Tova Randers voldtages midt om eftermiddagen på sin 40 års fødselsdag. Af litteraturvidenskabsstuderende Johanne Gormsen Schmidt
Vold så langt øjet rækker
Mænd kan ikke voldtages udkom på svensk i FN’s kvindeår 1975. Den stiller i den grad skarpt på kvinden – i relation til manden og samfundet. Romanens udgangspunkt er også dens vendepunkt: Tova Randers voldtages midt om eftermiddagen på sin 40 års fødselsdag. De tanker og handlinger, der efterfølger hendes møde med volden, spinder et net af relationer mellem den konkrete voldtægt og hidtidige erfaringer med mænd.
Martti Wester hedder voldtægtsmanden. Det er ham, der binder, ydmyger og slår Tova, mens han siger, at det er det, hun ønsker, at kvinder skriger efter en mand, der kan banke dem på plads. Men der er andre gerningsmænd i Tovas liv. Hendes eksmand Jon Randers, hendes affære B og måske endda hendes store kærlighed Kari.
Da Tova skygger Martti, ser hun i hans kvindesyn og selvbillede en pendant til eksmandens. Allerede dengang gjorde hun oprør. Hun ville ikke holde op med at arbejde som lærer, opgive det, der var vigtigt for hende, for at passe børn og hjem og mand.
Tova vil ikke lade sig besejre af nogen mand. Hun handler og beviser, at mænd kan voldtages. Men da hun melder sig til politiet, er svaret: ”Den heldige kartoffel […] Hils ham hjerteligt” (124), og hendes voldshandling bliver ligegyldig, en tom magtdemonstration.
Frihed og fængsel
Dog finder Tova også en handling, der ikke er tom, i den frihed det er at stå sammen og kæmpe. En frihed der danner modpol til den frihed, Jon tilbyder:
”Han vil give hende mad og meninger, beskæftigelse og tilfredsstillelse. Har hun frihed er det fordi han har givet hende den.
På sådanne vilkår vil hun ingen frihed ha’.” (32)
Dét er en frihed fra, ikke til. Det er mandens egenrådige frihed fra underbukser og babyvælling. Han gør, som han vil. Og hun skal gøre, som hun vil. Men hun skal ville sin mand og kun ham, det er hendes frihed. Hvad end hun gør, står det i relation til ham. Hans frihed er hendes bundethed.
Det viser sig klart i det partnerbyttespil, han tvinger hende ind i: ”nu lægger vi os og hviler os efter maden alle sammen og har det dejligt, vi og I sammen. Men det er Tova han ser på. Og Tova ved, at det eneste hun ikke må gøre er at se på B” (36). Jon tilbyder kun Tova friheden, så hun kan vise ham, at der ikke er andre guder end Jon. Det bliver en så total fiasko, at de kort tid efter går fra hinanden. For Tova kan ikke skjule sin lyst til B, som hun allerede har en affære med. Hun nyder, mens Jon ikke kan få den op at stå.
Det handlede aldrig om Tova. Det handlede om, at Jon kæmpede mod B om kvindens gunst og tabte. Det er den eneste kønsrelation, Jon kan tænke. Han kan kun se kvinden som et panser, man kan beskytte sig selv med, bruge mod andre mænd. Men også B og Kari bruger i sidste ende kvindens angst og sårbarhed til at hævde sig selv. B vil lige så lidt som Tova have et barn, men da hun lader sig sterilisere, mister han sin interesse, for nu kan hans sæd ikke længere bide hende. Øjeblikket med Tova var altså ikke nok.
Din svaghed – din styrke
Selv sønnen Jockum er for Jon en konkurrencepartner: ”han vil bare vise at han har magt over dig og kan tvinge dig til at stå op om natten, han vil vise at han vinder over mig” (135). Jockum er anderledes end de mænd, der ikke tåler den mindste plet på sig. Han viser ofte, hvor bange han er. Og Tova trøster og lærer ham, at mennesker vil hinanden det godt.
For at erfare det gode i mennesket må man turde stå frem som et sårbart bløddyr. Den chance vil Jon aldrig tage, han vil altid være den første til at sparke. Det er den stærkes frie ret, mener han. Men den frihed er voldtægt: ”Frihed til at voldtage og fornedre og ikke tåle svaghed” (133).
Efterhånden forstår Tova, at Jon er den største stakkel. ”Han er en ensom ulv, omgivet af ulve og den der er mest bange af dem alle” (137). Og at det er denne angst, der fører til vold. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt både kvinder og mænd kan voldtages (det kan de). Spørgsmålet er, hvordan vi undgår, at det sker.
Da Tova selv hævder sig på Marttis bekostning, oplever hun, hvor skadelig vold er for alle parter. Hendes aggressioner smitter af på Jockum, der kommer til at tvinge den pige, han er forelsket i. At Jockum vender dybt ulykkelig tilbage og søger Tovas hjælp i en så svær situation, åbner hendes øjne. Det skævvredne forhold mellem mennesker kan først rettes op, når man står side om side og skælvende viser sig for hinanden:
”Være ude af sig selv af skræk, men lade andre vide det. Så man måske slipper for at slå.” (133)
Her ses det også, hvordan Tikkanens prosa om kommunal jazzballet, underholdsbidrag m.v. hele tiden kammer over i poesi, som drømmens seje insisteren midt i den barske samfundsrealitet. Tova fastholder netop drømmen om en kærlighed, der ikke søger sit eget, ikke kræver ofre. Den altopofrende kvinde, der dræber sig selv, idet hun former en selvtilstrækkelig hule, som manden kan puste sig op i, kvæler kærligheden – offerrollen avler sin bøddel. For at bryde cirklen må vi hver især finde mod til både at se den anden og selv blive set. Sådan retter vi ryggen uden at trampe.
Kommentarer