Af Helle Laursen, Børnebibliotekar på Ølby bibliotek.
Tahar Ben Jellouns Om min mor
Romanen har tydelige selvbiografiske træk, men det er en fortælling, hvor man som læser næppe skal tage alt for pålydende. Det er beskrivelsen af en mor, der plages af fremskredet Alzheimer, hvor nutiden og fortidens liv smelter sammen i ét. En beskrivelse af de pårørendes frustrationer, og sorgen når mor ikke kan genkende sin egen søn. Hvor kroppen langsomt giver op og hun skal have hjælp til alt, fra at spise til at komme på toilettet.
”Min mor lugter fælt. Hun lugter af lort. Hun gør i sengen, og hun ved det ikke. Hun, der var så elegant, så smuk, så opmærksom på hygiejne”. En psykisk grænse overskrides ved at opleve at et af de menneske, han elsker højest forsvinder, går i opløsning både fysisk og psykisk.
To fortællinger
Bogen indeholder to fortællinger. Den ene er fortællingen om Marokko, et muslimsk samfund ofte set i tilbageblik gennem mors erindringer fra 1930’erne. Om familietraditioner, kønsforskelle, ægteskabet og religionen. Et portræt af en kvindes liv og hendes status i det marokkanske samfund. Den anden fortælling handler om en mor, der langsomt forsvinder fra verden og sønnens liv. Romanen handler om at tage afsked med livet. Om at få en værdig død, som i mors optik er, omgivet af sin familie i det hus, hun har levet sit liv.
Tanger, Paris – Paris, Tanger
Den demente og døende mor bor i Tanger, i det hus hvor hun og hendes familie har levet. Sønnen bor i Paris, langt fra det hjem hvor han er vokset op, og der er langt til Tanger på flere måder. Der er selve den geografiske afstand. At skulle stole på, at den ansatte hushjælp drager den nødvendige omsorg for hans mor, mens han ikke er der. De foruroligende og uklare telefonsamtaler, han har med sin mor på tværs af middelhavet.
Der er splittelse mellem to kulturer, hvordan de gamle familiestrukturer i Marokko støder sammen med den moderne vestlige måde. Moderen forventer at blive passet hjemme og dø med hele sin familie omkring sig, og hendes søn lever et moderne liv, hvor det er velfærdssamfundet der tager sig af pasningen af de gamle.
Drømmetåger
Moderen forsvinder langsomt ind i et tåget og drømmeagtigt erindringslandskab med færre og færre klare øjeblikke. Det er beskrevet i et poetisk, snublende og demens-ramt sprog. Hendes hukommelse forsvinder og hendes erindringer smelter sammen. Alt er lige levende og virkeligt, tiden er gået i opløsning.
Hun er den unge pige, der snart skal giftes bort. Hun taler med sine tre afdøde ægtemænd på samme tid, inviterer dem til middag og får ofte besøg af sin elskede afdøde lillebror. Det er ikke nemt at finde rundt i demensens tåger, hverken for sønnen eller den demente. Forvildelsen er nogle gange lykkelig andre gange trist og fortvivlende.
Farvel
Han kan bare se til fra sengekanten, mens hans mor svinder ind. Bliver til en ganske lille krop, med skøre knogler, slap og rynket hud. Følge med i hendes lidelser og hvordan hendes greb om virkeligheden bliver mere og mere flygtig. Relationen mellem mor og søn undersøger sindets labyrint, dér hvor både smerten og den uopslidelige kærlighed findes.
Det er sønnens kærlighedserklæring og farvel til sin mor. Men det er også et farvel til barndommen og de gamle traditioner, han er vokset op med i Marokko og som ligger langt fra det moderne europæiske liv, han lever nu i sit voksne liv.
Forfatter information:
Tahar Ben Jelloun er født i Marokko i 1944. Han har studeret filosofi i Rabat og psykologi i Paris og har boet i Frankrig siden 1971. Han skriver på fransk selvom hans modersmål er arabisk. Han skriver lyrik, skuespil, essays og romaner. Hans gennembrudsroman Sandhedsbarnet fra 1985 blev efterfulgt af Den hellige nat fra 1987 og Stille dag i Tanger fra 1990. Han har gennem sit forfatterskab modtaget flere internationale priser og i 2008 blev han hædret af Nicolas Sarkozy med ”Ordre national de la Légion d'honneur”. Ben Jelloun har gennem flere udgivelser engageret sig stærkt i indvandrer debatten, blandt andet i pamfletten Sig mig Far, hvad er racisme? Fra 1999.
Kommentarer