En vekslen mellem utopiske fremtidsvisioner og længsel kendetegner den fascinerende finlandssvenske digter Edith Södergrans forfatterskab. Af literaturstuderende Mette Hemmingsen
Et tidligt kvindeoprør
Hvor er min klingre jomfrulatter, min kvindefrihed med højt løftet pande? Sådan spørger Edith Södergran (1892-1923) i sit digt ”Dagen bliver kølig” fra debutsamlingen Digte, som hun i en alder af 24 år udgav i 1916. I digtet reflekterer et kvindeligt jeg over et forlist kærlighedsforhold og formulerer en kritik af mandens ønske om at fastholde jeget i en traditionel kvinderolle.
Södergran trækker i sin beskrivelse på et klassisk kærlighedsregister, når hun henvendt til manden taler om ”din kærligheds røde rose”. Men snart understreges Södergrans modernistiske position, når hun bryder med de klassiske metaforer. Rosen er vissen og manden en hersker: ”Du søgte en kvinde/og fandt en sjæl/ - du er skuffet” siger digterjeget til manden i sin erkendelse af, at han snarere har set hende som et objekt, end som et menneske på lige fod. Det kvindeoprør der i dette digt spores fuldføres med en utopi om en ny kvinderolle.
I digtet ”Vierge Moderne” fra samme samling udfordrer Södergran således de gængse forestillinger om kønsidentiteter: ”Jeg er ingen kvinde/Jeg er et neutrum”. Her ser vi et eksempel på Södergrans brug af paradokser, hvilket er et af de stilistiske træk, der yderligere definerer Södergran som modernist.
For hvordan kan mennesket være et neutrum? Med denne formulering udtrykker Södergran erfaringen af mennesket som et væsen sammensat af både mandlige og kvindelige sider. Denne påstand virkede stærkt provokerende på samtiden, der modtog hendes digtning med skepsis.
Videre i digtet lyder det: ”Jeg er ild og vand i ærlig sammenhæng på frie vilkår”. Beskyldninger om sindssyge og storhedsvanvid var reaktionen fra kritikerne.
Det suverænt skabende selv
Södergran levede fra hun var 16 år med tuberkulose, hvilket betød at hun måtte opgive studierne i Sankt Petersborg, hvor hun gik i skole, og i stedet indstille sig på en stille tilværelse i den finlandssvenske flække Karelen. Her levede hun bl.a. på grund af den finske borgerkrig i 1918 et fattigt og beskedent liv sammen med sin mor. Selv om Södergran lever afskåret forholder hun sig til tidens kulturelle strømninger og problemstillinger.
I Södergrans anden udgivelse Septemberlyren fra 1918 udfolder hun de store armbevægelser med en ny utopi om overmennesket inspireret af Nietzsche. I de indledende bemærkninger udtaler Södergran, at hun har opdaget sine dimensioner.
Denne overbevisning kommer stærkest til udtryk i digtet ”Triumf at være til”. Det er først og fremmest et digt, der udtrykker en glitrende, skinnende erfaring af livets lys: ”Jeg går på sol/jeg står på sol/jeg ved af intet andet end sol”. Jeget er højt af optimisme og det er sådanne passager, der smitter læseren en lille smule!
Södergrans digte er stjernesmukke og beskriver som her nogle meget almenmenneskelige erfaringer. I digtet finder vi samtidig et udtryk for ideen om overmennesket. Jeget placerer sig i altet som en ”førstegradsstjerne”, der ”slukkes sidst”.
Det er oplagt at tolke denne selvophøjelse biografisk, når man sammenligner digtet med Södergrans indledende bemærkninger, hvor hun antyder ideen om sig selv som et overmenneske. Den totale livsglæde og en forsoning med livets vilkår, det at vi ikke lever uendeligt, er dog det altoverskyggende i digtet: ”Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!”
Vejen til landet som ikke er
Mod slutningen af forfatterskabet ændrer stemningen i digtene sig. Hvor de føromtalte utopier om kvindens rolle og overmennesket knytter sig til livet på jorden, rækker digtene kort før Södergrans død ud efter evigheden i en eller anden form.
Den optimisme der kendetegner digtene fra 1918 er i sidste samling Landet som ikke er, der er udgivet posthumt i 1923, erstattet af længsel sådan som det kommer til udtryk i titeldigtet: ”Landet som ikke er”: ”Mit liv var en hed illusion/Men ét har jeg
fundet og ét har jeg virkelig vundet – / vejen til landet som ikke er.” Denne fremtidsutopi antager religiøs karakter. Jeget beskriver nu ikke sig selv som ophøjet, men som et menneskebarn, det ”ved intet svar” og strækker sine arme mod ”alle himle”. Med benævnelsen menneskebarn refererer Södergran til det klassiske forhold mellem Gud og menneskebarn inden for kristendommen.
Noget ganske andet end det alene at sanse naturfænomenet solen som i ”Triumf at være til”, om end det ikke er entydigt, at det er den personificerede Kristus hun bekender sig til. Men med afslutningen ”Jeg er den du elsker og altid skal elske” (str. 11), står det klart, at jeget finder et svar, idet det rækker armene mod himlen.
Længsel og tvivl præger denne sidste samling, hvis digte er skrevet kort før forfatterens død. Det er derfor oplagt at læse dem i et biografisk lys. I takt med at dødens realitet har indhentet Södergran, må hun sande, at den er den yderste begrænsning for (over)menneskets mulighed for at skabe sig selv.
Södergrans forfatterskab er modernistisk i både form og indhold, og med bl.a. hendes tidlige kvindekamp er hun forud for sin tid. Hun behandler almenmenneskelige temaer, der har en stærk appel til en nutidig læser.
Citaterne er fra Edith Södergran: Samlede digte, Rhodos 1979.
Triumf at være til: Edith Södergran som moderne digter
På et forladt finsk næs, syg af tuberkulose og ruineret af den russiske revolution, skrev digteren Edith Södergran nogle af det tidlige 1900-tals mest enkelt gribende og poetisk visionære digte. Til trods for at hun levede en stor del af sin tilværelse som isoleret digter, var hun en internationalt orienteret verdensborger.
Hun blev født i 1892 i Skt. Petersborg, havde svenske forældre, gik i tysk skole i den russiske by og levede det meste af sit voksenliv i Raivola, Finland, på grænsen til Rusland. Forskellige kulturer har der således været nok af i Södergrans liv. Men hun skrev sine digte på sin moders mål, svensk, og Sverige har taget finlandssvenskeren til sig som en af landets fremmeste kunstnere, ligesom hun er med i finske litteraturhistorier. Således var hun ikke kun i sin samtid, men er også i eftertiden, hjemmehørende i forskellige lande. Hun levede kun 31 år (1892-1923), men nåede i sit korte liv at udvikle et forfatterskab, der i dag er anerkendt over hele Europa.
Karakteristisk for Södergran er hendes sprogbrug. Det er enkelt og uimodståeligt, billederne til tider naive på grænsen til det klichéprægede, men altid med så megen prægnans og umiddelbarhed, at det er svært ikke at lade sig rive med af de intense momenter, Södergran skriver frem.
Hun debuterede med digtsamlingen Dikter i 1916. Heri findes det berømte digt "Vierge Moderne" (moderne jomfru), som med sin udforskning af ekstasen og kvinderollen/-identiteten, slår nogle af forfatterskabets gennemgående temaer an.
Jeg er ingen kvinde. Jeg er et neutrum.
Jeg er et barn, en page og en rask beslutning,
jeg er en leende stribe skarlagenssol…
Jeg er et net for alle glubske fisk,
jeg er en skål for alle kvinders ære,
jeg er et skridt mod tilfældigheden og fordærvet,
jeg er et spring i friheden og selvet…
[…]
Den chokerende modernisme, der kommer til udtryk i Södergrans debut vandt ikke indpas i datidens kritikerskare. Södergrans stil var anderledes, fremmed og ganske ulig den samtidige svenske digtning. Hendes lyrik er ikke vokset ud af en svensk eller finsk tradition, men er i højere grad inspireret af den tyske digtning, hun lærte at kende i sin tid på den tyske skole i Skt. Petersborg. Hendes digtes fremmede klang gav hende en ublid medfart i hendes samtid, men i dag understreger den hendes digtnings særegne, personlige præg.
Digtene i debutudgivelsen er ikke harmoniske digte. Södergran synes ikke bange for at udstille en intim længsel efter lykken og kærligheden. Hun bryder med digtenes logiske metrik så associationerne kan få frit løb; skriver digtene som de melder sig. Kun én gang har hun af hensyn til andet end digtet selv ændret i et allerede færdigskrevet digt. Det skete, da hun ændrede "frønnede trappetrin" til "havebænk" i digtet "Et ønske" (Dikter):
Af hele vor sollyse verden
ønsker jeg blot en havebænk
med en kat der soler sig…
Dér ville jeg sidde
med et brev på brystet,
et eneste lille brev.
Sådan ser min drøm ud…
Edith Södergran ønskede ikke at udstille sine og morens fattige kår.
De genkendelige, realistiske beskrivelser som ses i "Et ønske" adskiller sig fra den vilde ekstase i "Vierge Moderne", men begge udtryk er til stede i Dikter.
I den efterfølgende digtsamling Septemberlyran (1918) er digtenes realistiske præg forsvundet, og man kan spore en kraftig indflydelse fra Nietzsches filosofi. I indledningen til Septemberlyran skriver Södergran de berømte ord: " Min selvsikkerhed beror på, at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke min sag at gøre mig mindre end jeg er." Frem for at beskrive verden, som den tager sig ud rundt om hende set gennem den romantiske længsels optik, kaster hun sig ud i utopiens landskab og hengiver sig til digtningens skabende kraft. Energien og vildskaben fra "Vierge Moderne" går igen i åbningsdigtet "Triumf at være til…". Her tager jeg’et kampen op mod tidens gang og individets afmagt:
"Hvad frygter jeg? Jeg er del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden i millioner af verdener,
en førstegrads stjerne som slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden rinde iskold gennem sine årer
og høre nattens tyste flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg ved af intet andet end sol.
[…]
Tid – du morderske – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser
altid uden skræk."
I Södergrans tilfælde er tiden en markant trussel. Hendes far døde i 1907 af tuberkulose, og to år senere får den da 17-årige Edith stillet samme diagnose. Det er både fristende og nærliggende at læse Södergrans egen sygdom ind i det her beskrevne forhold til tiden. Men Södergran vil ikke tale på egne vegne – hun vil gøre sig til talerør for en kreds af "frie ånder", der skal følge hende på overmenneskets vandring mod fremtiden.
En af disse frie ånder er kritikeren Hagar Olsson, der anerkender Södergrans digtning, og som Södergran får et nært forhold til. I den efterfølgende digtsamling Rosenaltaret (1919) synes det, som om de varme følelser til den åndelige søster kiler sig ind og luner i det noget golde nietzscheanske verdenssyn fra Septemberlyran. Södergrans efterladte breve efterlader ingen tvivl om den store rolle, Hagar Olsson spillede for digteren.
Også filosoffen Rudolph Steiner læste Edith Södergran med iver. Inspireret af antroposofiens fader vender hun sig i sine sidste digte igen mod den omgivende natur og forlader overmenneskets selvhævdelse. Tonen i Framtidens skugga (1920) er stadig præget af sejr, lykkefølelse og en umådelig kraft. I realiteten en grel modsætning til Södergrans faktiske tilstand, der fører til hendes død få år senere.
Selvom digtsamlingerne orienterer sig i forskellige retninger, er de alle umiskendeligt södergranske. Fascinationen ved ekstasen, det enkle og gribende sprog er typisk for digteren, hvis konfrontationer med livet, kærligheden og lykken gør digtene aktuelle, som var de skrevet i dag.
De her citerede digte er fra Edith Södergran, Samlede digte, Rhodos, 1979.
Digtene er oversat af Peer Sibast.
Af cand.mag. Johanne Worsaae Petersen
Kommentarer