Opgør med egen kaste

"Skider hæmningsløst i egen rede i velsmurt debut, der glider ned som boblende champagne" – netop sådan beskrev Ekstra Bladets litteraturanmelder Carsten Norton novellesamlingen "Han danser på sin søns grav".

Novellerne fra 2009 markede Martin Kongstads debut som skønlitterær forfatter. Med et ordentlig brag vel og mærke og med Danske Banks Debutantpris lige ned i foret.

Fortællingerne er da også et velskrevent og kontroversielt tids- og generationsportræt, som på underholdende vis udleverer den kreative klasse. Novellerne er samtidig et opgør med forældregenerationen - de satans 68’ere.

Få i dette interview et indblik i Martin Kongstads tanker bag opgøret med den kulturelle og kreative klasse - et opgør med egen kaste.

Din novellesamling er et opgør med de værdier, der kendetegner din egen omgangskreds - den kulturelle og kreative klasse, "den selvfede Irma-klasse" – hvordan har dine nærmeste omgivelser tacklet dine bekendelser?
Jeg identificerer mig ikke med ordet "bekendelser". Jeg har ikke haft som et formuleret formål at bekende noget som helst, men ene og alene at skrive nogle gode historier, som samtidig indeholdt nogle – for mig – relevante temaer. Jeg har modtaget et hav af mails og sms´er , ligesom jeg er blevet stoppet på gaden mange gange, og det både fra mennesker, som jeg kendte og som tilhører "den kreative klasse" og fra alle mulige andre. Der er ganske givet en del, som hader min bog, men kun få af dem bekender kulør. Resten synes ikke det er dem, bogen handler om, men alle deres venner.

Hvad er det for nogle visioner og værdier, den kreative klasse har tabt, mistet eller aldrig haft - ifølge dig?
Der er en helt central sætning i bogen, og indtil videre er der kun een, der har bidt mærke i den. Han er sognepræst. Sætningen lyder: "Ville du egentlig ønske du havde været religiøs, Mikkel?" Her ligger for mig grundstenen bag hele denne "lødige" hedonisme; mad, vin, kulturforbrug. Fraværet af noget større, det være sig politik eller, ja, Gud, er gennemgribende for netop den klasse, jeg beskriver. Det er mennesker, som i Kierkegaardsk forstand, befinder sig i udkanten af det æstetiske. I klare stunder kan de øjne, at deres liv ingen vegne fører, men da de ikke kan se en vej ud af det hele, tager de et glas vin mere.

Din jeg-fortæller er madskribent. Beskrivelser af gourmetmad og top-vine fylder i det hele taget rigtig meget i novellerne. Hvad er meningen?
Vin og mad har fyldt meget I de kredse jeg beskriver, og det er selvfølgelig ingen tilfældighed, at min hovedperson er madanmelder. Det anses for lødigt at beskæftige sig med mad. Det er tilmed blevet noget man markedsfører sig på at være vidende om og god til at lave. Jeg ville gerne skildre et menneske, som var indsigtsfuld nok til at se, at hele denne gourmetbølge blot var blevet til en blåstemplet virkelighedsflugt, men som samtidig lod sig friste hver gang, der kom en ny ret forbi. Og så danner de udpenslede madbeskrivelser en god kontrast til de temmelig gruopvækkende ting, som foregår. Desuden har jeg selv været madanmelder, og jeg ved derfor noget om det.

Der er nogle kendetegn ved din novellesamling, der leder mine tanker hen på en anden generationsroman nemlig Bret Easton Ellis’ American Psycho – en roman der beskriver en perverteret yuppie i et frastødende samfund. Kan du nikke genkendende til parallellerne – eller er jeg ude på et overdrev?
American Psycho blev markedsført som en splatterbog, men var reelt en skarp satire over moderne menneskers evindelige positionering. Mine temaer er ikke langt fra hans, selv om de udspiller sig i den højere danske middelklasse . Ellis bog foregreb på mange måder sin fremtid, og alle de tendenser som han havde øje for, før andre, er blot blevet styrket gennem de næste tyve år. Så, ja, jeg føler mig da beslægtet med Ellis, omend vi opererer på to helt forskellige frekvenser.

Med "Han danser på sin søns grav" har du lagt dig ud med ikke bare din egen klasse/generation men også de rødvinsdrikkende 68’ere. Er der en ny bog og et nyt generationsopgør på trapperne?
Jeg har endnu ikke helt lagt mig fast på, hvad den næste bog skal handle om, men jeg har sagt, hvad jeg ville sige om den tomme livsstil. Min første bog handlede om insiderne, men noget tyder på, at den næste kommer til at handle om outsiderne, altså om de mennesker, som vælger at leve et helt andet liv . Foreløbig har jeg skrevet en del af bogen om til et spillefilmsmanus, og om en måned går jeg for alvor i gang med den næste. En roman.