Natursyn i de danskes romaner
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Carsten Jensen : Vi, de druknede. Gyldendal, 2006
Darwin
”Han havde været syd om Kap Horn og hørt pingvinen skrige i den begsorte nat.”
Carsten Jensens priste mammut-værk er lidt af en udendørs-roman. Masser af frisk luft, skyer og skumsprøjt. Sejlskibskulturens held og lykke bestemmes i vidt omfang af vind og vejr.
Og så er der pingviner, delfiner, kænguruer, palmer. Hele det eksotiske register spilles igennem, ikke uden kæk sørøverromantik og besyngelse af naturens skønhed og en svanesang for denne vindbårne kulturs afløsning med en drevet af fossile brændstoffer, men dog søgende – i al opdagelsen og undergangen – en objektivitet.
Pingvinen kan være af samme art som den, Darwin hørte i sin tid på sin vej rundt om jorden på det gode skib Beagle. Her gentages dens skrig flere gange gennem romanen og vi, dens læsere, kan synes, at det betyder flere ting – således også en slags darwinistisk jingle. Måske i en BBC-produktion og måske afrundet med en speakerstemme, som minder os om de seneste 300 års fantastiske opdagelser og ødelæggelser.
Freud
”Den næste dag sænkede han James Cooks hoved i havet. Mørkedybet var et passende hvilested for den store opdagelsesrejsende. Her var så mange andre verdensrejser startet, når Marstal-flåden stod ud med det første forår.”
En af de fra Marstal udfarende svende kommer – utroligt nok – i besiddelse af kraniet af den berømte søfarer og måske selve personifikationen af verdenshavenes besejring. Gennem romanen den går, skallen, og forsøges her altså nedsænket på et ’passende sted’. Symbolik der er til at ta’ og føl’ på, hvad den så end betyder. Den kan give mindelser om Moby Dick’s, altså symbolikken; ikke helt tilfældige ting, der sænkes i dyb, kommer op igen, forsvinder, dukker op.
Passagen også eksempel på, hvordan et sted i naturen kan bruges til en handling, som ligger på kanten af forbrydelse og noget sakralt – altså en form for helliggørelse. Vil han [Albert] af med det hoved eller vil han – ubevidst – skabe en myte om et eventyrligt sted, hvor en stor mands relikvier ligger gemt? Og hvilken af de friske drenge dykker efter den?
Disney
”Naturen havde afleveret sin gave, og den sande far havde signeret den. Ivar havde sendt sin sidste hilsen fra det hinsides i form af ens træk hage, en lige næse, en klar pande, mørke bryn og sorte hår.”
Romanen vipper lidt i sit forhold til naturen: skal den beskrives, som en stor brutal og absolut afsjælet hob af naturkræfter og –fænomener eller er det tilladt at besjæle den?
Denne fødsel, og der er nogle stykker undervejs, får pilen til at vippe mod et magisk univers, hvor der gives gaver. Sådan vippes der undervejs og denne kamp i romanens indre giver dynamik. Verden besejles og besejres dermed. Naturen frarøves sine gåder og fortryllelse, men leverer dog sine mirakler: ”Et lille ansigt endnu for lille til at smile, men ikke for lille til at bære vidnesbyrd om sin oprindelse.” Hvem kan så tvivle?
Waste land
”Har De hørt om den persiske konge Xerxes?[…]Han lod havet pisket med jernkæder. Fru Friis, De er en moderne arvtager til Xerxes.”
Carsten Jensen’s bog begynder nok som et fornøjeligt eventyr med masser af sørøverleg, men tiderne skifter, ”det moderne” trænger sig på, overhaler, opsluger. Sejlskibskulturen drevet af vedvarende energi fortrænges, udviklingen accelererer og naturen betaler gildet.
Det vil sige; da handlingen slutter med 2. verdenskrigs ragnarok, så når vi ikke at opleve forureningen i romanens univers. Nok er verden blevet erobret, men når den dukker op igen af krigens røgslør, så vil den stadig være stor, smuk, rund og vidunderlig. I romanens univers, som altså lige netop undgår at blive en modernistisk beretning om industrialismens miljøødelæggelser.
Fru Friis er som Xerxes ude af balance med såvel sin indre som den ydre natur. Hendes rasende afstraffelse gælder nok mere den marstalske søfartskultur, men underneden gemmer sig en jensen’sk civilisationskritik af vores behandling af vores naturgrundlag.
Balance-motivet dukker op igen og igen i denne roman. Eller tager til. Fra en begejstret udforskning af verden til udnyttelse og en latent udpining. Fra den nærmest lidt hyggelige krig i Holsten 1848 til 2. verdenskrigs Waste land. Udviklingen har sin pris og de små selvgroede kulturer – om bord på sejlskibene, på land i havnebyerne - taber balancen. En smuk svanesang for Marstal-kulturen og det barske liv til vands og til lands, men med masser af frisk luft og hele tiden i tæt kontakt med elementerne, deres rasen – men også medvind og gaver i form af børn, solnedgange, palmesus og et sejlskib beklædt med sommerfugle midt på Stillehavet.
Skribent
27 okt.08
Natursyn i de danskes romaner
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Carsten Jensen : Vi, de druknede. Gyldendal, 2006
Darwin
”Han havde været syd om Kap Horn og hørt pingvinen skrige i den begsorte nat.”
Carsten Jensens priste mammut-værk er lidt af en udendørs-roman. Masser af frisk luft, skyer og skumsprøjt. Sejlskibskulturens held og lykke bestemmes i vidt omfang af vind og vejr.
Og så er der pingviner, delfiner, kænguruer, palmer. Hele det eksotiske register spilles igennem, ikke uden kæk sørøverromantik og besyngelse af naturens skønhed og en svanesang for denne vindbårne kulturs afløsning med en drevet af fossile brændstoffer, men dog søgende – i al opdagelsen og undergangen – en objektivitet.
Pingvinen kan være af samme art som den, Darwin hørte i sin tid på sin vej rundt om jorden på det gode skib Beagle. Her gentages dens skrig flere gange gennem romanen og vi, dens læsere, kan synes, at det betyder flere ting – således også en slags darwinistisk jingle. Måske i en BBC-produktion og måske afrundet med en speakerstemme, som minder os om de seneste 300 års fantastiske opdagelser og ødelæggelser.
Freud
”Den næste dag sænkede han James Cooks hoved i havet. Mørkedybet var et passende hvilested for den store opdagelsesrejsende. Her var så mange andre verdensrejser startet, når Marstal-flåden stod ud med det første forår.”
En af de fra Marstal udfarende svende kommer – utroligt nok – i besiddelse af kraniet af den berømte søfarer og måske selve personifikationen af verdenshavenes besejring. Gennem romanen den går, skallen, og forsøges her altså nedsænket på et ’passende sted’. Symbolik der er til at ta’ og føl’ på, hvad den så end betyder. Den kan give mindelser om Moby Dick’s, altså symbolikken; ikke helt tilfældige ting, der sænkes i dyb, kommer op igen, forsvinder, dukker op.
Passagen også eksempel på, hvordan et sted i naturen kan bruges til en handling, som ligger på kanten af forbrydelse og noget sakralt – altså en form for helliggørelse. Vil han [Albert] af med det hoved eller vil han – ubevidst – skabe en myte om et eventyrligt sted, hvor en stor mands relikvier ligger gemt? Og hvilken af de friske drenge dykker efter den?
Disney
”Naturen havde afleveret sin gave, og den sande far havde signeret den. Ivar havde sendt sin sidste hilsen fra det hinsides i form af ens træk hage, en lige næse, en klar pande, mørke bryn og sorte hår.”
Romanen vipper lidt i sit forhold til naturen: skal den beskrives, som en stor brutal og absolut afsjælet hob af naturkræfter og –fænomener eller er det tilladt at besjæle den?
Denne fødsel, og der er nogle stykker undervejs, får pilen til at vippe mod et magisk univers, hvor der gives gaver. Sådan vippes der undervejs og denne kamp i romanens indre giver dynamik. Verden besejles og besejres dermed. Naturen frarøves sine gåder og fortryllelse, men leverer dog sine mirakler: ”Et lille ansigt endnu for lille til at smile, men ikke for lille til at bære vidnesbyrd om sin oprindelse.” Hvem kan så tvivle?
Waste land
”Har De hørt om den persiske konge Xerxes?[…]Han lod havet pisket med jernkæder. Fru Friis, De er en moderne arvtager til Xerxes.”
Carsten Jensen’s bog begynder nok som et fornøjeligt eventyr med masser af sørøverleg, men tiderne skifter, ”det moderne” trænger sig på, overhaler, opsluger. Sejlskibskulturen drevet af vedvarende energi fortrænges, udviklingen accelererer og naturen betaler gildet.
Det vil sige; da handlingen slutter med 2. verdenskrigs ragnarok, så når vi ikke at opleve forureningen i romanens univers. Nok er verden blevet erobret, men når den dukker op igen af krigens røgslør, så vil den stadig være stor, smuk, rund og vidunderlig. I romanens univers, som altså lige netop undgår at blive en modernistisk beretning om industrialismens miljøødelæggelser.
Fru Friis er som Xerxes ude af balance med såvel sin indre som den ydre natur. Hendes rasende afstraffelse gælder nok mere den marstalske søfartskultur, men underneden gemmer sig en jensen’sk civilisationskritik af vores behandling af vores naturgrundlag.
Balance-motivet dukker op igen og igen i denne roman. Eller tager til. Fra en begejstret udforskning af verden til udnyttelse og en latent udpining. Fra den nærmest lidt hyggelige krig i Holsten 1848 til 2. verdenskrigs Waste land. Udviklingen har sin pris og de små selvgroede kulturer – om bord på sejlskibene, på land i havnebyerne - taber balancen. En smuk svanesang for Marstal-kulturen og det barske liv til vands og til lands, men med masser af frisk luft og hele tiden i tæt kontakt med elementerne, deres rasen – men også medvind og gaver i form af børn, solnedgange, palmesus og et sejlskib beklædt med sommerfugle midt på Stillehavet.
Mads Kusk, Bibliotekar, Københavns Biblioteker
Carsten Jensen : Vi, de druknede. Gyldendal, 2006
Darwin
”Han havde været syd om Kap Horn og hørt pingvinen skrige i den begsorte nat.”
Carsten Jensens priste mammut-værk er lidt af en udendørs-roman. Masser af frisk luft, skyer og skumsprøjt. Sejlskibskulturens held og lykke bestemmes i vidt omfang af vind og vejr.
Og så er der pingviner, delfiner, kænguruer, palmer. Hele det eksotiske register spilles igennem, ikke uden kæk sørøverromantik og besyngelse af naturens skønhed og en svanesang for denne vindbårne kulturs afløsning med en drevet af fossile brændstoffer, men dog søgende – i al opdagelsen og undergangen – en objektivitet.
Pingvinen kan være af samme art som den, Darwin hørte i sin tid på sin vej rundt om jorden på det gode skib Beagle. Her gentages dens skrig flere gange gennem romanen og vi, dens læsere, kan synes, at det betyder flere ting – således også en slags darwinistisk jingle. Måske i en BBC-produktion og måske afrundet med en speakerstemme, som minder os om de seneste 300 års fantastiske opdagelser og ødelæggelser.
Freud
”Den næste dag sænkede han James Cooks hoved i havet. Mørkedybet var et passende hvilested for den store opdagelsesrejsende. Her var så mange andre verdensrejser startet, når Marstal-flåden stod ud med det første forår.”
En af de fra Marstal udfarende svende kommer – utroligt nok – i besiddelse af kraniet af den berømte søfarer og måske selve personifikationen af verdenshavenes besejring. Gennem romanen den går, skallen, og forsøges her altså nedsænket på et ’passende sted’. Symbolik der er til at ta’ og føl’ på, hvad den så end betyder. Den kan give mindelser om Moby Dick’s, altså symbolikken; ikke helt tilfældige ting, der sænkes i dyb, kommer op igen, forsvinder, dukker op.
Passagen også eksempel på, hvordan et sted i naturen kan bruges til en handling, som ligger på kanten af forbrydelse og noget sakralt – altså en form for helliggørelse. Vil han [Albert] af med det hoved eller vil han – ubevidst – skabe en myte om et eventyrligt sted, hvor en stor mands relikvier ligger gemt? Og hvilken af de friske drenge dykker efter den?
Disney
”Naturen havde afleveret sin gave, og den sande far havde signeret den. Ivar havde sendt sin sidste hilsen fra det hinsides i form af ens træk hage, en lige næse, en klar pande, mørke bryn og sorte hår.”
Romanen vipper lidt i sit forhold til naturen: skal den beskrives, som en stor brutal og absolut afsjælet hob af naturkræfter og –fænomener eller er det tilladt at besjæle den?
Denne fødsel, og der er nogle stykker undervejs, får pilen til at vippe mod et magisk univers, hvor der gives gaver. Sådan vippes der undervejs og denne kamp i romanens indre giver dynamik. Verden besejles og besejres dermed. Naturen frarøves sine gåder og fortryllelse, men leverer dog sine mirakler: ”Et lille ansigt endnu for lille til at smile, men ikke for lille til at bære vidnesbyrd om sin oprindelse.” Hvem kan så tvivle?
Waste land
”Har De hørt om den persiske konge Xerxes?[…]Han lod havet pisket med jernkæder. Fru Friis, De er en moderne arvtager til Xerxes.”
Carsten Jensen’s bog begynder nok som et fornøjeligt eventyr med masser af sørøverleg, men tiderne skifter, ”det moderne” trænger sig på, overhaler, opsluger. Sejlskibskulturen drevet af vedvarende energi fortrænges, udviklingen accelererer og naturen betaler gildet.
Det vil sige; da handlingen slutter med 2. verdenskrigs ragnarok, så når vi ikke at opleve forureningen i romanens univers. Nok er verden blevet erobret, men når den dukker op igen af krigens røgslør, så vil den stadig være stor, smuk, rund og vidunderlig. I romanens univers, som altså lige netop undgår at blive en modernistisk beretning om industrialismens miljøødelæggelser.
Fru Friis er som Xerxes ude af balance med såvel sin indre som den ydre natur. Hendes rasende afstraffelse gælder nok mere den marstalske søfartskultur, men underneden gemmer sig en jensen’sk civilisationskritik af vores behandling af vores naturgrundlag.
Balance-motivet dukker op igen og igen i denne roman. Eller tager til. Fra en begejstret udforskning af verden til udnyttelse og en latent udpining. Fra den nærmest lidt hyggelige krig i Holsten 1848 til 2. verdenskrigs Waste land. Udviklingen har sin pris og de små selvgroede kulturer – om bord på sejlskibene, på land i havnebyerne - taber balancen. En smuk svanesang for Marstal-kulturen og det barske liv til vands og til lands, men med masser af frisk luft og hele tiden i tæt kontakt med elementerne, deres rasen – men også medvind og gaver i form af børn, solnedgange, palmesus og et sejlskib beklædt med sommerfugle midt på Stillehavet.
Kommentarer