Af litteraturstuderende Henrik Torjusen
Oprindeligt var nisser ikke de små søde, væsener, vi kender dem som i dag og hvor, de er reduceret til obligatorisk tilbehør til julehyggen. De var ikke bare bløde og rare, men kunne finde på hvad som helst, især hvis man ikke sørgede godt for dem – og her befandt drillenissen sig i den milde ende. De kunne dog formidles med gaver, som grøden på loftet juleaften, og hvis nisserne fandt gaven tilstrækkelig, så hjalp de gerne med til gårdens fremgang og sørgede for dyrenes trivsel.
I den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensens (1843-1929) optegnelser af sagn og folkeminder, som han indsamlede fra især den fattige del af den danske befolkning i løbet af de sidste 50 år af sit liv, spillede nisser og andre væsener en helt anden betydning og rummede en helt anden kraft end den rent symbolske pynteværdi, de er reduceret til i dag.
Nisser og ellefolk, djævle og mosekoner var stærke væsener, det var bedst at holde sig på god fod med, hvis det skulle gå en godt i livet og ens gård ikke skulle brænde ned eller dyrene i ens besætning ikke skulle omkomme. Nissen var med andre ord magtfuld og ikke til at spøge med.
De underjordiske
I Dennis Gade Kofods (f. 1976) vidunderlige roman Brøndtjætten (2006) dukker sagnets og folkeeventyrets væsener op som en levende del af erfaringsuniverset. Den 85-årige Mogens, der lever alene på sin fædrene gård på Bornholm, har levet hele sit liv i sammenhæng med de underjordiske. Det er små, usynlige væsener, der lever i en høj i nærheden af gården.
Højen, der somme tider løfter taget på glødende pæle, når de underjordiske holder fest, befinder sig på en af gårdens marker. Den er altid blevet respekteret af både Mogens’ far og af Mogens selv, og de har derfor aldrig sået eller pløjet i nærheden af højen.
Ligesom de ved, at de ikke skal komme i nærheden at højen, når den står på glødende pæle. Mogens, og tidligere hans forældre, betragter gårdens succes som en gave fra de underjordiske, en tak for at han altid husker at give dem af familiens grød, sætte mælk fra når de har malket og lade de underjordiske få del i høsten. Det vigtige er, at jorden, menneskene og de underjordiske lever i harmoni med hinanden.
’Han [Mogens] har boet på gården hele sit liv. Han kender det hele, hele øen, som bagsiden af sin egen hånd. Han betragter endnu det alt sammen som sit, selvom han ikke ejer det længere. Det er hans og de underjordiske, det er alles. Den, der har fortjent det, dem, der har levet som de skal, får af jorden omkring gården. Thi det er Mogens sikker på.’ (Brøndtjætten, s. 32)
Jorden er ikke alene menneskenes ejendom, den bibelske idé om, at jorden er til, for at mennesket skal udnytte den, bliver afvist. Mennesket tilhører verden, og indgår, ifølge Mogens’ opfattelse, i en sammenhængende verden, der deles af Gud, de underjordiske og mennesket.
Bornholm øen i verden
Den fædrene gård er en ø midt i et omgivende hav, som Bornholm er en ø midt i verden. Gården og øen bliver flere gange beskrevet som om den sejler af sted mod ukendte mål, mens menneskene bare må hænge på, som de bedst kan. Gården er det faste holdepunkt i en uforudsigelig verden, som slægten kan samles om, og herfra kan de stå imod verdens vildskab.
Det store problem for Mogens i Brøndtjætten er hvem, der skal videreføre gården efter hans død. Mogens’ søn Søren vil ikke føre den videre, og Mogens kan ikke udholde tanken om, at slægten skal miste gården. Meningen med hans liv har været at holde gården i god stand, så den kunne videreføres og forblive det faste holdepunkt. Livets mening, for Mogens, er at fasteholde slægten og overlade arven til den næste i rækken.
Her nærmer vi os det store problem ud over arven og slægten, nemlig troen på de underjordiske. For Mogens er den sidste, der for alvor tror på de underjordiske. Da Mogens var lille, lykkedes det hans far at tage et billede af en af de underjordiske, men Mogens har ikke været i stand til at få et direkte forhold til dem, på samme måde som det lykkedes for hans far.
Mogens ved de findes og ser spor af dem i sneen eller på det våde gulv i laden, når de har forsynet sig med mælk, men han har, til sin store ærgrelse og frustration, ikke opnået en direkte kontakt. Og så har den næste generation mistet troen på de underjordiske. Forbindelsen er ved at blive brudt – generationers tro og kontakten med den bornholmske oprindelse er i fare for at forsvinde med Mogens.
Forskellen mellem fortiden og nutiden bliver også slået an i et andet spor i romanen: Sagnet om Bonnavedde, der udkæmpede et slag med de underjordiske, i et forsøg på at udrydde dem. Bonnavedde var halvt menneske, halvt havfrue. Hans had til de underjordiske stammede fra hadet til hans egen oprindelse, til den halvdel, der ikke var menneskelig. Det var umuligt for Bonnavedde at forlige sig med sin afstamning, og ved at udrydde de underjordiske, forsøger han at udrydde sig selv og dermed kappe forbindelsen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige.
Slægten og det onde
Men forbindelsen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige er ikke sådan lige til at rive over, og Bonnavedde må nødvendigvis tabe sit oprør til sidst. Men kampen mellem Bonnavedde og de underjordiske viser splittelse mellem det gode og det onde i væsenerne selv. Bogens titel, Brøndtjætten, henviser til et væsen, der lever i gårdens brønd. Et ondt væsen, de underjordiske har spærret inde i brønden og som vil æde enhver, der falder i brønden.
Som 14-årig falder Mogens selvfølgelig i brønden, men han bliver reddet fra brøndtjætten af de underjordiske – mener hans far i hvert fald. Der er ingen direkte beviser for det, og ud fra en realistisk, kynisk betragtning er det nærmere en kombination af held og en modig medhjælper på gården, der redder Mogens.
Men reddet bliver han, overtager gården og fortsætter faderens forhold til de underjordiske. Men han er samtidig tydelig splittet, han læser Politiken, tænker på politik og den omkringliggende verden. Det er først, da han møder Henrik, en universitetsstuderende der skriver på en ph.d.-afhandling om de underjordiske, at tingene begynder at falde på plads.
Mogens kontakter ham og vil hjælpe med ham med hans undersøgelse af de underjordiske – så han måske selv kan se dem med sine egne øjne. Samtidig ser han en mulighed for at få Henrik smedet sammen med sit oldebarn Mette, og så kunne de måske sammen overtage gården og forholdet til de underjordiske? Konturerne af en plan begynder at tegne sig.
Kærlighed til jorden og den anden
For Mogens handler det i sidste ende om kærlighed. Til gården, til slægten og til den kvinde, han delte det hele med, hans kone Ingrid. Livets sande mening er ikke at forlange mere end, man kan bruge, være opmærksom på omgivelserne og forblive tro mod sin kærlighed.
’Det er noget med det, de læste sammen. Bibelen, romaner, om politik. Det, at de havde det sammen, det, at de forsøgte at rumme den samme verden, den samme ø. Mogens elskede Ingrid, fordi de havde den samme ø, fordi de drev den samme vej. Det er vigtigt at huske, hvad man havde sammen, ikke at give slip på det, at blive ved med at være ved det.’ (Brøndtjætten, s. 259)
Konflikten mellem Mogens’ gamle tro og Henriks rationelle forsøg på at legitimere de gamle sagn og legender finder ikke en endelig løsning, men måske åbner der sig en mulighed for et forhold mellem Henrik og Mette, et forhold der kan føre troen, slægten og kærligheden videre.
En forbindelse, der kan redde gården fra at blive opløst i modernitetens ligegyldighed, der kapper alle rødder og bånd i en sådan grad, at bornholmerne mister kontakten med deres oprindelse, slægten mister forbindelsen med sin jord og den enkelte mister kontakten med kærligheden og det andet menneske.
Måske er Mogens den sidste med kontakt til den gamle tro, måske kan Henrik og Mette føre den videre. Så måske kan båndene alligevel bevares. Måske.
Kommentarer