Sneboldeffekten
af Nanna Rørdam Knudsen
Robertson Davies bliver ofte kaldt ”canadisk litteraturs grand old man”, men det vil ikke være en overdrivelse at sige, at Davies er én af de helt store forfattere i sidste halvdel af det 20. århundrede, og han er da også flere gange blevet nævnt som en mulig modtager af Nobelprisen. Professor Davies blev født i 1913 og døde i en alder af 82 i 1995.
Hans doktordisputats om drengeskuespillere hos Shakespeare udkom i 1939, og teatret var hele livet hans store interesse, hvilket også kan ses i flere af hans romaner. Han arbejdede i mange år som journalist, og der er udkommet flere bøger med opsamlinger af hans litteratur- og teaterkritik. Han blev kendt som skuespilforfatter i Canada, men det var som romanforfatter, han slog sit navn fast i verdenslitteraturen.
Hans romaner blev skrevet som trilogier, men der er ikke tale om fortløbende historier – bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden og i tilfældig rækkefølge. Hver trilogi har til dels sammenfaldende persongallerier, og handlingerne i bøgerne har relation til hinanden. Robertson Davies’ værker er humoristiske, og forfatteren viser ofte sin sans for det absurde. Hans værker er fyldt med bizarre tildragelser, i den stil mange danske læsere kender fra John Irving, der er en stor beundrer af Davies. Persongalleriet er varieret, men fortælleren er tit en ældre eller midaldrende mand, der ser tilbage på sit liv.
I 1951 udkom Tempest-tost, første bind i det, der skulle blive kendt som Salterton-trilogien. Hverken denne roman eller de to efterfølgende Leaven of Malice (1954) og A Mixture of Frailties (1958) er udkommet på dansk. Det er derimod Deptford-trilogien, der er Davies’ absolutte hovedværk.
Deptford-trilogien
Trilogien består af Den femte rolle (1970), Råbet fra balkonen (1972) og Undernes verden (1975). De tre fortællinger bindes sammen af, at de alle på hver sin vis udløses af en snebold, der rammer den forkerte person en decemberdag i 1908 i den lille by Deptford. Fortælleren i Den femte rolle er den excentriske skolelærer Dunstan Ramsay, som var sneboldens egentlige mål. Ramsays liv bliver styret af de begivenheder, som snebolden sætter i gang. Her er i bogstaveligste forstand tale om snebolden, der ruller: Et barn fødes alt for tidligt, en kvinde bliver sindssyg, og ulykken får Deptfords indbyggere til at stå i et ganske andet lys for Ramsay. Romanen er en fortælling om Ramsays liv og hans besynderlige forhold til den sindssyge kvinde.
Råbet fra balkonen bliver fortalt af den fordrukne, men succesrige advokat David Staunton, der er søn af Ramsays gamle ven og fjende, Boy Staunton, der kastede den famøse snebold. Faderen er død under mystiske omstændigheder, og hans og Davids livshistorier oprulles med en jungiansk terapeut som tilhører.
I trilogiens sidste bind fortælles historien om alle tiders største tryllekunstner, den egocentrerede og charmerende Magnus Eisengrim, der blev født firs dage for tidligt, da hans mor blev ramt af snebolden. Eisengrim fortæller et filmhold om, hvordan han forandrede sig fra at være Deptfords syndebuk og sladderemne til at være verdenskendt, beundret og feteret – og læseren og den nysgerrige Ramsay får løsningen på Boy Stauntons mystiske død.
Cornish-trilogien
Den røde tråd i Cornish-trilogien er kunstsamleren Francis Cornish. I første bind, De oprørske engle (1981), får tre meget forskellige universitetslærere ved hans død opgaven at være eksekutorer for hans bo – en ikke ringe opgave, der yderligere kompliceres af den dybt usympatiske frafaldne munk, John Parlabane, der har det med at blande sig i alting. Bogens ene fortæller, den smukke studine Maria Magdalena Theotoky, der halvhjertet forsøger af slippe væk fra sin sigøjnerbaggrund, fordrejer hovedet på flere af bogens personer, samtidig med at hun selv bliver inddraget i forviklingerne omkring Cornishs dødsbo.
Andet bind, Hvad man i ungdommen nemmer (1985), er fortællingen om Cornish selv. Han er en talentfuld kunstner, men ender ad snørklede veje som forfalsker og sidenhen samler og mæcen i stedet.
I Orfeus’ lyre (1988), trilogiens sidste bind, er Davies tilbage i teaterverdenen. Et ufuldendt partitur fra Cornishs samling skal fuldendes af en musikstuderende, den rædsomme Parlabane spøger i kulissen, og Cornishs kunstneriske talenter bliver opdaget af hans familie, der ikke er udelt begejstret.
Cornish-trilogien er måske ikke så umiddelbart tilgængelig som de foregående værker, men persongalleriet er underholdende – man glemmer sent munken Parlabane, som bestemt tager prisen som den mest usympatiske og irriterende romankarakter, jeg nogensinde er stødt på.
Toronto-trilogien i to bind
Davies nåede ikke at skrive det afsluttende bind i det, der alligevel er kendt som Toronto-trilogien. Den første af bøgerne, En klog mand (1991), er en fortælling om lægen, Jonathan Hullah, der bruger temmelig utraditionelle metoder, og om den ballade, der opstår i det nærliggende kirkemiljø, da en gammel ven går til yderligheder for at få en affældig præst anerkendt som helgen. Fortællingen har tråde, der strækker sig tilbage til skole- og ungdomstiden, hvor læseren kan nikke genkendende til personer og miljøer fra tidligere romaner.
I Mord og hvileløse ånder (1995) bliver Jonathan Hullahs gudsøn, Gil, bliver myrdet af sin kones elsker, og bogen er en slægtsfortælling, der foregår i både USA, Wales og Canada. Bogen er derfor også en fortælling om det moderne Canadas rødder. Davies’ akademiske baggrund fornægter sig ikke, men han skriver i et levende og læsbart sprog. Nye læsere kan med fordel begynde med Den femte rolle, da den er forfatterskabets bedst fortalte og mest fabulerende roman, som bestemt giver lyst til at læse mere.
Lån Robertson Davies bøger på
Artikel
Robertson Davies
Sneboldeffekten
af Nanna Rørdam Knudsen
Robertson Davies bliver ofte kaldt ”canadisk litteraturs grand old man”, men det vil ikke være en overdrivelse at sige, at Davies er én af de helt store forfattere i sidste halvdel af det 20. århundrede, og han er da også flere gange blevet nævnt som en mulig modtager af Nobelprisen. Professor Davies blev født i 1913 og døde i en alder af 82 i 1995.
Hans doktordisputats om drengeskuespillere hos Shakespeare udkom i 1939, og teatret var hele livet hans store interesse, hvilket også kan ses i flere af hans romaner. Han arbejdede i mange år som journalist, og der er udkommet flere bøger med opsamlinger af hans litteratur- og teaterkritik. Han blev kendt som skuespilforfatter i Canada, men det var som romanforfatter, han slog sit navn fast i verdenslitteraturen.
Hans romaner blev skrevet som trilogier, men der er ikke tale om fortløbende historier – bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden og i tilfældig rækkefølge. Hver trilogi har til dels sammenfaldende persongallerier, og handlingerne i bøgerne har relation til hinanden. Robertson Davies’ værker er humoristiske, og forfatteren viser ofte sin sans for det absurde. Hans værker er fyldt med bizarre tildragelser, i den stil mange danske læsere kender fra John Irving, der er en stor beundrer af Davies. Persongalleriet er varieret, men fortælleren er tit en ældre eller midaldrende mand, der ser tilbage på sit liv.
I 1951 udkom Tempest-tost, første bind i det, der skulle blive kendt som Salterton-trilogien. Hverken denne roman eller de to efterfølgende Leaven of Malice (1954) og A Mixture of Frailties (1958) er udkommet på dansk. Det er derimod Deptford-trilogien, der er Davies’ absolutte hovedværk.
Deptford-trilogien
Trilogien består af Den femte rolle (1970), Råbet fra balkonen (1972) og Undernes verden (1975). De tre fortællinger bindes sammen af, at de alle på hver sin vis udløses af en snebold, der rammer den forkerte person en decemberdag i 1908 i den lille by Deptford. Fortælleren i Den femte rolle er den excentriske skolelærer Dunstan Ramsay, som var sneboldens egentlige mål. Ramsays liv bliver styret af de begivenheder, som snebolden sætter i gang. Her er i bogstaveligste forstand tale om snebolden, der ruller: Et barn fødes alt for tidligt, en kvinde bliver sindssyg, og ulykken får Deptfords indbyggere til at stå i et ganske andet lys for Ramsay. Romanen er en fortælling om Ramsays liv og hans besynderlige forhold til den sindssyge kvinde.
Råbet fra balkonen bliver fortalt af den fordrukne, men succesrige advokat David Staunton, der er søn af Ramsays gamle ven og fjende, Boy Staunton, der kastede den famøse snebold. Faderen er død under mystiske omstændigheder, og hans og Davids livshistorier oprulles med en jungiansk terapeut som tilhører.
I trilogiens sidste bind fortælles historien om alle tiders største tryllekunstner, den egocentrerede og charmerende Magnus Eisengrim, der blev født firs dage for tidligt, da hans mor blev ramt af snebolden. Eisengrim fortæller et filmhold om, hvordan han forandrede sig fra at være Deptfords syndebuk og sladderemne til at være verdenskendt, beundret og feteret – og læseren og den nysgerrige Ramsay får løsningen på Boy Stauntons mystiske død.
Cornish-trilogien
Den røde tråd i Cornish-trilogien er kunstsamleren Francis Cornish. I første bind, De oprørske engle (1981), får tre meget forskellige universitetslærere ved hans død opgaven at være eksekutorer for hans bo – en ikke ringe opgave, der yderligere kompliceres af den dybt usympatiske frafaldne munk, John Parlabane, der har det med at blande sig i alting. Bogens ene fortæller, den smukke studine Maria Magdalena Theotoky, der halvhjertet forsøger af slippe væk fra sin sigøjnerbaggrund, fordrejer hovedet på flere af bogens personer, samtidig med at hun selv bliver inddraget i forviklingerne omkring Cornishs dødsbo.
Andet bind, Hvad man i ungdommen nemmer (1985), er fortællingen om Cornish selv. Han er en talentfuld kunstner, men ender ad snørklede veje som forfalsker og sidenhen samler og mæcen i stedet.
I Orfeus’ lyre (1988), trilogiens sidste bind, er Davies tilbage i teaterverdenen. Et ufuldendt partitur fra Cornishs samling skal fuldendes af en musikstuderende, den rædsomme Parlabane spøger i kulissen, og Cornishs kunstneriske talenter bliver opdaget af hans familie, der ikke er udelt begejstret.
Cornish-trilogien er måske ikke så umiddelbart tilgængelig som de foregående værker, men persongalleriet er underholdende – man glemmer sent munken Parlabane, som bestemt tager prisen som den mest usympatiske og irriterende romankarakter, jeg nogensinde er stødt på.
Toronto-trilogien i to bind
Davies nåede ikke at skrive det afsluttende bind i det, der alligevel er kendt som Toronto-trilogien. Den første af bøgerne, En klog mand (1991), er en fortælling om lægen, Jonathan Hullah, der bruger temmelig utraditionelle metoder, og om den ballade, der opstår i det nærliggende kirkemiljø, da en gammel ven går til yderligheder for at få en affældig præst anerkendt som helgen. Fortællingen har tråde, der strækker sig tilbage til skole- og ungdomstiden, hvor læseren kan nikke genkendende til personer og miljøer fra tidligere romaner.
I Mord og hvileløse ånder (1995) bliver Jonathan Hullahs gudsøn, Gil, bliver myrdet af sin kones elsker, og bogen er en slægtsfortælling, der foregår i både USA, Wales og Canada. Bogen er derfor også en fortælling om det moderne Canadas rødder. Davies’ akademiske baggrund fornægter sig ikke, men han skriver i et levende og læsbart sprog. Nye læsere kan med fordel begynde med Den femte rolle, da den er forfatterskabets bedst fortalte og mest fabulerende roman, som bestemt giver lyst til at læse mere.
Lån Robertson Davies bøger på
Kommentarer