Vil du være Litteratursidens udsendte, når litteraturfestivalen Vild med ORD indtager Aarhus fra den 26. august til den 4. september?
At være Vild med ORD er selvfølgelig lig med at være vild med bøger. At være vild med at læse dem, røre ved dem og leve sig helt og aldeles ind i de ord, der tilsammen udgør den fængslende thriller eller det berusende drama. Men at være Vild med ORD kan også være lig med at lade sig forføre af forfatternes stemmer, når de læser deres ord op lige foran én eller at være helt tæt på dem og høre dem afsløre de hemmelige tanker, der lå bag den bog, der slugte ens påskeferie. Eller måske at høre ordene tilsat musik eller film? At smide sig i puderne og få læst højt eller at spise brunch med digtere?
Alle disse oplevelser med, om og i ordenes magt kan man tage del i under festivalen Vild med ORD i Aarhus Festuge. Fra den 26. august til den 2. september er der strøet forskellige litterære arrangementer ud over byen, og Vild med ORD slutter af med en stor bogmesse den 3. og 4. september med masser af forfatteroptrædener og debatter. Derudover vil der være forlagsstande, og du vil naturligvis også kunne møde Litteratursiden på vores stand.
Jeg glæder mig personligt til at:
- se og høre den amerikanske forfatter Rick Moody, som bl.a. har skrevet bogen The Ice Storm, levere en spoken word-optræden akkompagneret af bløde bastoner
- spise brunch tilsat poesi, når digterne Morten Søndergaard og Palle Sigsgaard serverer bevingede ord til kaffen på Løve’s Bogcafé
- opleve to generationers ord-magikere mødes i duet omkring temaet ’erindring’, når Josefine Klougart og Søren Ulrik Thomsen sætter hinanden stævne i Aarhus Kunstbygning
- blive blæst bagover af poetry-slammere fra hele Skandinavien og musikalske poeter, når Word Club huserer i Ridehuset
- deltage i messen og komme tæt på forfatterne – både de unge og de mere erfarne.
Hvis du også er vild med ord og forfattere, har du nu muligheden for at blive Litteratursidens udsendte til festivalen. Du skal bare sende et par ord om dig selv, og hvorfor du er vild med ord til abt@aarhus.dk, og så udvælger vi to brugere, som får gratis adgang til alle festivalens arrangementer mod at skrive en reportage til sitet om de oplevelser, man nu vælger at deltage i. Husk at du også kan deltage i konkurrencen om billetter ved at stille spørgsmål til forfatterne Birgitte Kosovic og Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
Vi glæder os til at høre fra dig og til at sende to dedikerede læsere i marken!
Du kan se hele programmet på www.vildmedord.dk.
Kommentarer