kiggede blot på min mors vrede ansigt, og denne gang kom der ikke noget "Achtung", husker Frode Kristoffersen.
Af sted i 1961
I august 1961 blev han sendt til Berlin for "Dagens Nyheder" - en af de mange danske aviser, der ikke findes mere. Han nåede lige at høre Walter Ullbricht sige med fistelstemmen, at "Niemand hat die Absicht eine Mauer zu errichten" - og få uger senere stod muren der. I 1989 rejste han tilbage til Østberlin med sit gamle hakkebræt, som han stadig klimprer på. Han indlogerede sig på Prenzlauer Berg, hvor han hurtigt fik sig et stamværtshus og rapporterede hjem til Orientering på Danmarks Radios P1.
Hvordan har dit syn på Tyskland udviklet sig i de mellemliggende år?
- Jeg synes nok, det er lykkedes for tyskerne i denne omgang - efter 1949. Demokratiet har det generelt godt - dog med to væsentlige undtagelser fra 1949 til i dag: I 1960erne opstod en undtagelsestilstand i Tyskland, da det konservative CDU og socialdemokraterne, SPD, gik sammen i en stor koalition og lod det liberale FDP sidde ovre i hjørnet. Dengang opstod den Außerparlamentarische Opposition, forkortet APO, som betegnelse for en opposition, der ikke længere havde noget talerør, og som derfor fandt en platform uden for Forbundsdagen. Det samme gør sig gældende i den aktuelle situation under Angela Merkel, og det er en unaturlig situation!
Hvorfor sker det i Tyskland?
- Fordi man ikke har sans for kompromisser og heller aldrig kunne drømme om at indgå forlig med skiftende flertal. Tyskerne henviser til, at det er for ustabilt med skiftende flertal og mindretalsregeringer, og tyskerne har en angst for ustabilitet, en angst der stammer helt tilbage fra usikkerheden i Weimarrepublikken. På Tysklands vegne kunne jeg godt ønske mig det anderledes, men jeg tror desværre ikke, det sker.
Hukommelsen
Fotografen ringer på døren, og vi skal omsider ind for at se en af husets mange seværdigheder: En rejseskrivemaskine, som Frode Kristoffersen har klimpret på de mest umulige steder - også "hvor man egentlig ikke burde", som han udtrykker det.
- Vil du have et billede af mig her...? Jeg behøver vel ikke tage jakke på. Jeg kan jo ikke løbe fra, at jeg har en rigtig Orson Wells her mellem selerne - eller en Karl Stegger om man vil, skraldgriner han.
Herinde i hulen har Frode brygget på "Mit Europa" - en titel, han ikke var så lun på i starten. Men redaktør Ole Knudsen fra Gyldendal havde drejebogen klar: Værsgo og skriv! Og sådan er de 356 bogsider blevet til på gammeldaws facon på hvidt A4, diverse rettelser og derefter sendt af sted i bundter med snailmail til Klareboderne i København.
Er det fra hukommelsen eller...?
- Ikke alt - meget af stoffet er genopfrisket ved at besøge de steder, hvor jeg har været korrespondent. Da jeg tog tilbage til London og gik rundt i Kensington, kunne jeg pludselig huske mit telefonnummer fra dengang. Og når man går langs Rhinen eller Mosel, så dukker erindringerne op i hovedet igen. I Berlin efterlader man altid noget af sig selv. Da jeg fik besked om at rykke videre til London fra Berlin, sagde min udlejer, Frau Keller, at jeg skulle lave min kuffert stå - så jeg ligesom Marlene Dietrich stadig havde en kuffert i Berlin. Den kom senere ud til hendes datter i Berlin-Zehlendorf, og der står den formodentlig endnu. Jeg var i Berlin sidste år og gik en tur på Uhlandstraße, og hold kæft... den ligger der sørme endnu... "Uhlandstube", mit gamle stamværtshus! Jeg elsker berlinerne for deres ligefremme facon. Mange kan ikke lide den, men den rammer mine antenner. Jeg satte mig engang ind på en knejpe, så kom der en fyr hen og siagde: "Det er da en underlig næse du har". Synes du, spurgte jeg. "Ja, det må vi have en omgang på". Ja, sagde jeg glad. "Og du betaler!", sagde han så.
Den ny Kanzlerbungalow kalder de "Die Waschmaschine", og Kongresshalle hedder i folkemunde "Die schwangere Auster". Denne respektløse facon kan jeg godt lide.
Når du ser tilbage - hvordan har det været at sende reportager hjem til Danmark fra et land, som danskerne har haft et anstrengt forhold til?
- Selv om Danmark havde sine kvaler med Tyskland i mange år efter Anden Verdenskrig, så var der alligevel en erkendelse af, at landet var drønhamrende vigtigt. Da jeg begyndte på udenrigsmagasinet Horisont i Danmarks Radio, fik interviewene med de store politikere mindre betydning. Jeg husker en reportage, som jeg lavede fra det traditionelle Bayern og fra en kommune i Ruhr-distriktet med kommunistisk flertal. Den slags var med til at vise danskerne, hvor mange facetter Tyskland i virkeligheden har.
Og danskernes forhold til EU...?
- Når det bliver alt for alvorligt, har jeg det med at flygte til en vittighed - det ligger til min natur. Så det gør jeg nu: Det eneste alternativ til EU er at løfte Danmark med en kran og lade landet plumpe ned ved siden af Mauritius. Så behøver vi ikke længere EU - og heller ikke Enstedværket - til at lave varme til os.
Frode Kristoffersen: Mit Europa - Fra Frederiksgade til Friedrichstraße. 256 sider (Gyldendal, 2009).
Hans Christian Davidsen
Kommentarer