Af litteraturstuderende Martin Toft
Metropolernes metropol, New York, har en central placering i den moderne urbane bevidsthed – ikke mindst på grund af Walt Whitman (1819-1892), som digtede om storbyens mangfoldighed i Brooklynfærge i fart (1856). Siden har utallige film og bøger udfoldet sig i betonjunglen, men som storbylitteraturen fra allerede det 19. århundrede kan bevidne, optræder byen sjældent som et almindeligt sted i litteraturen. Ingen kategorier rækker til en endelig beskrivelse af byens rum, for den moderne storby lader sig ikke overskue i traditionel forstand.
Mere præcist udgør New York et socialt og symbolsk rum, en attråværdig scene, hvor tilværelsen kan gøres til genstand for enhver tænkelig fiktionalisering. Hvis et sted ikke kan overskues konkret, har de fleste en tendens til at søge stabilitet i allerede eksisterende billeder. Kollektive udtryk som filmens, modens, billedkunstens og litteraturens giver en uoverskuelig lokalitet som New York en mere begribelig form. Disse former beskriver ikke blot reelle fænomener i byens rum. I lige så høj grad fiktionaliserer de det virkelige New York, men på en effektiv måde, som er medbestemmende for livets reelle udfoldelse i storbyen. Byens rum fremkalder med andre ord livets fiktionalisering.
King Kongs fatale airwalk på Empire State Building i 1933 var på ingen måde forgæves. New Yorks faktiske byrum er i generationer blevet overlejret af billeder i form af fantasier, fordomme og forestillinger. Alle har en række indre billede af den amerikanske storby, som udøver sin virkning, selv midt på det virkelige Times Square. Før i tiden ankom man med skib, og blev – ganske symptomatisk - budt velkommen af et pompøst symbol, Frihedsgudinden.
Nu kommer flest med fly, men fælles for dem, som søger til New York, er et indre katalog over mulige eller forventede aktiviteter i megabyens konkrete rumtyper, e.g. gaden, baren osv. Selv de mest glamourøse billeder kan aktualiseres; intet potentiale antager uhørte proportioner – snarere tværtimod. Det er intet tilfælde, men blot en følge af byens egne teatralske logik, at World Trade Centre skal genopstå som verdens absolut højeste bygning. En samtidig provokerende og sigende symbolisering af USAs enorme magt og New Yorks svaghed for den gode historie, det fiktive.
New Yorks nære forbindelse til utallige af modernitetens myter virker selvforstærkende. Mange forfattere lader deres værker udspille sig i byen, netop i det håb at låne effekt fra de mange urbane fortællinger, og samtidig har man altid mulighed for at projektere rummets indhold på ny.
Med byromaner som Amerika (1912, publiceret posthumt 1927) og Rejsen til nattens ende (1932) var europæiske forfattere som Franz Kafka (1883-1924) og Louis Ferdinand Céline (1894-1961) med til at forfatte det New York, som vi i dag hver især bærer rundt på. De reagerede aktivt på storbyen som et fænomen, der hele tiden bliver til på ny gennem alle hånde fiktioner. Eller bedre: Summen af fortællinger udgør storbyens litterære rum, og mange af disse er kollektivt orienteret – ikke mindst dem man finder i litteraturen. Set fra den synsvinkel er New York en verbal by, en række symboler, der bliver til som teksten på papiret.
Iva Pekárkovás gimme the money (2000) og Gary Shteyngarts The russian debutante´s handbook (2002) er blot to nye eksempler på en videreførelse af dette perspektiv på New York. Pekárkovás roman handler om en kvindelig immigrants tilværelse som taxichauffør i New York, men samtidig stiller hun skarpt på storbyens intime forbindelse til kunstighed og fiktionalitet.
Det urbane rum udøver en nærmest magnetisk tiltrækningskraft med alle sine eksotiske løfter og stærke symboler. I New York kører man ikke bare sin taxi, nej, taxien kører nærmest sig selv ned af Broadway, gaden driver én fremad, som blev turen til dels medbestemt af fiktionens mange præsentationer af denne køretur.
Man straffes korporligt, hvis man ikke bander, fnyser eller kører hovedløst som enhver anden taxichauffør i New York. Hos Pekárková er det nærmest et fysisk krav, at man overgiver sig fuldstændigt til den urbane scenes forestillinger om sig selv.
Urbaniseringen synes alt andet lige at have medvirket til en fiktionalisering af det moderne liv. Et vilkår som både kan være en frisættelse og en besættelse, for det er ikke altid uproblematisk at være forfatter til sit eget liv. Kritikere af storbyens fiktionalitet skaber deres selvstændige modfortælling i form af bl.a. parodiske eller voldelige aktioner, som forholder sig aktivt til byens univers af symboler og moderigtige/sociale overenskomster. I en vild beskrivelse indrammer Céline i Rejsen til nattens ende de allestedsnærværende symboler i New York og gør i samme tempi det teatralske til grin på eftertrykkelig vis. Med en arrig komik får New Yorks skyline eksempelvis følgende medfart: ”New York er en by der står op. (…) frygtindgydende strunk.(…) Det er selvfølgelig sjovt at se sådan en stivert af en by.”
De uendelige muligheder – i sig selv én af byens populariserede fiktioner - synes virkelige midt i et urbant virvar. Men ikke alene Céline var godt og grundigt indigneret over New Yorks utrolige potens og virketrang. Mange andre ville sikkert gerne skrive under på denne aggressive diagnose: New York er et moderne Babylon, mest af alt baseret på forvrøvlede løgne og glamourøse eventyrfantasier. Jack Kerouac (1922-1969) tilhører denne kritiske gruppering.
I Vejene (1957) demonstrerede han i hvert fald et ambivalent forhold til det urbane rums forbindelse til fiktionen. I en romantisk gestus flygtede beatlitteraturen i bil fra New York; væk fra biografernes, teatrenes, bibliotekernes og lysreklamernes fortællinger. For Kerouac koagulerede alle energier i byen som en slags fiktions-forstoppelse, hvorimod drømmen om det fortsatte drive modsatte sig byens kollektive fantasier. Jack Kerouac ville ikke være stjerne for en aften eller en del af kunstnerslænget i New Yorks hippe kvarterer.
På linje med nutidens terrorister drømte han i stedet om at sprænge dette moderne Babylon i luften. Her på vej til New York med kammeraten Dean i topform: ”…the great cloud of Metropolitan New York rising before us in the snowy distance. Dean had a sweater wrapped around his ears to keep warm. He said we were a band of Arabs coming in to blow up New York.”
New Yorks mange stærke symboler har altid, også i litteraturen, påkaldt sig monomane destruktionsfantasier, som mest af alt ligner dagdrømme om at viske papiret rent og begynde forfra med at skrive.
Kommentarer