Politik blandet med overdrivelser, humor og galskab. Af Henrik Torjusen, MA i Liberal Studies
Tiden i Prag (1967, dansk 2009) er en bog, der kræver at læseren overgiver sig. Den er ikke let at læse, den springer og danser, ter sig og gør sig uforståelig. Men hvis man giver den tid, så bliver man trukket ind i en anden verden, hvor skønhed opstår af de mindste begivenheder, og hverdagen er så magisk og tragisk, som de græske forfattere Pentti Saarikoski (1937-1983) satte så stor pris på.
Den ydre omstændighed i Tiden i Prag er Pentti Saarikoskis ophold i Prag i december 1966-januar 1967, finansieret af den tjekkoslovakiske forfatterforening. Han har efterladt sin kone i Finland og har kun medbragt en ordbog og sin skrivemaskine til det usle værelse, han flytter ind på. Der er ingen strøm, kaminen virker ikke og toilettet på gangen vogtes nidkært af de øvrige beboere. Men det bekymrer ikke Saarikoski særligt; nok lider han under forholdene, men så tager han i byen, drikker sig fuld, finder sammen med kvinder, han ikke kan tale med eller fester med sine nye tjekkoslovakiske venner.
Det er alt eller intet for Saarikoski, og det samme gælder Saarikoskis vilde og hypnotiske bog; erindringer, beskrivelser, oplevelser og tanker blander sig, og ud af tankehvirvlen træder den desperate og meget menneskelige Saarikoski frem og forsøger at finde mening med virkeligheden, og finde en måde at leve og være på. Men det er svært, og konstant presser verden sig på med krav, pligter og meninger.
”Da hun skriver og spørger. ”Hvordan hun du det egentlig?”, er det er spørgsmål, jeg ikke kan svare på. Eller jeg svarer, sådan som det forholder sig: Jeg lugter af sved. Ude på gaden bilder jeg mig ind, at folk glor efter mig netop derfor, selv om det ikke er derfor, og desuden er der vel heller ingen, der glor efter mig. Hvordan har du det egentlig? Hvordan går det? (63)”
Den tvetydige hverdag
Pentti Saarikoski var digter, oversætter, bl.a. har han oversat Homer og James Joyce, og kommunistisk politiker. Han stillede op til det finske parlamentsvalg to gange, men begge gange uden større succes. Som forfatter gjorde Saarikoski op med 50’ernes finske modernisme og inspireret af beatforfattere som Jack Kerouac (1922-1969) og Allen Ginsberg (1926-1997) skabte Saarikoski lyrik, der var personlig, politisk og mere ”beskidt” end den tidligere finske litteratur. Hans digte er udgivet på dansk i Den gale mands hest og andre digte (1999).
Som Tiden i Prag viser, så brugte Saarikoski sit eget liv i sit forfatterskab. Der er ikke trukket en klar grænse mellem litteratur og person, eller mellem det politiske og det personlige. Det hele er vævet ind i hinanden. Eksempelvis er et centralt spor både i Tiden i Prag og i den efterfølgende bog Brev til min hustru (1968, dansk 2010) Saarikoskis forhold til sin daværende kone. Men mest af alt handler Tiden i Prag om at leve, om de mindste begivenheder i livet, hverdagens problemer, tidens gang, sult, lidelse og sorg.
”Jeg bøjer mig ned for at binde mine snørrebånd. Det er en ydmyg handling. Jeg ved, at der står bøger i reolen, selv om jeg ikke kan se dem, og jeg ved, at du findes. Jeg fryser. Mine bare fodsåler rører gulvet, der om dagen er blåt, om aftenen gråt og om natten næsten sort (95).”
Vævet ind i denne hverdag er tanker om fortiden, politik, sprog og litteratur og kvinder. Da fortælleren tager af sted, er det for at komme til at arbejde, men han finder snart ud af, at det er umuligt. Eftersom lyset ikke virker, må han læse ved stearinlys, og i stedet stormer han ud i byen, ud på barerne og drikker sig fuld. Spændingen ved rejsen bliver snart til ærgrelse og afmagt. Der er intet, der fungerer, og hans kone kommer snart på besøg, til hans store fortrydelse. På den ene side vil han gerne have, at hun kommer, men på den anden vil han helst have, at hun bliver væk.
Intet er simpelt. Og det er især denne tvetydighed, der drager læseren ind i teksten. Hverdagen og følelserne er tvetydige eller mangetydige, de er aldrig simple eller forståelige. Det er svært at være menneske, svært at træffe en beslutning eller finde frem til et grundlag i sit indre, der er værd at holde fast i eller tro på.
Hverdagens politik
Et andet tilbagevendende spor i bogen er Saarikoskis barndom. Saarikoski blev født i 1937 og voksede op under 2. verdenskrig og kampene mellem Finland og Sovjetunionen. Som kommunist var borgerkrigen mellem ”de hvide” konservative kræfter og ”de røde” kommunister i 1918 efter løsrivelsen fra Rusland også en betydelig faktor i Saarikoskis forhold til Finland. Finlands manglende opgør med borgerkrigen og samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig er tilbagevendende problematikker.
Men i Tiden i Prag er politik blandet med overdrivelser, humor og galskab, så den mister sin normale alvor; men alligevel får den en anden og større betydning end normalt. For Saarikoski er politik ikke kun afgrænset af den politiske sfære, det er ikke kun en sag for politikere og journalister, men politik er også en del af det levede liv.
”En fredfyldt eftermiddag inden i en halvmørk vinstue. Ingen andre end mig og værten omme i baglokalet. Dette er en politisk situation, for også jeg er uvidende om mange forskellige ting, som der allerede findes sikker viden om. Og som også påvirker disse begivenheders gang (62).”
Politik griber ind i hele livet, det strukturer og former hverdagen og omgangen med andre mennesker. Men gennem Saarikoskis stil kan vi få et glimt af en anden verden. En verden, hvor alting findes på samme niveau, og hvor intet er, som det burde være. Det er en visionsløs vision, hvor idealerne og det perfekte liv styrter sammen, men hvor et andet liv i stedet dukker frem blandt slagger og affald.
Et liv, hvor andre mennesker er vigtigere end politik, hvor vores samliv er vigtigere end politiske problemer og teoretiske spørgsmål, og hvor Saarikoskis hustru er et billede på alle andre mennesker. De holder os fast i verden, de sørger for, at vi ikke forsvinder og mister os selv. Men de er også et tegn på verdens uforståelighed; for vi kan aldrig komme til at forstå de andre til bunds. De vil altid forblive et mysterium for os, selv om det samtidig betyder alverden for os. Og selv om vi gerne ville have det, så kan det aldrig give os et endeligt svar på, hvem vi er.
”Du har en brun håndtaske, hvor du har papirer og skønhedsmidler, når du kommer mig i møde. Så længe jeg elsker dig, tror jeg, at der findes en regering. Vi har ikke særligt meget tid, og den har vi allerede på forhånd spildt det meste af. Vi går ned til floden og stiller spørgsmål (93).”
Kommentarer