Tyrkiet set gennem litteraturen

Af stud.mag. i litteraturhistorie og freelancejournalist Rikke Uldall

I december 2004 besluttede de europæiske regeringsledere at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet om EU medlemskab. Men hvem er de egentlig, tyrkerne, vores potentielle nye naboer i Europa? Det kan man danne sig et indtryk af via den tyrkiske litteratur. Flere af Tyrkiets væsentlige og internationalt priste forfattere findes på dansk.

Sufidigte
Den ældste tyrkiske litteratur, der er tilgængelig i dansk oversættelse, stammer helt tilbage fra 1200-tallet. Der er tale om udvalg af de såkaldte sufidigte skrevet af sufidigterne Yunus Emre og Jalaluddin Rumi.

Sufismen er en Islamisk mysticistisk retning, der kom til det vestlige Anatolien fra de arabiske og persiske regioner. Som andre mysticistiske religioner er sufismen kendetegnet ved, at sufien søger forening med Gud via selvindsigt. Ethvert sufidigt er i en forstand en biografisk beskrivelse af denne religiøse søgen. Men man kan sagtens læse digtene alene for deres sanselige sprog og ligefremme poetiske billeder.

Kendskabet til såvel Emres som Rumis poesi er stadig udbredt. I tråd med nutidens omfattende interesse for det spirituelle og psykologiske har særligt Rumis digte i de senere år oplevet en fornyet popularitet på grund af den åndelige vejledning og anvisning på selvudvikling, der findes i digtene. Rumi regnes således i dag for den mest læste digter i USA.

Digtere fra det 20. århundrede
I sidste halvdel af det 19. århundrede begynder den europæisk indflydelse at gøre sig gældende i det hensygnende osmanniske imperium. Drejningen mod Europa kulminerede med udråbelsen af den tyrkiske republik i 1923. Republikkens første præsident Kemal Atatürk iværksatte i årene derefter et omfattende reformprogram, der havde til hensigt at modernisere Tyrkiet fuldstændigt efter europæisk forbillede. Oprettelsen af republikken markerede et skarpt skel til fortiden og et brud med arabisk og islamiske indflydelse, hvis omfang vanskeligt lader sig begribe.

De radikale omvæltninger, som indførslen af republikken medførte, har skabt dybe brydninger i det tyrkiske samfund og satte gennem årtier et markant præg på litteraturen. Reformerne medførte en stærk statsstyring af det tyrkiske samfund, og opdelte forfatterne i hyldestdigtere og dissidenter - sidstnævnte ofte venstreorienterede.

Digterne Orhan Veli Kanik (1914 – 1950) og Nâzim Hikmet (1902 – 1963) er på hver sin vis præget af de politiske forhold i den nyoprettede tyrkiske republik. Orhan Veli var et barn af republikken og en ivrig tilhænger af moderniseringsprocessen. Hans lyriske projekt var at frigøre sig fra fortiden og skabe en ny litterær tradition. Resultatet er digte, der er næsten modernistiske i deres form.

Nâzim Hikmet derimod blev betragtet som en fjende af republikken. Han var medlem af det forbudte tyrkiske kommunistparti og havde stærke bånd til Moskva. Fra 1938 –1950 sad han fængslet for sine holdninger. Herefter forlod han Tyrkiet og fik eksil i Sovjetunionen, hvor han forblev til sin død.

Nâzim Hikmet havde stærke rødder i den tyrkiske folkelige tradition, men var ligeledes påvirket af russisk ekspressionisme, surrealismen og frem for alt de politiske litterære strømninger, der næredes af håbet om den proletariske internationale. Hikmet tog politiske problemer op i sine dramatiske produktioner såvel som i sine digte, men hans værker bærer også et stærkt personligt og lidenskabeligt præg. Indenfor tyrkisk litteratur er Nâzim Hikmet en gigant. Han nyder en umådelig folkelig popularitet og hyldes som en af den tyrkiske arbejderklasses store forkæmpere.

Noveller
Digtet har i århundreder været en dominerende litterær form i Tyrkiet. Men med den europæiske indflydelse kommer også nye litterære genrer som novellen og romanen til Tyrkiet. Den politiske linje i den nyoprettede republik fremmede en realistisk, anvendelsesorienteret stil, der kom til at præge tyrkisk litteratur helt frem til omkring 1980.

I litteraturen debatteredes samfundsproblemer, ofte med modernisering versus tradition som overordnet tema. Også spørgsmål om national identitet bliver centralt i republikkens litteratur. Efter de radikale sociale og kulturelle omvæltninger, som republikken medførte, opstår et behov for at sætte ord på, hvad det vil sige at være tyrker.

Novelleformen bliver aldrig lige så populær som romanen i Tyrkiet. Måske fordi novellen med sin korte længde er mindre velegnet til at sætte problemer under debat. På dansk findes et lille, men spændende udvalg af tyrkiske noveller i samlingen "Ørkenrosen".

Novellerne er skrevet i perioden fra 1948 – 1993 og rummer de hidtil eneste danske oversættelser af kendte tyrkiske forfattere som Adalet A?ao?lu og Sait Faik. I novellerne beskrives den politiske situation i Tyrkiet og hvordan, samfundsændringerne påvirker den enkeltes liv. Desuden findes eksempler på tyrkisk kvindelitteratur, der tematiserer kvindens rolle i samfundet og i familien.

Romaner - Kemal og Pamuk
Efter 1960 bevæger den dominerende realisme i litteraturen sig i retning af socialrealisme. Den nobelprisnominerede Ya?ar Kemal (født 1923) illustrerer denne udvikling. Hans omfattende romanproduktioner leverer beskrivelser af livet i de anatolske landsbyer i en stil, der kan betegnes som socialrealisme med en stærk episk indflydelse karakteristisk for ældre tyrkisk litteratur.

Kemal har flere gange været på kant med de tyrkiske myndigheder for sit sociale engagement, sit politiske ståsted på venstrefløjen og sin sympati for det kurdiske mindretal, som han selv tilhører. I 1977 blev han kortvarigt fængslet. Han forlod herefter Tyrkiet og boede i en årrække i Sverige. På dansk foreligger adskillige af Ya?ar Kemals romaner. Mest kendt er han for romanserien om Mehmet, der som en anden Robin Hood går i spidsen for et bondeoprør mod egnens godsejere.

Ya?ar Kemal er tyrkisk litteraturs ukronede konge, hvis salgstal i Tyrkiet kun overgås af Koranens. Men i udlandet overgås hans ry efterhånden af Orhan Pamuks (født 1952), der fik sit internationale gennembrud med romanen "Den sorte Bog" (dansk udgave 1996). Alle Pamuks romaner handler i en forstand om en søgen efter identitet: den personlige og den nationale.

Pamuk har givet den historiske roman et gennembrud i Tyrkiet. Som noget nyt lægger han ikke låg på historien, således som det har været sædvane under republikken, men skaber bro til og anerkender landets fortid. Hver af hans romaner anlægger en ny vinkel på Tyrkiet. De kan læses som partsindlæg, der på skift giver ordet til de mange politiske fløje: marxistiske grupper, islamister eller republikkens støtter kemalisterne. Disse brydninger i det tyrkiske samfund belyses ud fra en overordnet splittelse mellem Øst og Vest, mellem orientalsk og europæisk indflydelse.

Pamuks beskrivelser af Tyrkiets storslåede fortid og landets mudrede politiske historie giver et mangetydigt og ofte modsætningsfyldt billede. Det er en af litteraturens største forcer, at den kan indfange og rumme disse forskelligheder og dermed give et nuanceret indtryk af landet og dets befolkning. Måske er det netop i paradokserne, at man kommer nærmest en sandhed om Tyrkiet.