Lars Bukdahls tale til Signe Gjessing ved overrækkelsen af Munch-Christensens kulturlegat den 26. september.
Den Signede dag
Der er et digt hen mod slutningen af Signe Gjessings uendeligt talentfulde debutsamling, Ud i det u-løse, som jeg NÆSTEN kan følge med i, ikke næsten forstå – hendes poesi er altid mindst ét, og som regel flere, lysår ældre end min forstand – men næsten følge med i.
Digtenes spring mellem deres billeder går med ret præcist lynets hast, og som regel har læsningen derfor to faser: Først lader jeg mig frydefuldt og svimmelt rive med, som på en interstellar rutsjebane (jeg hader rutsjebaner alle andre steder end i poesien), og derpå forsøger jeg møjsommeligt, som var jeg en industrispion udstyret med en højavanceret stjernekikkert, at gennemskue, hvordan egentlig de halsbrækkende loops ind og ud af mælkevejen var nittet sammen denne gang rundt.
Her er digtet:
Det private rum falder som sne
Fuglespor om tankens hals,
fuglene går hen over den som
halskæde;
verdenshjørnerne
krøllet samme med et pres
som fra kul
til diamant
omkring halsene, og mundene
vender rummet på en pande af tåre:
farvel
Okay, jeg skruer stjernekikkerten i fokus: Den første linje om det private rum, der falder som sne, er en polemik mod den glubsk nyfigne læsning af prosa og nu også poesi, jfr. dagens anden prismodtager, som restløse privatlivsrapporter, men jo samtidig en pædagogisk forklaring om, hvordan det private forvandles og forefindes i poesien, som et snevejr, et mylder af hvide krystaller.
Så er der et lynende syvmilespring væk fra sneen til ”Fuglespor om tankens hals”. Det er vildt og smukt nok at forestille sig fuglespor rundt om en hals; straks tænker jeg også på udtrykket: kragetæer. Det er til gengæld hartad umuligt at vride sit hoved rundt om, hvad tankens hals er, men hvis vi nu har en fraktal idé om hver tanke som en hel menneskefigur inde i hjernen, så sammenføjer halsen tankens krop og hoved. Og den hals er der fuglespor rundt om, det kan jeg næsten se for mig, men langt fra forstå.
De to næste linjer lader nådigt være med at springe videre, men nøjes med at animere og pynte op på fuglespor-billedet: ”Fuglene går hen over den som/ halskæde”. Fuglene er altså ikke fløjet, de går som i en kædedans af en halskæde rundt om halsen (hvilket må gøre sporene svære at se, men mærkes kan de selvfølgelig, af tanken).
Så er der et semikolon, et dramatisk, fuglespor-lignende tegn, og endnu et spring til selveste ”verdenshjørnerne”, der er ”krøllet sammen med et pres//som fra kul/ til diamant” (overleveligt uklart, om det er hver hjørne for sig selv eller alle på én gang med hinanden, der krølles sammen). Typisk for Gjessing med disse voldsomme spring i både skala og abstraktion, fra fuglespor til verdenshjørner, og lige så typisk med disse næsten brutale transformationer, der som oftest er koncentrationer: verdenshjørne-kul presset sammen til verdenshjørne-diamant.
Jeg gentager. Jeg forstår gladelig ikke en disse, jeg forsøger bare at følge med!
Og jeg kan lige netop godt få øje på den association, der er afsættet for springet her: fra halskæde er tanken, på sine balletsko, gået fra halskæde til diamant nemlig; ”diamant” følges direkte, uden semikolon eller komma, af ordene ”omkring halsene”, dvs. det er hele billedkomplekset ovenover, der befinder sig ”omkring halsene”. Hvilket yderligere vil sige, at verdenshjørner krøllet sammen med diamantpres er et billede på fuglene, der vandrer på halsen! Det er komplet uforståeligt, men slående rigtig; jeg har i hvert fald ikke hørt en mere rimelig opskrift på det urimelige fænomen, der er fugle.
Nå, spring igen, men ikke så langt, fra hals op til mund: ”og mundene/ vender rummet på en pande af tåre”. Det er et pandekagebillede! Kun Rasmus Klump elsker pandekagebilleder mere end mig. Gjessing er altid mindst lige så plat konkret som hun er kosmisk flyvsk. Pandekagen er det private rum, der jo er et snevejr, der vendes på tårens stegepande af mundene, der jo er tankens munde (igen skala-spring: rum –pande - tåre). Men tåren er så løbet ned i munden eller hvad? Tvunget frem af de sammenkrøllede fugle-verdenshjørners pres mod halsen eller hvad? Og hvorfor er munde og også halse nu flertal? Mange gode forvirringer, som alle blegner overfor selve pandekagebilledets dumdristige og fyndige skønhed: hvem, der er åben overfor poesi, kan forsvare sig mod et rum vendt på en pande af tåre?
Efter tåren er der et kolon og under kolonet bare ordet: ”farvel”. Hvad sker der her? Jo, med ét er digtet blevet et digt om afsked og sorg; er det en nærtstående, som er død, eller en elsket, der har forladt det digterjeg, der som jeg er helt usynlig i digtet? Vi ved det ikke. Men det hele hænger pludselig enormt stærkt sammen, synes jeg –det private, der sner, fuglene henover tankens hals, fuglene som sammenpressede verdenshjørner, munde der vender et rum på en pande af tåre, til et fladt farvel er færdigbagt.
Det var cirka 600 ord om præcis 39 ord. Og hvad jeg dermed vil sige, er såmænd bare, at sådan er det hele vejen i Ud i det u-løse, sådan er det at blive kidnappet ud i det u-løse af Signe Gjessing. Bortset fra, at det som regel er endnu sværere at følge med og endnu umuligere at forstå. Og bortset fra at dette er et rimeligt strengt formuleret digt, i forhold til de charmante og kokette forpludringer, hun i andre digte heldigvis ikke holder sig for god til.
Bogen linker selv til de internationale digterstjerner Arthur Rimbaud og Novalis; jeg selv sammenlignede i min forpustede anmeldelse med Marianne Larsen og Simon Grotrian. Jeg vil her nævne et femte himmelfænomen, syredigteren Johannes L. Madsen, især i hans sidste, forklaret mystiske fase, og citere, som et iltelegram fra hans forfatterskabs sorte hul, til din nyfødte galakse, Signe, hans ”poetiske manifest” fra 1975-hæftet Min fuldautomatiske pen (som du garanteret kender):
En rose er en gadelygte er en
kunstskøjtedanserinde er en blokfløjte
er en tommelfinger er en konstruktionstegning
som er formlen for et kredsløb er en
genstand for en tankerække er en hårtørrehjelm
er en kokosnød er et stearinlys
er et kuglelyn er en rose
er den hvide blomst i gløden
den der drypper fra den når den dør
En fugledans er en halskæde, en tåre er en stegepande og Signe Gjessing er allerede en stor digter. Astronomisk tillykke med Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.
Af Lars Bukdahl
Kommentarer